Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Fra ledernes verden
Flere kvindelige ledere i det offentlige. En undersøgelse, foretaget af Ledernes Hoved- organisation, konkluderer, at kvinderne er på indtog i det offentliges ledelsesrum. Således er andelen af kvindelige ledere næsten fordoblet over de seneste fire år. Dog er der stadig langt mellem kvindelige topchefer, idet kun hver tiende topchef er kvinde. Kilde Politiken, 13.10.05
Ud med værktøjerne. Docent Verner C. Petersen fra Handelshøjskolen i København udfordrer nogle af tidens trends inden for offentlig ledelse – den stigende anvendelse af værktøjer og målinger. ”Man skal ikke lede med værktøjer, for det betyder styring, og god ledelse har ikke noget med styring at gøre – det er et spørgsmål om at udstikke retningen”, sagde han til Rådgivernyt i oktober 2004. Om målinger mener han, at de perverterer den måde, man arbejder på, fordi de forrykker fokus. Opmærksomheden vender sig mod målingen og tallene frem for mod arbejdsprocessen og dens resultater. Læs evt mere herom på netadressen www.credo.asb.dk (link er ikke længere aktivt, red.)
Ny offentlig ledelse…? Signe Jarlov, cand.scient.soc. ph.d. fra CBS (Copenhagen Business School) skriver i artiklen ”Skrankepaver. Det offentlige er kedeligt. Lær af den kreative klasse” at der i diskussionen af offentlig ledelse er enighed om to ting. For det første at der igennem de sidste 25 år har været satset på at effektivisere og øge kvaliteten i den offentlige sektor. For det andet at de mange kontrollerende og målende tiltag og teknologier er vanskelige at få til at fungere. ”Et bud kunne være et skift helt væk fra den erhvervsøkonomisk kalkulerende New Public Management til en mere selvstyrende, kreativ retning, som man i tidens ånd kunne kalde Kreative Public Management. For et sådant skift taler muligheden for at lede den offentlige sektor med udgangspunkt i, hvordan hverdagen opleves af de offentligt ansatte i stedet for med udgangspunkt i handelshøjskolens og managementkonsulenternes ledelsesbøger. For taler også nødvendigheden af at kunne rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere og ledere i fremtiden, samt behovet for en bedre udnyttelse af statens ressourcer og dermed skattekronerne. Imod taler behovet for revidérbarhed og politisk gennemsigtighed, som altid vil og bør findes i den offentlige sektor.” Artiklen stammer fra Politiken.
Fra besøg i ”Væksthus for ledelse” fredag den 30. september. Konference”Kommunale ledere der lykkes” Dygtige ledere er en forudsætning for at skabe attraktive arbejdspladser. Og god ledelse betaler sig, fordi det giver mere tilfredse medarbejdere, højere effektivitet og lavere personaleomsætning. Dét har været udgangspunktet for, at Væksthus for ledelse har sat gang i nye initiativer omkring lederudvikling i danske kommuner og amter/regioner. Væksthus for ledelse er et samarbejde mellem KL, Amtsrådsforeningen og KTO.
Projektet er bygget op omkring 13 udvalgte ledere som kommer fra: skole, daginstitution, ældre og forvaltningsområderne. Undersøgelsen er ikke videnskabelig, men et godt pejlemærke på vejen imod god ledelse. Projektgruppen fandt frem til 5 kernekompetencer som den succesfulde leder rummer.
- Relationel forståelse – de læser og forstår menneskelige relationer.
- Tillidsvækkende sparring – de indgyder tillid og indbyder til sparring.
- Konfronterende intervention – de er offensive og direkte i deres indgriben.
- Insisterende delegering – de insisterer vedholdende på at delegere ansvar og opgaver.
- Rodfæstet under pres – de holder fast i personlige grundværdier, også når disse udfordres.
Projektet blev præsenteret af konsulent Karen Lund, KL og Ledelseskonsulent Mette Marie Langenge, HK/Kommunal-KTO Derudover var forskellige blevet bedt om at fremhæve deres syn på brugbarheden af projektet.
Bl.a. nævnte Peter Klange som har været supervisor på projektet og har stor erfaring fra det private, bl.a. B&O, at han var overvældet over den store kompetence han havde mødt blandt offentlige ledere. At det var yderst betryggende, at offentlige ledere var så kompetente. At det var tydeligt at ledelse ikke er som en overfrakke man lige tager på, at de 5 kompetencer ikke kan læres på et weekendkursus, men at det er en måde at være menneske på, det er mod, overskud, praksis og sparring.
Både Klange og de øvrige oplægsholdere gav udtryk for, at god ledelse skal hvile på en basis af det faglige indhold der skal ledes i forhold til.
Per B. Christensen børne- og kulturchef i Næstved, mente, at resultaterne kan bruges til at rekruttere nye ledere i kommunerne, og at de kan bruges til at udvikle og lede egne ledere. At projektet kan omsætte ledelsesfilosofi og teori til praksis og det er det der tæller. At det er en ”øjenåbner” og ikke en kogebog. ”Kæft, trit og retning er et overstået ledelseskapitel, men vi skal huske at der fortsat skal være retning.” Allermest forfriskende var at overvære oplæg fra filosof Ole Fogh Kirkeby.
Ole Fogh Kirkeby talte om, at de offentlige arbejdspladser er skraldespand for amerikansk kuldsejlede ledelsesteorier. Det er som om, at når man erkender, at det ikke virker i det private, så må det da prøves i det offentlige.
Det er Ole Fogh Kirkebys opfattelse at:
1. Ledere er ledere af begivenheder - noget man ikke har kontrol over - noget man ønsker at få kontrol over
2. Fokuser ikke så meget på personligheden, men på det menneskelige (det er mere anonymt)
Meget mere om denne filosof og hans holdninger kan findes på Center for Kunst og Ledelse på www.exart.dk /cal (link ikke længere aktivt, red.)
En anden meget spændende hjælp til ledere er udviklingen af 25 gode råd i forbindelse med ansættelse og rekruttering af ledere. Find den på www.lederweb.dk /ansættelse og rekruttering (link ikke længere aktivt, red.).
På denne side vil du også finde mange andre spændende ideer og hjælp til dit arbejde som leder.