1. hjælp i Galaxen

Af Elisabeth Lockert Lange

Aflåst sideleje

Det emmer af engagement og koncentration, da 25 fire -femårige børn i Galaxen øver førstehjælp med hinanden og en falckmand.

Det er et ambitiøst navn at vælge, Galaxen. For i den findes jo alt. Men personale og børn i den integrerede 0-6 års institution har sandelig gjort deres bedste for at leve op til navnet.

I Galaxen på Øresundsvej er der faktisk alt, hjertet kan begære, og man kan i rigtig lang tid bare gå rundt og kigge og røre. Der appelleres til alle sanser, der er masser af farver og ting, som vækker ens nysgerrighed. Store skulpturer både i loftet og på gulvet, børnenes selvportrætter på væggen, små kufferter med ferieminder og fotos, solsystemet i lille størrelse svævende over hovedet, fine uroer, store malerier af bl.a. øgler på væggene og så videre og så videre.

Men lige nu er der ikke tid til at gå rundt og kigge, for i malerværk- stedet sidder 25 forventningsfulde og koncentrerede børn med ansigtet vendt mod falckredder Lau Larsen og hans demonstrationsdukke af et menneskes overkrop. Børnene på skamlerne er fire-fem år, og de skal lære førstehjælp. Ud over tre voksne fra institutionen sidder der også to forældre med i kredsen, så der er én voksen pr. fem børn.

Lau Larsen har tydeligvis prøvet det før. Han sidder i falckbukser med orange felter og reflekser, mens hans falckjakke hænger på hans ”gode ven Torso”. Han etablerer straks sig selv som en autoritet og klart forskellig fra de voksne i institutionen. Han kan og ved noget særligt, han er tydeligt seriøs og engageret omkring sit emne, og hans facon er venligt insisterende. Det smitter af på bør- nene, som overraskende holder koncentrationen fra kl. 9 til kl. 12 med blot et par pauser.

Børnene er helt på det rene med, hvad han er for en. ”Falckmand” svarer de på spørgsmålet. I 18 år har han kørt ambulance, fortæller han dem. Han nævner deres navn ét efter ét, rejser sig og går hen og giver dem hånden hver især. Han spørger videre og de svarer: Du hjælper folk, og det er de glade for.

Og straks kommer første lektion: det er vigtigt at kunne give førstehjælp til én der er såret, så man ikke kun kan vente på ambulancen. Derfor skal så mange som muligt lære det, også jer i dag, fortæller Lau Larsen børnene.

På kurset lærer børnene, hvad der findes i kroppen, hvordan de lægger forbinding og plaster, og hvordan de ringer efter hjælp. De hører om de typiske ulykker, og om hvordan de passer på de andre børn. ”En førstehjælper kan nemlig se når en person ikke har det godt, se det i ansigtet og i øjnene”, siger Lau Larsen.

Det lyder som noget af en mundfuld for sådan en flok børn, men deres interesse er ikke til at tage fejl af. De lytter med åben mund.

Pædagogisk værdi

I Galaxen har de aldrig været bange for læring. Det handler jo om måden, siger leder Jens Iversen. Vi skalvide hvad det betyder, og hvorfor vi gør det.

Han ser flere gevinster i sådan et kursus: ”For os har det en stor pædagogisk værdi. Dels er der den rent faktuelle viden, hvor de lærer om kroppen, hvordan den fungerer, og hvordan man yder førstehjælp. Dels er der omsorgsdelen. Det er det vigtigste for børnene; de lærer at se hvordan andre har det. Og at de kan hjælpe en ven eller én de ikke kender så godt. Det er det vigtigste udbytte af kurset, at børnene får den opmærksomhed på, hvordan andre har det.”

Ud over disse aspekter er der det ulykkesforebyggende i hjemmet, i og med at børnene bliver meget opmærksomme på hvordan hjemmet er indrettet (sikkert grænsende til det irriterende).

Galaxens medarbejdere bruger kursusdagen bevidst og strategisk. Nogle børn i institutionen er selvfølgelig mere sammen end andre børn og har flere at være sammen med, mens andre børn ikke har så mange venner.

”Vi er helt bevidste om vores strategi. I kurset vælger vi at sætte nogle børn sammen, som ikke til hverdag fungerer så godt sammen, eller som bare ikke er ret meget sammen. Det er den skjulte læring, det pædagogiske som vi lægger i det. For når man kommer tæt på hinanden og rører ved hinanden, så sker der jo noget.

Så nedbryder man forudfattede grænser.” En sådan ekstra gevinst er i øvrigt ikke forbeholdt kurser for børn, det kan jo også sagtens praktiseres med voksne, fx i en personalegruppe.

Førstehjælpskurset er udviklet af Falck, og det startede som et samarbejde mellem dem, en børnehave i Struer, Holstebro Pædagogseminarium og forskellige forsikringsselskaber.

Når Galaxen har valgt at være med i førstehjælpskurset for børn, er det måske også fordi førstehjælp i det hele taget er en naturlig del af institutionen. De ansatte får selv opfrisket deres førstehjælp hvert andet år, og hvert femte år tager de alle et grundlæggende førstehjælpskursus. Institutionen vil deltage i hvert fald i tre sæsoner. Derefter vil de vurdere det.

”Det er spændende at se om børn rent faktisk kan lære at give førstehjælp, og om de tør det. Vi ved det jo ikke endnu. Men ved næste kursus har vi allerede denne gruppe børn, som også kan vise de andre børn teknikken.”

Går efter kvalitet

Det er Galaxens ældste børn der sidder på skamlerne og lærer førstehjælp. Personalet startede simpelthen bagfra til de nåede maksimum på kurset. De meldte også fra starten ud til forældrene hvordan de ville udvælge børnene, og forældrene fik besked om deres barn er med.

Jens Iversen er tydeligvis både stolt og begejstet over børnene: ”Det er utroligt at de har været koncentreret så længe. Min faglige viden om børn i den alder fortæller mig at det skal de ikke kunne! Børnene bevæger sig selvfølgelig på skamlen, og det skal de gøre, det er den måde de får ilt til hjernen på”, fortæller han og fremhæver at de ansatte ikke gør børns uro til noget konfliktområde. Børnene bevæger sig og er lidt urolige en tid, og så bliver de koncentrerede igen.

”Man må jo undre sig når man tænker på de mange problemer, der bliver talt og skrevet om at der er uden for daginstitutionerne, bl.a. i skoleklasser, med børns uro og manglende koncentration.

Så kan man jo spørge sig selv, hvorfor børnene kan være så koncentrerede i denne situation?”

Han svarer selv, tror det handler meget om engagement og kvalitet. ”Lau viser at han kan noget særligt og at han gerne vil lære børnene det. Samtidig bruger han nye materialer af god kvalitet, som de kan røre ved. Man skal ikke undervurdere sammenhængen mellem den viden man formidler, og kvaliteten af materialerne. De skal være i orden og tidssvarende. Når børnene åbner Torso mangler hjertet fx ikke”, understreger han.

Så gør de det selv

”Torso” overtager gulvet. Hans hjerne bliver skilt af, og børnene kigger med. Hver gang der skal gøres noget beder Lau Larsen et barn komme op og hjælpe. Han spørger og fortæller, børnene svarer og kommenterer. Hele tiden involverer han dem og illustrerer kroppen gennem handlinger, de selv skal foretage. Trække vejret og mærke ilten i lungerne. Række armen frem for at se, hvordan lillehjernen arbejder osv.

Hvordan ved vi om hjernen virker, spørger han. Og hvordan finder man ud af det? Børnene lærer at kilde først og så nive for at finde ud af, om hjernen virker, eller om den sårede er bevidstløs.

Lau Larsen har lagt det rigtige niveau, for han fanger deres interesse, de forstår hvad han siger, og de spørger når de ikke gør. Han går ikke på kompromis med læringsdelen, når børnene svarer næsten rigtigt, siger han konsekvent det helt rigtige. For det her er vigtigt.

Han fortæller om reflekser på tøjet, hvordan kraniet passer på hjernen og ribbenene på lungerne. Hvordan man bliver blå, hvis man ikke kan få vejret, og at ilt er livsvigtigt for hjernen Og sådan bevæger han og børnene sig gennem hjerte, lever, mave og tarme – og jævnligt repeterer han det de skal huske for at kunne give førstehjælp. Når de bliver lidt rastløse, får de en fysisk opgave, hvor de skal finde hinandens puls og lytte til hinandens hjerter. Og så er de med igen.

Efter en pause skal børnene selv have hands-on erfaringer. De dunker hinanden i ryggen på den rigtige måde og presser et imaginært bolche op af luftrøret. De flytter hinanden væk fra ulykkesstedet på den rigtige måde. De lærer at lægge forbinding og plaster, og de øver i det sværeste: aflåst sideleje. To og to øver de sig og med voksne på i hele forløbet. Lau Larsen fortæller dem, at når de kan alt det, så kan de redde et menneskes liv. Man kan se på deres ansigter og stilheden at de hører alvoren i hans stemme!

Efter kurset får de en gennemillustreret bog og et diplom.