Chancelighed handler mere end den sociale arv. LFS Nyt sætter op til folketingsvalget fokus på begrebet chancelighed. Vi har bedt en række repræsentanter for forskellige organisationer og fagområder at skrive om chancelighed ud fra deres perspektiv.

Den digitale ulighed truer

Tekst: Magdi Engelstoft el-Toukhy

De nyere generationer omtales som digitalt indfødte. De er vokset op med digitale teknologier som forudsætning i samfundslivet. Der er sket en ændring i børn og unges adfærdsmåder og i dannelseskulturen. Men spørgsmålet er om alle er med? Er alle lige ’indfødte’? Hvad er digital dannelse? Og hvordan deltager vi som pædagogiske fagpersoner i den digitale dannelse?

Traditionelt set har dansk pædagogisk praksis været præget af et fokus på den sociale og individuelle dannelse som forbundne størrelser. Barnets udvikling har været udgangspunkt, centrum og slutmål for personlighedsdannelsen. Læring skulle være en aktiv proces med udgangspunkt i barnets egne erfaringer, interesser og initiativer; ideer om medbestemmelse blev til børnedemokrati og for en tid helt unikt for Danmark: børnemagt. Denne pædagogiske arv har vi med os endnu, og vi får hårdt brug for at huske på den i mødet med det digitale.

Digital teknologi betragtes nemlig ikke alene som et nyt sæt nyttige værktøjer og teknikker til udtryk, skabelse og frisættelse, på lige fod med andre færdighedsområder, men som direkte nødvendige for at klare sig godt i fremtidens samfund.

Derfor er det rigtigt at afsætte midler til området. I nogle kommuner har man med midlerne prioriteret ’adgang’ til teknologien, som rigtigt nok skaber lige forudsætninger for alle børn og unge i kommunen - i det omfang at udstyret må tages med hjem. Og det er fint, men det må ikke stå alene. Man bliver nemlig ikke digitalt formået af blot at have god adgang til teknologi.

Børn som medskabere

Børnene betjener og spiller i stor stil på iPads, på Playstation og på computere i både institution og hjemme. Det er de dygtige til og har helt sikkert megen gavn af. Er alt så godt? De er jo i ’flow’. De hygger sig og er tilmed sociale med hinanden, både online og omkring maskinen. Men er det digital dannelse, når man kan forbruge? Eller er det, når man kender mekanismerne til at skabe?

I mine øjne kan en manglende bevågenhed omkring børnene som forbrugere af teknologi skabe store udfordringer. Som jeg ser det, opstår der en ulighed i chancen for at være en del af fremtidens samfund, når der ikke gøres en indsats for at dyrke den digitale innovation og kreativitet. Der opstår en ulighed, mellem dem som har skaberkompetencer og dem som udvikler en forbrugermentalitet.

Børn er nemlig ikke ’dygtige’, fordi de kan bruge en tablet og programmerne på den. Ked af at sige det, men brugerfladen er så veldesignet, at selv en abe vil kunne bruge den. Særligt på tablets, som jo er den type teknologi der lige nu fylder mest i skolerne og institutionerne er adgangen til den underliggende programkode begrænset. At opnå en forståelse af, hvordan en computer fungerer, kan der ikke være tale om. Man kan med andre ord kun arbejde inden for rammerne af de programmer, der er installeret – man kan ikke skille den ad og forstå den. Dermed ikke sagt at alle børn skal lære at programmere, men en grundlæggende forståelse for hvordan en computer fungerer, ville være en god vej til at øge den digitale chancelighed.

Det stiller krav til det pædagogiske personale. Opkvalificering og teknologiske indkøb må følges ad. Nye læringsformer og tankegange må udvikles for, at pædagogiske og eksperimenterende praksisfælleskaber omkring teknologi kan skabe udviklingen og dannelsesdiskursen. For at fagpersoner og børn kan være sammen om at forstå. Kun en pædagogisk kvalificeret udvælgelse af produkter, software og teknologi kan vi være bekendt og tjent med. I den forstand har det pædagogiske personale et stort ansvar - og mulighed for at tegne udviklingen.