København skal diskutere sprogsyn

Tekst: Jon Arskog

Politik. Pædagogers kritik af sproglæringsforsøget SPELL fører til drøftelse i efteråret i Børne- og Ungdomsudvalget af, hvilket sprogsyn kommunen fremover skal have til de små børn. Principperne skal på plads inden vedtagelsen af sprog- og integrationspakke.

Kritikken af sproglæringsprojektet SPELL, omtalt i forrige nummer af LFS Nyt, er nu nået frem til medlemmerne af Børne- og Ungdomsudvalget. Og indtil videre er det blevet til en halv sejr for pædagogerne.

Pædagogerne i udflytterbørnehaven Peters Hus kunne ikke selv få lov at fremlægge deres synspunkter og bekymring for det sprogsyn, som ligger til grund for SPELL for udvalget, da systemet ikke tillader ansatte i Københavns Kommune at få foretræde. Derfor havde de i timerne inden udvalgsmødet den 11. juni opsøgt Enhedslistens medlem Rikke Lauritzen, der i forbindelse med behandlingen af en revision af sprogindsatsen overfor særligt to-sprogede drenge i daginstitutioner og skoler, fremsatte et forslag om, at udvalget, inden sprog- og integrationspakken vedtages, tager en drøftelse af, hvilket sprogsyn Københavns Kommune skal tage udgangspunkt i, når der fremover skal arbejdes med udvikling af sprog hos daginstitutionsbørn.

Problematikken som pædagogerne har peget på er, at en sprogteknologi som SPELL fuldstændig frakobler kroppen fra indlæringsprocessen, og derfor ifølge pædagogerne og i øvrigt flere respekterede eksperter, er fuldstændig misforstået i forhold til aldersgruppen, men også i direkte modstrid med kommunens eget værdigrundlag beskrevet i pædagogiske læreplaner i dagtilbud 2004.

Heraf fremgår det, at sprog ikke er noget børn skal have indlært af de voksne. Det er noget, der udvikles i et miljø sammen med voksne og børn, der giver barnet tid og ro til at udvikle sproget.

Derudover kommer problematikken med, at Københavns Kommune, ved at pålægge institutioner som Peters Hus at gennemføre projekter som SPELL, viger fra hensigterne om metodefrihed og tiltro til de fagprofessionelles evner.

Rikke fremsatte ændringsforslag

Rikke Lauritzen foreslog beslutningen om sprog- og integrationspakken udskudt, men da sagen skulle sendes i høring, ville udvalget ikke udskyde sagen. I stedet fremsatte Rikke Lauritzen og partikollegaen Gorm Gunnarsens et ændringsforslag, der gik på, at man efter høringen, men inden vedtagelsen skal drøfte, hvilket sprogsyn der skal ligge til grund for sprogindsatsen overfor daginstitutionsbørn.

”Jeg synes jo ikke, at vi kan vedtage en pakke, hvor vi snakker metoder uden at have drøftet politisk, hvad vi mener med sprogudvikling hos små børn,” siger Rikke Lauritzen til LFS Nyt.

Socialdemokraterne, de Radikale, SF, Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten – i alt 10 medlemmer af udvalget – stemte for ændringsforslaget, mens den konservative Rasmus Jarlov, som den eneste stemte imod.

Således besluttede udvalget:

”At udvalget inden endelig vedtagelse efter høringen tager en drøftelse af, hvilket sprogsyn hos de helt små børn, Københavns Kommunes tiltag skal tage udgangspunkt i. Til brug for drøftelsen skal der ligge en oversigt over den nationale og internationale forskning, der peges på med hensyn til metodevalg i Enighedspapiret (Bilag 8). Drøftelsen må gerne inddrage konkrete erfaringer fra kommunens eget pædagogiske personale, som har deltaget i forskellige sprogforsøg.”

Skal børn tidligt i skole?

Enhedslistens Rikke Lauritzen, der inden udvalgsmødet den 11. juni havde besøg af pædagogerne fra Peters Hus, konstaterede efter udvalgets beslutning, at sprog- og integrationspakken ikke hører direkte sammen med kritikken af SPELL, men at det sprogsyn, man måtte komme frem til i forhold til de små børn også vil have indflydelse på indsatsen overfor de to-sprogede.

”Umiddelbart har de to ting ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men henvendelsen fra pædagogerne kom meget belejligt i forhold til en principiel snak, om hvorvidt de små børn skal ’tidligt i skole’, eller om vi har respekt for børn og deres udvikling. Det er jo meget ideologisk det her, men derfor også på tide, at tage stilling til det. Det er fint, at man, som beskrevet i det enighedspapir LFS blandt andet har været med til at udarbejde, vil bruge pædagogiske metoder, der gennem forskningsresultater har dokumenteret virkning, men politisk eller ideologisk kan vi jo godt tage stilling til, hvilken vej vi vil gå,” siger Rikke Lauritzen.

På baggrund af de oplysninger om SPELL, som blandt andet Sandra Nielsen, pædagog i Peters Hus, gav hende, kan hun ikke forestille sig, at Københavns Kommune vil arbejde videre med de resultater, som det 16 mio. kr. dyre SPELL-projekt vil komme med i sidste ende:

”I enighedspapiret er defineret, at der skal arbejdes med metoder, hvor der er evidens for, at de virker. Men det er tydeligt, at man bruger nogle eksperter, som man vil, mens man ignorerer andre. Især lytter man for tiden lidt for meget til Niels Egelund, men de smås udvikling må aldrig blive forceret af en voksenverden. Jeg håber, at et flertal i udvalget er enige i, at den vej, som forsøget har vist, ikke er den vej, vi ønsker at gå i København,” siger hun.

Glæde og skepsis i Peters Hus

Sandra Nielsen og hendes kolleger i Peters Hus er glade for udvalgets beslutning, men de føler sig ikke sikre, førend beslutningen om at tage udgangspunkt i forskningsresultater på området og inddragelse af fagprofessionelle i sproglæringen er truffet.

”Det var rigtig positivt at snakke med Rikke og vi er rigtig glade for udvalgets beslutning – ikke mindst at man også vil lytte til os fagprofessionelle, som det er formuleret i ændringsforslaget. Vi håber selvfølgelig bare, at resultatet så også bliver derefter,” siger Sandra Nielsen, der ser det som en halv sejr, men som er usikker på den videre proces og ikke mindst er skeptisk overfor det fokus, der i sprog- og integrationspakken ligger i benævnelsen af evidensbaserede metoder, som grundlag for indsatsen overfor to-sprogede.

”Jeg har ikke det store indblik i to-sprogindsatsen som sådan – kun hvordan børn lærer. Men vi kan konstatere, at hvert 3 barn har en underudviklet motorik og at det er der, der skal sættes ind, når hvert 4. barn tilsyneladende har svært ved sproget, når de begynder skolen. Børn lærer på en markant anderledes måde end voksne, fordi deres hjerner og grundmotorik er under stadig udvikling. Al fremtidig læring bygger på, at grundmotorikken er automatiseret. Automatiseret bevægelse frigiver energi, så vi kan rette vores opmærksomhed ud i verden – lære nye ting. Jo flere sanselige erfaringer vi gør os jo flere forbindelser får vi i hjernen og dermed et større fundament, at forstå verden ud fra senere hen i livet. Hvis barnet ikke har fået lov og mulighed for at udvikle sin grundmotorik ordentlig og fået skabt livsnødvendige forbindelser i hjernen, vil vi være med til at skabe et ringere grundlag for al fremtidig læring,” siger Sandra Nielsen, der peger på et væsentligt andet forhold, som har stor indflydelse på udviklingen, og som hun mener, at politikerne også burde tage højde for.

”Børn udvikler deres sprog i samværet med voksne, men samtidig er der færre voksne i institutionerne. Det hænger ikke sammen. Der bliver mindre og mindre mulighed for at skabe læringsmiljøer med aktiviteter, der giver børn muligheden for at udvikle sig. Samtidig bruger vi mere tid på at teste børnene, og så har vi ikke tid til at snakke med børnene og udvikle dem. Så man kommer ikke udenom, at normeringssnakken også har indflydelse på børns sproglige udvikling,” siger hun.

Selvom et større antal anerkendte børneudviklingseksperter som Dion Sommer, bakker op om kritikken af ’skolificeringen’ af daginstitutionsbørn, og at sprog- og integrationspakken påpeger, at metoderne skal blandt andet skal baseres på de selvsamme resultater, som de kritiserende forskere fremkommer med, så erkender hun, at der nu ligger et større arbejde foran hende og kollegerne med at få fortalt politikerne, hvordan det forholder sig omkring små børns udvikling og læring.

”Hidtil er der ikke blevet lyttet meget til de forskere, der siger, at skolificering i daginstitutionerne ikke er den rigtige vej at gå. Og når vi nu ikke fik foretræde for udvalget for at forklare vores synspunkter, må vi nu rundt til de forskellige politikere enkeltvist og forklare dem, hvordan vi ser, at det hænger sammen. Det havde været nemmere, hvis vi kunne have gjort det for en samlet flok,” siger Sandra Nielsen, der sammen med hendes kolleger over de sidste par måneder har brugt en del af deres fritid på at gøre opmærksom på problematikken omkring SPELL, som institutionen blev pålagt at deltage i og den umyndiggørelse af dem som fagpersoner, som SPELL udsatte dem for.

”Nu kan de forskellige politikere så forberede sig på, at vi kontakter dem. Vi håber så, at de lytter, når vi siger, at kommer forudsætningerne ikke plads, så kan vi ikke nå de resultater, de gerne vil have, når børnene begynder i skole,” siger hun og peger på, hvad det er politikerne på et oplyst grundlag skal tage stilling til:

”Hvordan udvikler børn sig? Hvordan lærer børn? Hvad er sprog? Hvordan udvikles sproget? Hvad skal børn bruge sproget til? Hvad er sprogstimulering? Det må og skal aldrig dreje sig om egentlig undervisning allerede i børnehaven, når der er andre metoder, der passer bedre til opfattelsen af børns udvikling som en balancegang mellem leg og læring. Man kan ikke effektivisere børns udvikling ved at fokusere på delelementer, som SPELL gør, der udelukkende koncentrerer sig om sprogets form, men er ligeglad med indhold. Man kan ikke frakoble sproget fra den øvrige udvikling,” slutter Sandra Nielsen.

Uddrag fra Pædagogiske Læreplaner i dagtilbud 2004 ”Hvordan lærer barnet? Barnet lærer ved at have lyst, og ved at bruge sin energi. Derved aktiveres hjernen. Intelligens er andet end at kunne læse og skrive ved 4 års alderen eller at gentage fejlfrit efter de voksne. Det er at have så mange evner som muligt på så mange områder som muligt. Senere udvikles de mange forskellige færdigheder, der er brug for. Hvis hjernen skal kunne fungere, behøver den skiftende impulser: samtale, musik, leg, kropskontakt, fantasi, følelsen af det sjove og lystbetonede.”