Årsmøde i Specialområdet:

Af Elisabeth Lockert Lange

Det handler om menneskesyn

Med etiske problemstillinger som omdrejningspunkt holdt specialområdet årsmøde.

Der var lagt op til et lidt anderledes årsmøde blandt specialområdets medlemmer, og løftet om et debatmøde med etik som hovedemne lokkede ca. 30 af dem til fagforeningshuset den 22. september. De fik hvad de kom for. Mens bestyrelsens beretning blot blev uddelt som en lille pjece med et par ord med på vejen af områdeformand Helle Haslund, fyldte debatten stort set hele mødet.

Poul Erik Pedersen fra Socialpædagogisk Landsforbunds etiske udvalg lagde ud med at fortælle om SLs arbejde med at få etik på dagsordenen i forbundet. Et stort og vigtigt emne for denne gruppe pædagoger – ikke mindst i dilemmaet mellem omsorgspligt og omsorgssvigt. SL endte i første omgang deres diskussioner med at vedtage et etisk værdigrundlag, og Poul Erik Pedersen anbefalede interesserede at følge den løbende diskussion af etiske spørgsmål, problemstillinger og dilemmaer på SLs hjemmeside.

Da hverdagens eksempler kom på bordet, kom der gang i debatten. Poul Erik Pedersen nævnte brugen af prostituerede, netop et af områdets oplagte dilemmaer: skal de ansatte, og i hvor høj grad, aktivt hjælpe en bruger til at få besøg af eller besøge en prostitueret. (Som en kollega i parentes bemærkes måske samtidig arbejder socialpædagogisk med.)

Den problemstilling er der mange vinkler og etiske dilemmaer i. At SL tilsyneladende har konkluderet at det er ok, da prostitution som sådan er lovligt, satte endnu mere fut i tilkendegivelserne. Tanker og spørgsmål blev formuleret: Er det nok? Og kan pædagoger sige nej til at hjælpe med det? Eller kan en pædagog blive det pålagt…hvis brugeren vil det? Blev der spurgt, uden at der kom et entydigt svar. Og hvad med de kvindelige brugeres seksuelle behov, for resten?

Retten til seksualitet står i Servicelove, men hvem skal betale? Nogle kommuner vælger at betale for brugerens behov, andre argumenterer at det skal brugeren selv gøre. Er det vigtigt? Ja, mente en deltager; om serviceniveauet så at sige er ens landet over, er vel også noget socialpædagoger skal forholde sig til.

Hvis nu brugerens seksuelle adfærd er krænkende fx på grund af demens, hvad er så pædagogens opgave? Brugeren har måske et behov, men de pårørende kan have en anden opfattelse, sagde en anden deltager. Og hvem skal vurdere det? Serviceloven siger at vi skal opfylde brugernes behov, men er vi sikre på at vi fortolker deres behov rigtigt?

Mange problemstillinger og mange dilemmaer. Ja hver gang man bruger magt, er man ude i et dilemma, medgav Poul Erik Pedersen. Før han gik og overlod specialområdets medlemmer til deres egen diskussion, understregede han igen, hvor vigtigt det er at diskutere etik.

Nedskæringer

Et problemområde, som skaber store etiske dilemmaer, er de konstante nedskæringer på området. Bitterheden over dem kunne mærkes på mødet. Som en deltager sagde:

”Vi kan have et etisk syn, men vi har en politisk virkelighed. Vi er forvaltere af socialpolitik men vi har ingen indflydelse på den. Vi kan se at områder med ressourcestærke pårørende har det bedst, fx autismeområdet. Og at der skæres på områder med børn med en dårlig baggrund. Og der skæres rigtig meget nu.”

En anden deltager fortalte et eksempel. En politiker argumenterede for det billigste tilbud, men fik én over næsen, for det må man ikke i henhold til Serviceloven, det skal være det bedst egnede. Derfor er et nyt begreb opstået: ”det billigst egnede”. Så undgår man lige omsorgssvigt, men heller ikke mere….

Og de ansatte gør jo deres bedste for ar skjule nedskæringerne, påpegede en deltager:

”Som medarbejdere laver vi mange krumspring, så brugerne ikke mærker besparelserne. I stedet skærer vi på kollegial sparring og den slags som vi har brug for men får mindre af. Hen over tid vil det mærkes på kvaliteten. Med andre ord: vi som skal fortælle historierne om hvad besparelserne betyder i hverdagen kan ikke, fordi vi netop selv gør så meget for at det ikke bliver synligt.”

Ny model?

LFS’ formand (og medlem af specialområdet) Britt Petersen orienterede om det såkaldte ”performance management”, et topstyret målsystem, som kan ende med at blive modellen i kommunen. Der er tale om en adfærdsreguleret målstyring fra top til bund med politiske mål i toppen, som udfoldes af direktionen til kontrakter med lederne. Som har ansvaret for at overholde dem. Økonomistyring og løn hænger sammen med opfyldelsen af kontrakten.

”Mildt sagt et system som ikke er egnet til individer, som gerne skal have indflydelse på eget liv. Og hvordan kan de i øvrigt påvirke de mål politikerne har sat? Hvor ender dialogen med brugere og medarbejdere?” Der blev sagt pænt tak og farvel til to bestyrelsesmedlemmer, som har forladt bestyrelsen i løbet af året: René Kreutzfeldt og Janni Hammerum.

Når vi går hjem?

Diskussionen om etik fik en ny drejning: går den etiske forpligtelse ud over vores arbejde, eller hænger vi den fra os når vi går hjem? De fleste vil nok sige, selvfølgelig følger den med os hjem, det handler jo om menneskesyn. Men det har også en kant. Som et par deltagere fremhævede, så opsøgte de ikke hverken udviklingshæmmede eller psykisk syge efter arbejde – som venner. Og de har ikke specielt lyst til at naboen skal være en af dem fra arbejdet. Men det behøver vel heller ikke være uetisk ikke at ville beskæftige sig med det i fritiden eller? Diskussionen blev gradvis mere handlingsrettet: hvor går vi hen med vores frustrationer? Det er svært at komme igennem til kommunen. Måske via et etikudvalg i fagforeningen, foreslog en deltager. Og så er det vigtigt at diskutere etik på arbejdspladsen, i forhold til netop de handlinger man foretager i hverdagen, pegede en anden på. Men der er også vigtigt at deltage i samfundsdebatten om området, fortælle hvad vi ser i vores hverdag, og samtidig blive mere synlige som pædagoger, sagde en tredje.

Ok at påvirke

Brugerne er som bekendt stemmeberettigede, og de spørger ofte deres støttepersoner, hvad de stemmer. Skal de sige det, vel vidende at de præger dem? Er det etisk i orden at påvirke brugerne fx i kommunalvalget? Hvor (parti)politisk må det blive? Også dette etiske spørgsmål blev taget op i debatten.

Som en deltager sagde: det er vigtigt med fagpolitiske standpunkter, og vi har dem jo, når vi arbejder for brugerne, det har betydning, hvem vi vælger politisk.

”Vi er et spejl for brugerne”, sagde en anden, ”de efterligner os, så vi skal tænke meget over hvad vi gør. Vi er nødt til at have etiske overvejelser, vi jonglerer jo med folk.”

”Hvorfor skal vi være bange for at påvirke dem vi arbejder med”, sagde en tredje, ”når vi gerne vil påvirke alle andre. De har jo netop brug for støtte. Vi skal da tage diskussionen, vise dem valgmateriale osv. Vi kan jo spørge dem hvad de synes der skal fremmes i deres liv, og selv fortælle at jeg stemmer sådan fordi det fremmer mit liv.”

Det var der flere der tilsluttede sig, for ”uanset hvem vi omgås påvirker vi. Lad os vælge en positiv manipulering så det gavner dem selv på lang sigt.”

”Vi fortæller jo børnene hvad vi stemmer og hvorfor. Vi må ikke være så berøringsangste at vi ikke diskuterer med brugerne”, kom det fra en deltager.

En anden fortsatte tankerækken: ”Vi giver vores etiske synspunkt til kende gennem hverdagen, hvorfor så ikke også vores politiske.”