Politikerne må træffe de upopulære valg
Af Helle Haslund, medlem af forretningsudvalget i LFS
Socialområdet i Københavns Kommune har i årevis skullet finde penge, der ikke var der. Det har betydet et utal af omstillinger og besparelser, som har medført nedskæringer på samtlige områder og tilbud.
Der er blevet svedt over excel-ark, og de enkelte centre og tilbud har i mange omgange kigget dybt i alle udgifter. Alle konti er endevendt, og alt, hvad der bare kunne ligne noget, der kunne undværes, er for længst sparet bort. Der er simpelthen ikke flere buffere, og der er ikke flere steder, hvor man kan finde ”nemme” penge.
Det, der til gengæld er sket, er, at det er medarbejderne på gulvet, der har skullet forsvare over for borgere og pårørende, hvorfor serviceniveauet løbende er faldet. Det er medarbejderne, der har skullet forklare ulykkelige borgere, hvorfor de ikke længere kan komme på ferie og på udflugt, og som har skullet fortælle de pårørende, hvorfor deres slægtning heller ikke kom i bad i dag.
Nu står vi der igen. Socialområdet i København har fået en historisk stor del af den samlede økonomiske ramme for hele kommunen, for alle partier ved godt, at det står slemt til på socialområdet. Alligevel er der et svimlende hul i budgettet for 2024, og området skal spare 85 millioner. Pengene er der sådan set i kommunekassen. Men kommunen må ikke bruge dem på grund af budgetloven, som er dikteret af Christiansborg, og som forbyder kommunerne at hæve servicerammen.
85 millioner er vanvittigt mange penge, og medarbejderrepræsentanterne i MED-udvalget i socialforvaltningen vil ikke længere tage ansvaret for at pege på besparelser. For der er ikke flere steder at pege. Vi kan ikke se os selv i øjnene, hvis vi anbefaler grønthøsterbesparelser, hvor man fordeler besparelserne jævnt ud over et område, der allerede er sparet ned over sokkeholderne. For hvis det sker, er det igen lokale ledere og medarbejdere, der skal træffe de umulige valg.
Vi har i stedet valgt at overlade ansvaret og valget til politikerne. De folkevalgte må vælge, hvilke tilbud og hvilke ydelser på det sociale område, som København ikke længere skal kunne tilbyde sine borgere. Det gør ondt, for mange af vores tilbud er lovbundne, det vil sige, at kommunen skal tilbyde dem. Det betyder, at besparelserne risikerer at gå ud over forebyggelse, og det kommer til at gå ud over sociale kan-indsatser, som har betydning for udsatte borgere.
Det er ikke bare politikerne i København, der står i denne situation. Socialområdet er klemt i samtlige danske kommuner. Og det eneste håb er, at tilstrækkeligt mange kommunalpolitikere over det danske land lægger pres på den regering, som synes, der er penge nok til skattelettelser, men som ikke vil lave økonomiaftaler med kommunerne, der gør, at de kan sikre den mest basale velfærd.
Vi står nu som fagforening i en situation, hvor vi ikke længere taler om socialområdet som et område, der er i risiko for nedbrydning. Katastrofen er i gang med at ske, borgernes retssikkerhed er truet, og vores medlemmer lever med uacceptable arbejdsvilkår. Det må politikerne se i øjnene og tage ansvar for.