Jeg kender vejen ind og ud af de dårlige fællesskaber

Da Lasse Lockenwitz så TV2-dokumentaren ’Nødråb fra børnehjemmet’, begyndte han at græde.
”Jeg blev dybt chokeret over, at børn stadig bliver udsat for det samme, som jeg blev som barn,” siger Lasse Lockenwitz. Han er ved at uddanne sig til pædagog, for han vil bruge sine erfaringer fra en barndom i helvede og en ungdom i det voldelige hooliganmiljø til at gøre en forskel for udsatte børn.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

”Jeg har en mission om at komme ud og redde unge, som er udsatte, omsorgssvigtede eller tabt af systemet, og som kan være på vej ind i farlige fællesskaber. Det er lige meget, om det er hooliganmiljøet, bander eller religiøs fanatisme. For det handler i bund og grund om de samme mekanismer. Jeg kender vejen ind og ud af de dårlige fællesskaber på min egen krop. Det er en kæmpe fordel, at jeg selv har gået vejen, for det giver meget mere mening at lære fra en, der selv har været der, end fra en der har læst om det i en bog,” siger Lasse Lockenwitz.

Den 31-årige studerende er næsten færdig med sin uddannelse til pædagogisk assistent, og målet er at fortsætte direkte på pædagoguddannelsen.

”Det kan godt ærgre mig, at jeg skal den lange vej. Men jeg ved også, at jeg skal have de pædagogiske redskaber,” siger Lasse Lockenwitz, der først måtte tage 9. klasse, da han igen vendte tilbage til skolebænken. For barndommens skolegang blev aldrig til ret meget.

11 skoleskift

Han er vokset op på den københavnske vestegn. Faren drak og fik sig jævnligt fik rodet sig ud i værtshusslagsmål foran sin søn. Hjemmet var ustabilt, kaotisk og præget af utryghed.

”Det var ikke så underligt, at jeg ikke passede ind i skolen. Men der var ikke nogen, der for alvor så mig og mine problemer, så jeg udviklede mig til en total ballademager. Jeg har gået på rigtigt mange specialskoler, og jeg tror, jeg skiftede skole 11 gange. Hver gang det strammede til, og nogle fagpersoner prøvede at gøre noget, konfliktoptrappede min mor. Så det endte altid med, at jeg ikke fik hjælp og i stedet blev smidt ud og røg videre til næste skole.”

Da Lasse Lockenwitz var 13, valgte kommunen at anbringe ham på en kostskole.

Vi tævede pædagogen

”Stedet var en form for døgnbehandlingshjem, hvor jeg mødte drenge, der var mere kriminelle og hårde i filten, end jeg selv var. Pædagogerne var hånlige og brugte magtanvendelser for et godt ord, og der var mærkelige afstraffelser, som fx at man fik taget alle sine ting og blev sat til at sidde og stirre ind i væggen i timevis i et tomt værelse. Vi blev chikaneret og ydmyget, og det kulminerede, da en gruppe af os en dag tævede en af de pædagoger, der havde været værst over for os. Det var et enormt råt miljø,” fortæller Lasse Lockenwitz.

Han blev rystet, da han for nylig så TV2-dokumentaren ’Nødråb fra børnehjemmet’, hvor børn fortæller om overgreb og ydmygelser under deres anbringelse.

”Jeg sad der som en voksen mand og begyndte at græde. Både fordi jeg kunne mærke, hvordan det var dengang, og fordi jeg troede, at det var fortid - at man ikke længere udsatte børn for den slags.”

Professionel slagsbror

Da Lasse Lockenwitz kom hjem fra kostskolen, var han både blevet en hårdere kriminel og var fyldt med had til systemet. Så han var nem at plukke for den ekstreme del af hooliganmiljøet omkring FCK. Han kom som 16-årig direkte ind i den hårde kerne, hvor han weekend efter weekend deltog i organiserede masseslagsmål – ofte på kokain.

”Når jeg i dag ser tilbage, er historien jo soleklar. Jeg var rasende på et system, som havde svigtet mig, jeg gik i specialklasser, hvor jeg ikke passede ind, og vold var en fast bestanddel af mit barndomshjem. Det er klart, at jeg bed på, da jeg blev inviteret ind i hooliganmiljøet. Miljøet tilbød mig et fællesskab, hvor jeg kunne høre til, og hvor jeg var noget,” siger Lasse Lockenwitz.

Jeg kan se risikobørnene

Lasse Lockenwitz håber, at han kan komme til at bruge sine personlige erfaringer som pædagog.

”Der er en grund til, at børn havner i de forkerte fællesskaber. De skal samles op så tidligt som muligt, før de bliver fanget ind, og signalerne er der. Jeg kan se, hvilke af de udsatte børn i 3. og 4. klasse der er i risikozonen. Og jeg har den fordel, at jeg er i øjenhøjde. Jeg kender reaktionsmønsteret over for de voksne, og jeg kender sproget, for jeg har selv været der. Det er de børn, jeg gerne vil bruge min pædagoguddannelse til,” siger Lasse Lockenwitz, der understreger, at der ikke er nogen nemme løsninger, men at det handler om relationer og vedholdenhed.

Fede biler og flotte piger

”Vi snakker om unger, der er vant til at gå på gaden, og som ikke lykkes ret godt i skolen. Når de hele tiden får at vide i skolen, at de ikke kan blive til noget, fordi de ikke passer ind eller er fagligt dygtige, mister de håbet og kommer nemmere i kontakt med dårlige fællesskaber, kriminalitet eller misbrug,” siger Lasse Lockenwitz, der peger på, at de udsatte unges idoler har fede biler, flotte piger, mærketøj og maser af penge, og det vil de også gerne selv have.

”De er nemme at lokke til at tro, at de kan få det på den hurtige måde: Sælge stoffer og begå indbrud. Men én engageret voksen kan gøre en kæmpe forskel og fx præsentere den unge for andre miljøer og andre muligheder i livet. Det er ikke sikkert, man kan forhindre, at den unge ryger i og laver noget lort. Men man kan være der, når han kommer tilbage, og man kan give ham en chance til – og så en mere, til han er ude på den anden side, ” siger Lasse Lockenwitz.

”Det tager tid og tålmodighed at skabe en relation. Der skal være tillid. Og så man være klar over, at det er en proces. Det tager tid, og der kommer til at være tilbagefald.”

Så sluttede festen

Lasse Lockenwitz brugte ni år i hooliganmiljøet. Bagefter vidste han ikke, hvem han var, når han ikke længere havde sin status og identitet som hooligan. Slagsmålene blev i stedet erstattet af hash og spil.

”Spillet tog magten fra mig. Det handlede ikke engang om at vinde, det handlede om spændingen, når jeg havde mange penge på spil.”

Men så skulle Lasse Lockenwitz være far.

”Så sluttede festen. Det var den totale øjenåbner. Nu skulle der ske noget andet,” siger Lasse Lockenwitz, der gik i behandling for ludomani, og som under behandlingen tilfældigt blev præsenteret for teatervirksomheden C:NTACT.

”Det blev det totale vendepunkt i mit liv.”

Startskuddet

C:NTACT er en socialøkonomisk teatervirksomhed, der skaber forestillinger og foredrag ud fra personlige beretninger fra unge – især udsatte unge. Efter en forestilling indgår publikum i en debat med de medvirkende om deres historier og om de emner, som forestillingerne handler om. Og Lasse Lockenwitz blev ansat som fortæller i forestillinger, der handler om radikalisering og ekstreme miljøer. Han begyndte at tage ud på folkeskoler, erhvervsskoler og gymnasier og holde oplæg om hans år som yderligtgående hooligan og hans vej ind i miljøet.

”Da min datter var blevet døbt, turde jeg dårligt rejse mig op og sige tak til gæsterne. Kort tid efter lavede jeg forestillinger og fortalte min egen livshistorie for et stort publikum. Det har modnet mig helt vildt og er blevet startskuddet til en ny fase i mit liv.”

Jeg kan gøre en forskel

C:NTACT er stadig en vigtig del af Lasse Lockenwitz tilværelse. Om kort tid skal han deltage i en politisk høring om højreradikalisering på Christiansborg, og han deltager stadig i forestillinger. Men han har også bestået den 9. klasse, han aldrig fik afsluttet, og er næsten færdig med sin uddannelse til pædagogisk assistent, hvor han er strøget igennem med lutter 10- og 12-taller.

Han har fået lov til at tage alle sine praktikker i én klub på Nørrebro, hvor han også møder nogle af de børn, han brænder for at hjælpe.

Det er nemlig det, der er formålet med det hele.

”Jeg tror oprigtigt på, at jeg kan gøre en forskel. Jeg forstår de børn, der er allermest på kant med samfundet, og de kan mærke, at jeg vil dem. De skal gribes, før det går galt, og før de ender i kriminalitet eller ekstremisme. Men det sker ikke på én dag, og man kan ikke arbejde med unge, der ikke er motiverede. Der skal opbygges tillid, og man skal være klar til at gribe deres interesse for at vælge en anden vej, når den opstår - og så skal man være forberedt på at agere sikkerhedsnet, når det går galt. Jeg håber, at jeg kan være/blive være et trygt bindeled mellem fagpersoner som misbrugsbehandlere, psykologer eller personer fra kommune eller skole og at kunne hjælpe med at navigere i et system, som kan virke uoverskueligt for en ung med problemer.”