Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Læserbreve
Vedr. protestaktionen den 6. oktober 2005 mod budgetnedskæringer
Vi - personalet på fritidshjemmet Peder Lykke - stiller os undrende over den manglende tilslutning og den sene information omkring protestaktionen mod budgettet på fritids- og klubområdet for 2006.
Vi undrede os over den lille tilslutning, der var til protesten, men har senere (idag fredag) konstateret at de selvejede institutioner ikke havde kendskab til aktionen. Dette burde I som fagforening have sørget for. Det undrer os også, hvorfor de andre faglige organisationer på området (f.eks. BUPL) ikke var repræsenteret. Det ville have været smart, hvis aktionen var koordineret med de andre organisationer, idet tilslutningen formodentlig ville have været større.
Til sidst undrer vi os over den sene udmeldning omkring aktionen. Hele seancen fik et snit af farce, fordi partierne allerede havde indgået forlig omkring budgettet. Vi havde en del fremmødte forældre, der ikke kunne forstå, hvorfor I ikke havde været på banen noget tidligere, så der havde været mulighed for at påvirke politikkerne. Denne undren deler vi som personalegruppe (medlemmer af LFS) med forældrene.
Nu er det for sent, men det ærgrer os, at vi måske kunne have påvirket politikkerne, hvis I som fagforening havde været hurtigere på banen. I er meget velkomne, hvis I har lyst både til at kommentere vores undren og bruge dette som læserbrev i LFS Nyt.
Med venlig hilsen Personalet på Fritidshjemmet Peder Lykke
Svar på henvendelse vedr. protestaktion mod budgetnedskæringer:
Kære personale på fritidshjemmet Peder Lykke
Vi har siden en gang i foråret kendt U&Uudvalgets budgetforslag med de store besparelser på fritidshjem og klub. Men da det jo som bekendt er kommunalvalgsår, var der en forventning om at penge ville komme tilbage til området via budgetforliget, som det ofte er sket. Men det skete ikke denne gang.
Da de politiske forhandlinger omkring forliget begyndte, var LFS i fuld gang med sit politiske arbejde og kontakter, men det var svært at komme igennem, da det har været et meget lukket forløb. Det er tillidsrepræsentanterne informeret om på deres møder.
På TR-mødet mandag den 3. okt. var det tillidsrepræsentanternes opfattelse, at der skulle gøres noget mere. Og de besluttede samme dag denne aktion.
Derefter har LFS arbejdet så hurtigt, det overhovedet var mu- ligt med at få kontakter til pressen, skrevet materiale og sendt ud til både presse, institutioner og medlemmer af Borgerrepræsentationen. Og ja det var kort tid at gøre det på, så det er rigtigt at vi var sent ude.
At de selvejende institutioner ikke deltog er besluttet af BUPL København. Mandag eftermiddag rettede vi en henvendelse til BUPL København for at orientere dem om, hvad vores tillidsrepræsentanter havde besluttet, og vi spurgte om de ville være med. Det ville de som sagt ikke. Derfor kunne vi ikke orientere de enkelte selvejende institutioner om, hvad der skulle forgå, det er jo ikke vores medlemmer.
Med andre ord agerede LFS som tillidsrepræsentanterne (på medlemmernes vegne) havde bedt os om. Det er min helt personlige opfattelse at vi faktisk, uanset den korte tid, fik både politikernes og pressens opmærksomhed. Det er rigtigt vi ikke opnåede det vi kom efter, men jeg er sikker på at flere politikere end før blev opmærksom på fritidshjems- og klubområdet. Så for mig var det ikke forgæves.
Var tilslutningen til aktionen stor eller lille? Det er en smagssag. Der var flere mennesker end der var plads til i det lokale vi havde fået stillet til rådighed, og der var fx langt flere end ved vores demonstration om Accenture og vores egen løn. Der var flere end jeg havde forventet med så kort varsel og relativt få informationer.
Om vi har været hurtige nok, kan vi altid diskutere, men i dette tilfælde har medlemmerne sat aktionen i gang, og vi har udført opgaven. Jeg håber I næste gang vil møde op igen. Og tak fordi I stiller disse undrende spørgsmål, så vi får afklaret, hvorfor vi gjorde som vi gjorde.
Med venlig hilsen Pia Bah, forretningsudvalgsmedlem i LFS
Svar til Dorte Munk på synspunkter vedrørende forlængelse af midlertidige ansættelser til støttekrævende børn
Kære Dorte. Du undrer dig i et åbent brev i LFS Nyt fra 26.8.05 over at LFS tilsyneladende ikke er særlig velvilligt indstillet, når det drejer sig om forlængelse af midlertidige ansættelser ud over 6 mdr. for personer ansat efter støttepædagogoverenskomsten.
Du beskriver i dit brev situationen, hvor barnet er under udredning, og denne udredning tager længere tid og at den varige løsning derfor ikke er fundet efter 6 mdr.
LFS har igennem alle årene haft det synspunkt, at børn med særlige behov kræver særlig viden, derfor har vi sammen med de snart få støttepædagoger der er tilbage kæmpet for at få øget antallet af fastansatte støttepædagoger.
Det har været en kamp, der desværre ikke har vundet gehør i forvaltning og hos politikere og det er vel en del af problemet.
Havde vi nok støttepædagoger, ville det kun i forsvindende få tilfælde være nødvendigt at tale om midlertidige ansættelser og deres evt. forlængelse.
Jeg er fuldt klar over at som tingene fungerer i dag, så får institutionerne i vidt omfang en bevilling for en 3. måneders periode, og så må de selv sørge for de nødvendige ressourcer til et støttekrævende barn. Og her har vi vel den anden del af problemet.
Vi har ikke løsningen på problemet, men i overenskomsten er teksten klar, der skal laves konkret aftale mellem de lokale parter af overenskomsten, såfremt en midlertidig ansættelse af en støttepædagog skal forlænges – det indebærer at overenskomstens parter har fundet at vi er ude i atypiske situationer, når der er tale om forlængelser.
Sådanne atypiske situationer er ikke nærmere beskrevet, men den atypiske situation dækker narturligvis ikke at en kommune eller forvaltning undlader at fastansætte det nødvendige antal personer eller vælger bevillingsperioder, der, hvis institutionerne skal følge overenskomsterne, betyder at institutionerne får underskud. Og her er kernen af problemet for LFS. Københavns kommune har valgt at gøre det, der i overenskomsten er atypisk, til typisk og dermed efterlader det institutionerne og de støttekrævende børn med problemerne.
I LFS vil vi ikke indgå aftaler om forlængelse af midlertidige ansættelser i de ”almindelige” tilfælde skabt af den forvaltning der er på området, men vi indgår selvfølgelig aftaler om forlængelser, der hvor der er opstået noget uventet eller atypisk, der nødvendiggør forlængelse af barnets ophold i den konkrete daginstitution med midlertidig støtte.
Med venlig hilsen Britt Petersen
Giv nyliberalismen baghjul! Stem Enhedslisten!
Kære kollegaer, Den 15. november er der valg til borgerrepræsentationen i Københavns kommune. Vi vil derfor gerne anbefale spidskandidat for Enhedslisten Khaled Mustapha. Enhedslisten er et klart alternativ til den nuværende nyliberalistiske kommunalpolitik.
Angrebene på den kommunale velfærd skyldes ikke mangel på ressourcer, men at skattelettelser og øget privat forbrug bliver prioriteret. Omfordelingen er med andre ord en ønsket politik. De som har nok, vinder! Forskels-København vokser frem og antallet af nyfattige øges. Opvækstvilkårene for børn og unge, tilbudene til medmennesker med funktionsnedsættelse og omsorgen for ældre og syge bliver de store tabere. Alt imens København udvikler sig til en ghetto for millionærer.
Vi har et samfund, hvor privat rigdom og offentlig fattigdom udvikler sig side om side. Kommuneøkonomien må derfor have et løft. Der skal tilføres flere hundrede millioner kroner for at Københavns kommune skal kunne opretholde det nuværende velfærdsniveau, og flere hvis der skal være mulighed for at tage fat i de uløste problemer. Men partierne bag dette års budgetforlig Socialdemokraterne, SF, Konservative og Radikale Venstre – ville det anderledes!
Enhedslisten ønsker at vende udviklingen. Hele det pædagogiske område skal have et kvalitetsløft; gratis økologisk mad; gratis institutionspladserne; mere pædagogiske personale. Der er råd til alle disse krav! Det er blot et spørgsmål om politisk vilje.
Kommunevalget handler om at sætte nyliberalismen stolen for døren! København har ikke brug for mere udlicitering, mere privatisering, flere nedskæringer.
Enhedslisten støtter det pædagogiske personales kamp for bedre forhold. En stemme på Enhedslisten, vil styrke det pædagogiske personales kamp for ordentlige forhold – både uden og inden for Borgerrepræsentationen.
Khaled Mustapha 30 år. Palæstinenser og bor på Nørrebro. Uddannet pædagog 2004. Faglig Sekretær i Pædagogstuderendes Landssammenslutning. (PLS)
Stem på Khaled og få en socialistisk kollega i BR!
Med venlig hilsen Klaus Berdiin Jensen, pædagog, Børnehaven Baldersgade 7, Mimi Kjær, tillidsrepræsentant, Udflytterbørnehaven Nordstjernen, Karin Bengtson, fællestillidsrepræsentant i LFS, Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem LFS