Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Foto: Trine Mariager
FOA’s Landskonference:
Dagplejen står stærkt
Kvalitet i Dagplejen. Der var lagt op til en hyldest af dagplejen, da FOA inviterede til Landskonferencen Kvalitet i Dagplejen. Forskellige oplægsholdere præsenterede med begejstring aktuelle projekter og den nyeste forskning inden for dagplejen. Der var stor variation i oplæggene, men to gennemgående fokuspunkter var den manglende fokus på dagplejens mange fordele og dagplejerens arbejde med didaktik i praksis.
Tekst: Trine Mariager
Det var et nysgerrigt publikum, der deltog i landskonferencen Kvalitet i Dagplejen, der fandt sted på Nyborg Strand midt i april. Både dagplejere, dagplejepædagoger og ledere var spændte på at høre om det helt nye buzzword inden for dagplejepædagogik, nemlig didaktik, men hvad er det nu lige didaktik er? Didaktik betyder kunsten at undervise og handler om hvilke metoder og målsætninger, der er med undervisningen. Nogle udtrykte skepsis over for læring til 0 til 3-årige, andre mente, at didaktik blot var et nyt ord for det, de allerede arbejdede med, mens de fleste glædede sig til at få nogle nye pædagogiske værktøjer til brug i arbejdet.
Hjerne-Madsen underholdt
Selvom hovedfokus på konferencen var didaktik, så var der stor variation i årets program. Deltagerne blev klogere på emner som 0 til 2-årige børns intellektuelle færdigheder og hvordan det bliver nemmere at anvende teori i praksis. De blev introduceret til nye forskningsresultater om betingelser for pædagogik i dagplejen og hvordan Kolding Kommune har brugt aktionslæring som metode i arbejdet med inklusion. Men konferencens vel nok mest underholdende oplæg var Peter Lund Madsens præsentation af det lille barns hjerne. Men trods stor underholdningsværdi var Hjerne-Madsens budskab klart: Hvis børn ikke bliver stimuleret rigtigt mens de er 0-3 år, så kan det ikke indhentes senere i livet: ”I har altså et meget vigtigt job,” sagde han til dagplejerne.
Foto: Trine Mariager
Den nære relation
De fleste oplæg fokuserede dog på didaktik og på hvordan man bruger didaktik i praksis.
”Vi bliver til den vi er gennem kontakt og nære relationer. Det er nogle bittesmå handlinger og små stunder, som gør en forskel for, hvordan børnene ser sig selv. Vi er biologisk set et socialt flok-pattedyr. Vi vil rigtig gerne gøre det, som de andre. Hvis børnene skal udvikle sig, så er det altså essentielt, at vi tænker relationer ind i vores didaktik. Og her er dagplejen god – for her er den nære relation uundgåelig.” Det var budskabet fra Helle Eliasen, der har gennemført et projekt i Kolding Kommune med fokus på relationsdannelse.
Barnet i centrum
I Silkeborg Kommune arbejder man også med didaktik ud fra barnets følelser og relationsdannelse, her har man dog valgt at fokusere på barnet i centrum.
”Børn er individer selv. Det skal man huske på. Og de er ikke altid interesseret i at klippe-klistre lige præcis på det tidspunkt, som vi har planlagt. Derfor er dagplejens didaktik nødt til at være situationsbestemt. De små børn er under skabelse – derfor er det vigtigt, at de får en sikker fornemmelse for, hvem er de og hvad kan de. Derfor skal vi bakke op om deres valg og handlinger. Det kalder vi situeret didaktik. Om at gå med børnene og have blik for, hvad der er vigtigt for barnet i den konkrete situation. Og her står dagplejen i den unikke situation, at de ikke har flere børn end de har, og derfor har de bedre mulighed for den situerede pædagogik,” fortalte Bodil Rønne, der er leder i dagplejen i Silkeborg Kommune.
Mere fokus på dagplejen, tak!
Formand for den pædagogiske sektor i FOA, Jakob Sølvhøj, åbnede konferencen med en opsang til politikerne:
”Der er en tendens til, at politikerne kun taler om institutioner. Vi skal lægge et pres på dem, for at sætte fokus på dagplejens fordele. Vi er jo heldige i dagplejen, fordi vi har minimumsnormering.”
Derudover påpegede Sølvhøj et problem i forhold til den stigende brug af private dagplejere:
”Der er et skrigende misforhold idet, at politikerne gerne vil have fokus på kvalitet, og at der samtidig er en bagdør, der står på vid gab til den private dagpleje, hvor der ikke bliver stillet de samme krav til kvaliteten.”
Manglende viden om dagplejen
Annika Porsborg Nielsen har foretaget en omfattende tilfredshedsundersøgelse i dagplejen i Ålborg Kommune, og den bekræfter Jakob Sølvhøjs anelser. Der er ikke nok fokus på, hvad dagplejen egentlig kan tilbyde. Nogle forældre fortalte fx at de syntes, at pladsanvisningen nærmest modarbejdede deres ønske om en bestemt dagplejer:
”De fleste forældre er meget usikre, når de skal have deres barn i dagtilbud for første gang, og rigtig mange forældre udtrykker utilfredshed med den manglende viden, de kunne få fra pladsanvisningens side. Det er svært at finde passende viden om, hvad dagplejen egentlig er og hvad den kan tilbyde. Og så virker det som en næsten umulig opgave, at ønske en bestemt dagplejer ved pladsanvisningen i modsætning til, hvordan det fungerer i de private pasningstilbud, hvor det kun kræver nogle få klik på en computer.”
Det var tydeligt, at undersøgelsen berørte dagplejerne. Der blev hvisket heftigt i krogene: ”Det er jo det vi hele tiden har vidst” og ”jeg håber, at KL vil kigge nærmere på undersøgelsen”.
Foto: Trine Mariager
Masser af ny inspiration
Der er ingen tvivl om, at landskonferencen endnu engang var et vellykket arrangement, fortæller Majbritt Kronbøl, der er formand for dagplejen i LFS:
”Jeg kan ikke huske, at jeg har været afsted uden at komme hjem med en masse ny inspiration. Det er så rart at udveksle erfaring med andre dagplejere, for dagplejepædagogik kan gøres på mange forskellige måder. Og så må jeg sige, at det er rart at blive bekræftet i dagplejens kunnen og formåen. Dagplejen er unik i og med, vi har minimumsnormering, og så kan vi tilbyde en anden slags nærhed end institutionerne kan.”
Alt i alt var det en vellykket landskonference med en stor variation af oplægsholdere og et spændt publikum. Mange dagplejere udtrykte begejstring for al den ny inspiration, konferencen havde givet dem. Og så synes de fleste, at det var rart at blive bekræftet i, at det de gør, er det rigtige. Også selvom at det nu bliver kaldt didaktik. •
Foto: Trine Mariager
Lisbet Dinesen, dagplejer i Valby:
Hvordan synes du landskonferencen er forløbet
Jeg synes det har været spændende. Jeg er blevet positivt bekræftet i mange af de ting jeg gør, samtidig med, at jeg er blevet klogere.
Hvad tager du med tilbage til de andre dagplejere
Jeg har lige set en videofilm om didaktik. Det var rigtig spændende. Der var to drenge på halvandet år, der selv dækkede bord. Den vil jeg helt sikkert tage med tilbage og vise de andre dagplejere. Den handlede om, at vi nogle gange skal stole lidt mere på, hvad børnene egentlig kan. Vi skal øve os i at sidde lidt mere på hænderne og lade børnene prøve selv og give dem mere plads.
Hvad har du lært om didaktik
Det er kun ordet, der er nyt for mig. Jeg synes, at jeg er blevet bekræftet i, at jeg gør det rigtige, når jeg følger børnenes initiativ. Det kunne vi høre om i det forskningsprojekt, der har været i Silkeborg Kommune om Barnet i Centrum. Vi skal støtte op om børnenes egne initiativer, og det synes jeg i høj grad, at jeg gør i forvejen.
Så er der det med at videofilme – det har vi ikke gjort så meget i Valby, men det tror jeg helt sikkert vi skal begynde på. Så kan du se det fra et andet perspektiv og se hvad du gør godt og hvad der er mindre godt. Det tror jeg er sundt.
Foto: Trine Mariager
Helle Aastrup, dagplejer i Hvidovre Kommune:
Hvordan synes du, Landskonferencen er forløbet
Det har været spændende. Det er det altid, synes jeg. Jeg tager altid masser af inspiration med mig hjem. I år synes jeg, at jeg har fået mere med hjem end jeg plejer, fordi der har været så meget om aktionslæring.
Hvad tager du med tilbage til de andre dagplejere
Jeg har som sagt været meget spændt på aktionslæring, for det er Hvidovre Kommune lige startet på. Og der tager jeg masser af inspiration med mig hjem, særligt fra Kolding Kommune. De har en sparringspartner, når de laver aktionslæring. Og så var det helt særlige, at de i sparringen kun måtte nævne noget positivt ved udviklingen. Det vil jeg tage med hjem, for det tror jeg, at vi vil lære mere af. Og hvis jeg nogensinde skal flytte til Jylland, så flytter jeg helt sikkert til Kolding! Sikke et projekt, de har stablet på benene.
Hvad har du lært om didaktik
Jeg synes, didaktik er et svært begreb. Men det er blevet lidt mere håndgribeligt efter Landskonferencen, i den forstand, at man skal sætte didaktik ned på vores niveau og ikke snakke om læring, som var det i folkeskolen. Jeg har fået en masse inspiration, og nu skal jeg lige hjem og summe over, hvordan jeg så skal gribe det an.
Foto: Trine Mariager
Pia Timming, dagplejer i Frederiksberg Kommune:
Hvad synes du om Landskonferencen
Jamen jeg har jo lært det helt nye ord: Didaktik. Men jeg synes altid, at jeg lærer en masse nyt, når jeg er på Landskonference. Det er jo rart at vide, hvad de andre dagplejere i landet foretager sig. Man er lidt alene i en lille kommune, så erfaringsudveksling er sundt. Vi skal hele tiden udvikle os og følge med tiden, og det synes jeg helt sikkert, at Landskonferencen viser, at vi gør.
Hvad tager du med tilbage til de andre dagplejere
Jamen didaktik er det helt nye, og det tager jeg med tilbage. På Frederiksberg er vi i gang med et stort forskningsprojekt, der hedder Fremtidens Dagtilbud, og det er jo faktisk også noget med læring til de 0-3-årige. Det synes jeg er rigtig spændende. Jeg synes på en eller anden måde, at det er rart at vide, at vi alle arbejder med det samme mål for øje, selvom vi er langt væk fra hinanden.