Fritidspædagogikken kan godt

Tekst: Jon Arskog

Afsked. Efter 41 år som fritidspædagog i Lønstrupgård takkerHenning Hansen af og går på pension. Han bekymrer sig omfritidspædagogikkens plads i fremtidens børneunivers ogtænker, at det er synd for nutidens børn, at de gøres inaktivebag ’skærmen’.

Solen skinner, børn løber råbende og hujende omkring i middelalderlige gevandter, mens smeden banker på glødende jern, der skal blive til en økse. På markedspladsen er der boder og telte med forskellige aktiviteter og handel, blandt andet med hønseblodsdrik, pizzalignende brødstykker og frugt. Giftermål kan indgås. En høne kan plukkes. Et par høns løber frit omkring, men kun indtil slagteren assisteret af et par børn får held til at indfange dem. Herefter slutter deres liv. Hønsene altså… De parteres, dissekeres.

Men det er ikke helt ufarligt for børnene heller. Rundt omkring lurer lommetyve og medlemmer af den plyndrende og hærgende bande, Den Sorte Loge, der er kommet til fra Europa. Børn forsvinder. Værdier forsvinder. Heldigvis slår ordensmagten af og til ned på lovbryderne og sætter dem i gabestokken på torvet, hvor borgerne hujende kræver straf. ”Fjeren, hønselort, eller edderkopper,” råber bødlen spørgende.

”Hønselort! Hønselort! Hønselort!” Mængden, der primært består af børn i alderen 6 til 10 år, råber frydefuldt i kor. Forbryderne skal straffes, eller også er det bare sjovt at se, nogen lugte til noget fælt.

Der er middelalderuge i fritidshjemmet Lønstrupgård i Vanløse. Og hønselort er ikke rigtig hønselort, men måske noget der i virkeligheden er værre – en 18 år gammel ost, som fritidspædagogen Henning Hansen har hentet i den lokale ostehandler. Den stinker langt væk og får de fleste børn til at løbe skrigende bort. Men Henning har mistet lugtesansen. Sådan er det at komme op i årene.

Middelaldertemaet er tydeligvis noget børnene godt kan lide. Og tydeligvis også noget de voksne kan. Derfor er det anden gang på tre år, at Lønstrupgård omdannes til Lønby med sit eget pengesystem, middelalderlege og middelaldermarked.

Sidste år blev det aflyst pga. ressourceknaphed, men det er kommet for at blive – så længe det nu en gang er muligt, da det som andre fritidspædagogiske tiltag rent faktisk virker, som Henning Hansen udtrykker det.

Børnene skal væk fra skærmen

Børnene er dybt inde i legene og skal virkelig nødes for at komme tilbage til år 2014, eller hvilket år de nu måtte befinde sig i til hverdag. De hygger sig, oplever nyt og prøver grænser af. Det har givetvis ikke været ligeså sjovt at være barn i middelalderen, men det er sjovt at fornemme og forestille sig, hvordan det kan have været, lader flere af ungerne forstå.

Og det glæder Henning Hansen, der er fritidspædagog og tovholder på middelalderprojektet, at børnene kommer ud at lege med hinanden i stedet for at sidde foran en computerskærm. De overraskes af at man rent faktisk kan have det sjovt ved at lege de gamle lege, der dog er blevet støvet lidt for at passe til et nutidigt middelaldermarked.

41 år er nok

Selvom middelalderprojektet er en tradition, der er kommet for at blive, så er det sidste omgang for Henning Hansen. Efter 41 år som fritidspædagog og efter 41 år i Lønstrupgård – hele Lønstrupgårds levetid - takker han nu af og går på pension 67 år gammel. Det har været gode 41 år, siger han.

”Hvordan holder man ud at være så lang tid i samme institution? Tja. Det har altid været en institution med en god økonomi, god personalegruppe og gode muligheder for at gøre ting, som jeg gerne ville lave med børnene. Jeg har lavet teater, musik, værksteder osv. Jeg har været hele huset rundt. Men jeg er glad for, at jeg stopper nu,” siger Henning Hansen, der erkender i et eller andet omfang nok at have haft Bo Schøller fra Vesterbro Ungdomsgård som forbillede.

”Alt det nye vil begrænse fritidspædagogikken. Jeg er bange for, at der ikke vil være økonomi til tilbud som vores længere. Når man har alle de indtryk fra et langt arbejdsliv, som jeg har, så er det svært at tro på det trylleslag, som alle tilsyneladende tror på. Det er klart, at der vil blive plads til nogen af os i skolen – og det bliver helt sikkert en gevinst for børnene, at få nogle gode folk ind der, så den del skal nok blive til noget godt, men det vil blive noget helt andet end det her,” siger han og peger på det ærgerlige for børnene, hvis de muligheder, de har i fritidshjemmet eller i en fritidsklub vil forsvinde. Ikke mindst kolonidelen, som børnene altid har været begejstrede for.

”Det er synd, hvis der ikke bliver plads til fritidsdelen. For de unge pædagoger betyder det måske ikke noget, men for os gamle, der har oplevet de positive sider af vores arbejde og mødt mange af børnene senere hen som voksne, hvor de har fortalt om den betydning det har haft for dem, der er det noget andet,” siger han stående midt ude på legepladsen, mens ungerne render rundt om i middelalderlige udstyrsstykker og slås med rollespilssværd, slæber af med pigerne, spiser middelalderpizzaboller, eller overværer pædagogen Imran plukke en af Hennings medbragte høner, som de også skal se dissekeret senere.

Intet at fortryde

Henning Hansen var smed og uden forstand på det pædagogiske område, da han i 1973 begyndte i det nyetablerede fritidshjem Lønstrupgård i Vanløse. Men det var sjovt som 26-årig at arbejde med børn i stedet for jern og metal. Senere kom han på seminaret og endte inden klyngestrukturen blev indført som souschef. De sidste år har han arbejdet som almindelig fritidspædagog. Han har aldrig fortrudt det kursskifte han tog i 1973:

”Jeg har heller aldrig fortrudt, at være blevet i den samme institution, selvom jeg fik tilbud om andet. Alt har været fint med de muligheder, der lå her. Jeg er udemenneske og har været glad for et arbejde, hvor man bruger sig selv meget og er udenfor. Det har slidt, givet modermærkekræft og nyt knæ, men det har været dejligt at komme tilbage hver gang,” siger den solbrune tydeligvis livsglade udemand, der gennem det meste af sine 41 år i Lønstrupgård hver dag har cyklet fra bopælen i Kastrup til Vanløse i vind og vejr.

”Samlet set giver det nok et par gange rundt om jorden.”

Glæden i arbejdet har i høj grad været at opleve den mangfoldighed børn repræsenterer.

”Ikke et barn er ens og det har været skønt at opleve alle de variationer hos børn. Det har været spændende hele tiden. Fra de små børn kommer ind og til de forlader os igen, sker der bare rigtig meget,” siger han.

Han fremhæver samarbejdet gennem tiden mellem institutionerne i området, som en positiv faktor i hans arbejde, ikke mindst fordi man derigennem løber ind i både medarbejdere og gamle ’børn’ i lokalområdet, også som nye forældre i fritidshjemmet. Det giver en rød tråd og mening i ens arbejdsliv.

”Når man møder de gamle børn som forældre i dag, så kan man høre at man alligevel har fået gjort et indtryk hos dem. Så har man udrettet noget.”

Andre børn i dag

I forhold til da han begyndte som pædagog, ser han at børnene er blevet nogle andre.

”Deres verden er bare skruet helt anderledes sammen. Det ville være mere spændende, hvis de 70-80 børn vi har her ikke havde den konkurrence fra elektroniske apparater. Det håber jeg, at man lærer at tackle. Jeg ser jo helst, at børnene er ude at lege. Der kan jeg se, hvor stærkt et medie det er. Det skal man hurtigt finde et modstykke til,” siger han og peger på at børnene jo synes, at det er sjovt at lege ’analogt’.

”Også Børnesammensætningen har ændret sig. Det ændrer pædagogikken. Dem der skal inkluderes mærker vi ved at der ikke er nogen ressourcer der følger med. Det rammer nok mere ovre i skolen, men det ændrer også vores pædagogik. Man skal være mere skarp på det man laver. Og selvfølgelig er der mange nye ting, der er kommet til, men de gamle ting og sager gælder stadig. De skal måske bare støves lidt af. Der ligger rigtig meget i den gamle værktøjskasse, man kan tage op. Det handler jo primært om relationer,” siger han og peger de mange gamle lege fra baggårdene, som med fordel kan tages op i dag:

”Pædagoger i dag glemmer ofte de gamle lege.”

”En anden ting er, at de studerende der kommer ud i praktik er meget forsigtige. Men de er kun i praktik en gang, så de skal bare se at komme ud og lave fejlene. Hvis man ikke kan lide at være ’på’, så må man øve sig. Jeg har set alt for mange, at nogen siger, at de ikke kan det, men det kunne jeg da heller ikke, da jeg begyndte her. Så det vil være mine råd til de studerende,” siger han.

Pensioneres med udgangen af august

For Henning Hansen er der ikke mange arbejdsdage tilbage. Officielt slutter han sin tilværelse som pædagog den 31. august, men der er ferie der skal holdes inden.

Alle årene har kolonien været et særligt højdepunkt i Hennings arbejde som fritidspædagog. Der når han lige at gå ud med et brag: Hans sidste arbejdsdag bliver en dag på fritidshjemmets koloni.

Selvom børnene har givet et godt arbejdsliv, kan han ikke desto mindre godt se et liv uden børn for sig:

”Det bliver dejligt. Jeg er faktisk nået til et punkt, hvor jeg er mæt af børn. Og så har jeg et gammelt hus, der skal gøres en masse ved,” siger han og udtrykker et stort fokus på at skulle holde sig selv i gang med cykling rundt på Amager og muligvis også noget golfspil.

”Min kone synes også, at jeg har været en elendig kok, så det skal jeg til at lære nu.”