Sandt eller falsk
Leger lige børn bedst?
Det er ikke så lige til at be- eller afkræfte den myte, viser det sig, efter LFS Nyt har talt med Niels Rosendal Jensen, der er lektor i pædagogisk sociologi ved DPU. I storbyer betyder de stigende boligpriser, at der bor færre familier med få penge. Det smitter af på sammensætningen af børnene i daginstitutionerne, som kommer til at ligne hinanden mere, end hvad de tidligere har gjort - i hvert fald, når det kommer til deres forældres uddannelsesniveau, indkomst og så videre. Det samme sker i udsatte boligområder, hvor børn med ens baggrund også ”puljes sammen”. Dermed går børnene glip af læring, hvis de kun er sammen med børn, der ligner dem selv. Men at sige, at børn, der har ens baggrund, leger bedre sammen, giver forskningen ikke noget entydigt svar på. Til gengæld lyder det på Niels Rosendal Jensen, at man kan sige, at ulige børn lærer mere.
Man kan have viden, som man troede, var helt rigtigt, men som i virkeligheden viser sig at være noget værre vrøvl. Myter udtrykker forestillinger om, hvorfor verden ser ud, som den gør, og hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvis du har en myte, som du vil have, at vi undersøger, så send en mail til lfsnyt@lfs.dk