Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Af Britt Petersen, formand i LFS
En særlig dame
Den 8. november i år fylder LFS år, faktisk så mange at vi burde have holdt en kæmpe fest for at fejre det. Efter temperament fylder LFS enten 65 eller 50 år (se artikel andetsteds i bladet) og er dermed en rigtig gammel dame på det pædagogiske område.
En dame som altid har gået sine egne veje. En dame som stort set fra fødslen gik op i både børnenes og de ansattes ve og vel. En dame som ikke var i tvivl om, at trods store bankende hjerter hos medlemmerne, så var det trods alt et lønarbejde og som sådan skulle man også have en løn, der var til at leve af. En dame der fra start af ikke skelnede mellem uddannede og ikke uddannede eller mellem de forskellige pædagogiske arbejdsområder i optagelsen af medlemmer. Faktisk en meget forudseende dame, når vi selv skal sige det. Alt i alt en dame vi skylder en stort tak.
Med de mange erfaringer der er fra et rigtigt langt liv på det faglige område fra alle de mange faglige aktive, der har været i LFS’ historie, har mange af os fået en fagforening forærende som vi ikke kun kan være stolte af, men som vi også er forpligtet til at passe på. Ikke sådan at forstå at vi skal værne om LFS for LFS’ skyld, men vi skal være om de grundtanker og grundideer der har været gældende i hele LFS’ levetid.
At arbejde på det pædagogiske område kræver fagligt arbejde både på indhold og for de ansattes løn og ansættelsesvilkår og det gør det stadig. Metoden er i respekt for de forskellige uddannelsesniveauer, i respekt for de forskellige områder at formå fællesskabet, at formå at drage erfaringer til brug for alles bedste.
En traditionel fødselsdagssang ville nok have indeholdt linier om fortsat bevarelse, det gør min fødselsdagssang til LFS ikke. LFS skal bevares lige så længe det er til gavn for medlemmerne, men LFS skal absolut ikke bevares for bare at bevare vores fagforening. Skulle det lykkelige ske at vi kunne samle alle de pædagogiske organisationer i en ny organisation, skal jeg være den første til at foreslå LFS nedlagt!
Tillykke LFS og et særligt tillykke til de af vores medlemmer der sammen med LFS kan fejre jubilæum.