LFS 65 år

Af Elisabeth Lockert Lange

DET GRÅ GULD

Under mange og lange navne og under årenes skiftende vilkår, sammenlægninger og omlægninger har LFS eksisteret i 65 år. Ingen ung alder, og nok er foreningen midaldrende, men gnisten og eksistensberettigelsen fejler ikke noget.

LFS fylder rundt i år. Ja faktisk to gange. 65 år, fordi ”Børnehavelærerinder m.fl.” den 8. november 1940 oprettede en faglig klub under De kommunale Opsynsmænds Organisation. Klubben blev oprettet i Parkrestaurantens selskabslokaler på Østerbrogade, og alle ”ved Dag- og Fritidshjem beskæftigede Medlemmer” blev opfordret til at komme og deltage. Dermed var Børnehavelærerindernes Klub en realitet.

50 år, fordi klubben 15 år senere den 1. april blev en selvstændig afdeling under Dansk Kommunal Arbejderforbund under navnet Foreningen for Kommunale Børneforsorgsarbejdere senere ændret til det mundrette Foreningen for Børne- og ungdomspædagoger, kommunalt ansatte, i daglige tale FBU.

Som regel når LFS’ historie fortælles starter man med stolthed i stemmen med svenskekrigen, hvis afslutning gav københavnerne særlige vilkår (som tak for indsatsen), vilkår som senere er gået i arv til de københavnske fagforeninger.

Det vil vi ikke gøre denne gang. Vi skruer kun tiden tilbage til 1940. 2. verdenskrig er lige startet, barneplejersker og børnehavelærerinder går med kyse og slør, og løn får de ud fra deres ægteskabelig status. En meget anden tid end vores, men at der var ligeså meget behov for fagligt arbejde og faglig kamp dengang som nu, er der ingen tvivl om.

Korrespondance og optegnelser tilbage fra 1941 viser at der var fuld gang i forhandlingerne helt fra starten, bl.a. fik Børnehavelærerindernes Klub forhandlet fire ugers ferie igennem netop det år. Der blev også arbejdet med medlemmernes overenskomst og lønforhold, og de gamle papirer viser at der var mange sejre, men heller ikke dengang fik man opfyldt alle krav.

Pension? Nej tak

Sådan ser virkeligheden stadig ud. Lønnen for det pædagogiske arbejde er som for stort set alt vigtigt arbejde med andre mennesker stadig ikke blandt de højeste i samfundet. Normeringerne, pladsforholdene og arbejdsvilkårene er heller ikke som de burde være, selv om meget blev bedre i løbet af de 65 år. Netop på grund af sammenholdet, de fælles kampe og solidariteten.

Men også dengang var der nogen, der ikke forstod, hvorfor de skulle være organiseret. Efter den faglige organisation, og det vil sige Børnehavelærerindernes Klub (under Opsynsmændenes organisation), tilbage i 1946 havde forhandlet en lønstigning på plads, fortaltes i det daværende medlemsblad om en barneplejerske, som glædesstrålende (over sin lønforhøjelse) spurgte, hvorfor hun dog skulle være organiseret, når det var institutionen som sørgede for at hun fik mere i løn.

Sagen i en nøddeskal. Og den sag er ikke forældet. Når man kigger i de gamle papirer, faglige sager og meddelelser gennem årene ser man, hvordan de støt og roligt kæmpede sig frem til bedre løn, bedre ferieforhold, understøttelse, flere legepladser til børnene, bedre plads til børnene etc.

I 1955 valgte man at oprette en selvstændig afdeling under DKA, Dansk Kommunal Arbejderforbund, og medlemmerne var nu officielt børneforsorgsmedarbejdere. Forud gik et forløb med ”tilnærmelser” og ” orienterende forhandlinger med organisationer som Dansk Børnehaveråd og Dansk Fritidshjemsråd, men uden succes.

10 år senere skiftede afdelingen navn til Foreningen for børne- og ungdomspædagoger – kommunalt ansatte. I 1967 var medlemstallet på 700 (inklusiv de dagplejere som kom til året før). De følgende år stiger medlemstallet yderligere, bl.a. med familievejledere og narkomedarbejdere. Og det er fortsat deres løn- og arbejdsvilkår som er i centrum. I 1971, det vil sige for 34 år siden, dannes Landsforeningen for Socialpædagoger. Medlemstallet var på 1. 700.

Og i dag? 65 er jo officielt pensioneringsår…. Der er intet der tyder på at behovet for fagligt sammenhold ikke er af afgørende betydning i nutiden. Netop i en globaliseringens tidsalder, hvor prisen snarere end kvaliteten synes at være i højsædet. Hvor vi ser jobs flytte til billige lande og billige arbejdere komme til landet, og hvor vi også i det nære kommunale landskab ser besparelser være det afgørende omdrejningspunkt for politikerne, da er det alfa og omega ikke at lade sig splitte. Det gamle ord om sammenhold og styrke står stadig ved magt – og ikke kun ved festlige lejligheder.

Så lad os se på LFS som det grå guld, altså det ægte, som ser en vigtig opgave i at blive på arbejdsmarkedet.

Og nye forandringer – måske endda igen et navneskift – vinker forude. FOA har jo som bekendt fusioneret med det tidligere PMF, og nu er det lokalafdelingernes tur. For LFS og de fire PMF-afdelinger (som tilsammen er ca 5000 medhjælpere) i Københavns Amt og Kommune er tidshorisonten marts 2006. Hvem ved måske ender det alligevel engang med et enhedsforbund! PS. LFS’ medlemstal i oktober måned 2005 er 8345.