Nu er det (snart) jul igen
Juleforberedelserne står for døren, men hvordan griber man højtiden an med børnene? LFS Nyt har talt med tre pædagoger om, hvordan de bærer sig ad med den traditionsrige juletid.
Tekst: Signe Rosa Skelbæk og Agnete Solvej Christiansen Illustrationer: Canva
Julepanelet:
Randi Møller, pædagog, vuggestuen i Børnehuset Sydhavnen
Gitte Larsen, leder, KKFO’en ved Tingbjerg skole & fritid
Kristina Skavn, pædagog, specialfritidsinstitution Kildevældsskolen
Julegudstjeneste?
Gitte Larsen: ”Vi går i kirke hvert år, men vi kalder det juleafslutning og ikke gudstjeneste. Vi synger julesange, og det er højtideligt at være der. Vi synes, det er vigtigt ikke at pådutte børnene noget.
Randi Møller: ”Vi tager ikke i kirke med børnene. Der hvor institutionen lå før, var der ikke en kirke i nærheden. Jeg kunne godt forestille mig at tage det op med personalegruppen, for det kunne være sjovt at gøre, nu hvor vi lige er flyttet i nye lokaler, og der ligger en bådkirke tæt på.”
Kristina Skavn: ”Vi tager ikke børnene med til gudstjeneste.”
Forældrearrangement?
Randi Møller: ”Vi har klippeklistredag for forældrene midt i december, hvor vi har konkurrence mellem stuerne om, hvem der kan lave den længste guirlande. Her spiser vi æbleskiver og får mulighed for at tale med forældrene om, hvordan de holder jul, og hvordan det går. Det er en årlig tradition, hvor vi har et godt samarbejde med forældrerådet, der hjælper med at gøre klar og lave kaffe og saftevand. Forældrene er meget fordybede i projektet, og vi får mulighed for at have en mere intim samtale med forældrene, hvor vi lærer hinanden bedre at kende. Det kan være svært for alle at nå at komme til forældremøder, men her har de mulighed for at få sat ansigt på de andre forældre, og her sniger vi også tit forslag om legeaftaler ind.”
Kristina Skavn: ”Vi har ikke juleforældrehygge hos os, for det kan børnene ikke rumme. Den mest markante juletradition hos os er, at vi prøver at gøre det så roligt som muligt for børnene, fordi december jo er en måned med fuldt drøn på, og det kan være svært, hvis man har en diagnose.”
Gitte Larsen: ”Vi har noget hos os, der hedder Rød Dag, som ligger den mandag, som er tættest på første søndag i advent. På Rød Dag er hele KKFO’en åben, og der er juleværksteder. Børnene kan sammen med deres forældre lave juledekorationer, bolsjer og appelsiner med nelliker. Vi præsenterer børnene og deres forældre for et bredt udsnit af de gamle juletraditioner. Vi har jo en del familier, som har en anden etnisk baggrund end dansk, og så forklarer vi, hvorfor vi gør, som vi gør. I vores institution fejrer vi alt, hvad vi kan. Børnene elsker, når der er højtider. Vi fejrer også Eid og har et stort Sankt Hans arrangement. Fejringer giver et glædesfuldt afbræk i hverdagen.”
Luciaoptog?
Kristina Skavn: ”Vi går ikke Lucia-optog med børnene. Det er ikke en tradition, vi har. Men det kan godt være, at almen-sporet på vores skole gør det, og vi så går ned og kigger med de børn, som har lyst.”
Gitte Larsen: ”Vi har Luciaoptog, og det er en tradition. Vi går Lucia både her på fritidshjemmet, men også på skolen, på et plejehjem i nærheden og hos en virksomhed, som ligger tæt på. Vi oplever, at børnene er stolte af at gå Lucia for deres forældre, og når de er mindre, glæder de sig til, at det bliver deres tur til at gå Lucia.”
Randi Møller: ”Vi har talt om, at vi vil afholde Luciaoptog for første gang i år, nu hvor vi er landet i nogle lokaler, hvor der faktisk er plads til det. Jeg håber, vores store-gruppe har mod på at gå Lucia, for det vil helt sikkert være et hit også for de mindste. Vi har ikke så mange traditioner endnu, men det er et fokus for os, for det giver et godt sammenhold både for os, børn og forældre. Jeg arbejder med vuggestuebørnene, og selvom de ikke forstår det hele, så skaber det noget genkendelighed.”
Julegaveproduktion?
Gitte Pia Larsen: ”Vi producerer julegaver. Hele november og december kan børnene lave julegaver. Nogle laver 20 julegaver, og nogle laver en. Der er også nogle børn, der slet ikke laver julegaver. Det er helt op til dem. Vi hænger julegaverne op i snore i loftet, så børnene kan gå og blive inspirerede, men der er også nogle børn, som bare meget hellere vil være på legepladsen.”
Randi Møller: ”Vi begynder også allerede i november at lave julegaver, selvom det kan virke meget u-julet. Men vi vil gerne undgå, at det bliver presset, og vi vil ikke stå i slutningen af december og skulle haste-indpakke julegaver. Der vil vi have tid til at være juleglade. Man laver kun én gave, ellers kan det eskalere, og pludselig føler de, at der også skal laves til bedstefar og bedstemor. Der er ingen, der tvinges til at lave gaver, og det er vi meget tydelige om over for forældrene. Det er også vigtigt for os, at man kan se, at børnene har været med til at lave gaven. Så hvis hornene sidder helt skævt, eller der er klippet meget ujævnt, så er det sådan.”
Kristina Skavn: ”Vi køber ind til at lave julegaver, men det er få af børnene, som synes, at det er sjovt. Vi har haft mere succes med at lave juledekorationer, som de kan få med hjem i starten af måneden. Jeg tror, det giver mere mening for de børn, som vi har, at de får et lys, som kan vise dem, hvor langt de er i måneden.”