Arbejdernes internationale kampdag:

Er der noget at kæmpe for?

I disse år med arbejdskraftens fri bevægelighed, med kapitalfonde der har overtaget store virksomheder og som selvfølge har deres hovedsæder i lande med skattely, med arbejdsgivere og selskaber der spekulerer i, hvordan de kan slippe billigst ud af at have ansatte og på enhver måde forsøger at unddrage sig nationale løn og arbejdsvilkår, og med private, der på urimelige vilkår ønsker at berige sig på velfærdsopgaver – er der som fagbevægelse mere end rigeligt at kæmpe for.

1. maj er dagen, hvor vi opsummerer og markerer kampen, men den egentlige kamp foregår hver dag og hele tiden.

Metrobyggeriet i København er vel det de fleste forbinder med social dumping og her er der blevet taget rigtig godt fat for sikre, at løn og arbejdsvilkår er på niveau med de danske overenskomster og aftaler.

Med Ryanairs indtog i Kastrup Lufthavn er en ny og anderledes kamp indledt og denne gang mod en arbejdsgiver, der for at sige det mildt er ’kyssekold’ overfor ’den danske model’, og som ligefrem truer med at få den danske model erklæret ulovlig ved EU’s domstol. Sådanne trusler må ikke skræmme nogen væk og derfor er det også rigtig glædeligt, at politikerne rundt omkring i kommunerne har meldt sig ind i kampen.

Social dumping forekommer overalt – også steder som ingen umiddelbart tror. Det sker nemlig også indenfor vores velfærdsområder. Blandt private daginstitutioner og private storordninger er der i dag flere der tilbyder løn- og ansættelsesvilkår, der ligger langt under det niveau vi kender fra de overenskomster og aftaler der gælder for kommunale og selvejende institutioner. 75 kr. i timen og 0 procent i pension er det seneste eksempel vi har set – et niveau der for en fuldtidsansat pædagogmedhjælper ligger lige knap 6.000 under dagpengesatsen for arbejdsløse og så er den manglende pension heller ikke talt med. Og det på velfærdsområder, hvor kommunerne er lovmæssigt forpligtet til at betale nøjagtig samme tilskud pr. passet barn, som i de kommunale institutioner. Det er ganske enkelt beskæmmende og det er ikke en disse anderledes end den sociale dumping, vi har set på det ’rigtige’ private arbejdsmarked.

1.maj er altså en glimrende anledning til at opsummere: Kampen for løn og arbejdsvilkår er nødt til at være ’tværfaglig’ for udviklingen sniger sig ind på alle fagområder – og den er nødt til at være international, fordi internationale firmaer byder på og vinder opgaver på tværs af landegrænser. Kampen mod social dumping kræver, at alle ansatte uanset fagområde og nationalitet står sammen. Kun på den måde kan vi bekæmpe den sociale dumping og bevare ’Den danske model’.

Så ja, for mig er der ingen tvivl: Der nok at kæmpe for og desværre virker det som om, at den kamp der nu har varet i mere end 100 år aldrig nogen ende får!