Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Kandidater til kommunalvalget 2005
Vi har i de to sidste numre af LFS Nyt efterlyst lfs’ere, som stiller op som kandidater til Borgerrepræsentationen eller til kommunerne i amtet, for at præsentere dem i dette nummer – det sidste nummer inden kommunalvalget. To har reageret og deres præsentation følger her:
Lad dit kryds handle om tillid, ærlighed og vilje til at sejre for børnene og gode arbejdsforhold
Bjarne P. Nielsen, kandidat for Det Radikale Vestre til Borgerepræsentationen (BR), ungerådgiver, opvokset på Blågårds Plads.
Jeg er slagkraftig ved forhandlingsbordet. Er en energisk iværksætter der er klar til at forandre. Har medvirket til at forandre organisationen i integrationsindsatsen på Nørrebro. Medinitiativtager som fungerende stedfortræder i BR til et radikalt forslag om Københavns Børneråd.
Den udvikling et barn i København gennemgår i institutioner er en vigtig tid i barnets liv – og en væsentlig del af barnets udvikling. Den skal underbygges på alle mulige måder fra politisk side. Det er nødvendigt med et Københavns Børneråd, hvor vi kan have en fortsat dialog med de forskellige aktører på området om, hvordan vi kan styrke og udvikle børnelivet i København. Dette sker kun ved, at vi arbejder tæt sammen. Kun gennem gensidig inspiration og dialog med alle aktører kan vi skabe de optimale rammer for og indhold i det offentliges og det kommunales engagement i børnelivet.
Med etableringen af et kommende Københavns Børneråd, sikres en bredere forståelse for de prioriteringer og den udvikling, der altid er nødvendige i et politisk system. Ligeledes mener jeg, at Københavns Børneråd kan skabe en platform for en bred, offentlig dialog om Københavns Kommunes politik set i et børneperspektiv. Mine mål er endvidere:
- De fleste børn fritages for gymnastik grundet uhumske forhold i badene.
- De fleste cykeluheld skyldes dårlige trafikforhold og for lidt plads på cykelstierne.
- Vores børn udsættes for livsfare grundet de usikre skoleveje.
- Vi mangler svømmehaller.
- Vi skal kræve sammenhæng i integrationsindsatsen med krav om resultater.
- Det skal være en ufravigeligt krav, at vores unge har uddannelsesgaranti. Det handler jo om vores fremtidige velfærd.
Lad os da få gjort noget ved det i en fart En personlig stemme på mig er en garanti for at du stemmer på en kandidat, der brænder for og har en dyb indsigt i børne- og ungeområdet med et rødt hjerte og en blå tankegang! Mange gode hilsner fra den radikale Bjarne P. Nielsen www.bjarne-nielsen.com (link er ikke længere aktivt, red.)
Helle Bak Andersen – en socialdemokrat!
Det er et stort skridt at vælge at stille op til Borgerrepræsentationen (BR) – i hvert fald for mig.
Igennem de sidste snart 5 år har jeg arbejdet i en vuggestue på Ydre Nørrebro, hvor vi har integrationsspørgsmålet tæt inde på livet og har måttet erfare, hvor svært det er at få den rette hjælp i rette tid fra rette instanser. Samtidigt har jeg gennem de sidste 2 1/2 år haft en ung pige i aflastning og dermed arbejdet sammen med en anden forvaltning. Disse erfaringer, sammen med det faktum at jeg i mange år har været politisk aktiv for socialdemokraterne, gjorde at jeg turde tage det skridt at stille op til BR.
Jeg vil arbejde for at forbedre vilkårene for børn og unge, og jeg vil arbejde for at forbedre vilkårene for os, der arbejder med disse grupper. Jeg har gennem årene oplevet alt for mange børn, som ikke har fået tilstrækkelig hjælp i tide, og jeg har oplevet forvaltninger, der ikke evner at arbejde sammen, altid på bekostning af børnene.
Jeg vil arbejde for, at vi kan få stillet realistiske krav til vores arbejdsfelt, at normeringerne kommer ned, så vi har mere tid til det enkelte barn, og at vi styrker samarbejdet mellem faggrupperne.
Af andre mærkesager kan jeg nævne, at jeg mener at vi skal have bygget boliger, som vi almindelige lønmodtagere kan betale, København skal være alsidig og for alle. Integrationen skal der fokus på, og jeg mener vi skal starte allerede i vuggestuen med mere forældreinddragelse og med sundhedsplejersken involveret i hjemmet. Det må og skal lykkes for os.
Jeg er født og opvokset i Thisted. Jeg læste til korrespondent og senere til pædagog i Aalborg. Jeg flyttede til København i 2001, hvor jeg bor på Amager. Jeg er 36 år, bor alene og har ingen børn. Jeg er konstitueret souschef i en vuggestue på Ydre Nørrebro. I fritiden er jeg sammen med min familie og mine venner – de betyder meget for mig. Jeg læser meget, for tiden er det hovedsagelig politisk litteratur, men alt har min interesse. www.helle-bak-andersen.dk (link ikke længere aktivt, red.)