Medlemsportræt
Jeg har altid vidst, hvad musik kan
Tekst: Anne Emilie Hansen Foto: Anna Louise Stevnhøj
”Jeg har været ansat i Himmelblå i fem års tid. Først som pædagogmedhjælper og i juni blev jeg færdiguddannet som pædagogisk assistent. I starten var jeg igennem nogle små prøve-kontrakter. På et tidspunkt her i Himmelblå sagde de, ”nå, nu er der en åben stilling, har du lyst til det? For vi er glade for dig”. Det var noget af en cadeau. Så det gjorde jeg. Og lige umiddelbart efter blev jeg også tillidsmand.”
”Jeg fik nærmest tillidsmandsposten foræret. Kort tid efter jeg havde haft årsdag som fastansat, holdt en pædagog, der også var tillidsmand, op på min stue. Og så var det helt åbenlyst mest mig, der havde lyst til at stille op som tillidsmand. Jeg blev stemt ind. Jeg ved ikke, om det var en cadeau, eller hvad. ”Har du virkelig lyst til at lægge det arbejde i det, Allan?” Men det havde jeg, og det har jeg gjort i nu snart tre år. Det er min indstilling, at der bliver nødt til at være en vision og en retning, som man skal kigge på, når man sætter rammen for børn og voksne. Det er noget, jeg brænder for.”
”Jeg har spillet musik mere eller mindre professionelt, siden jeg var 15. Det rundede lidt af, efter jeg fik børn. Sådan er det jo. Det er en anden slags liv, og det kræver noget andet, hvis man virkelig skal tage musikken seriøst og være professionel og turnere. Så det droppede jeg, og så prøvede jeg mig lidt frem med noget bygningssnedkeri. Det gjorde jeg i cirka fem års tid, hvor jeg blev udlært og fik smagt lidt på det.”
”Undervejs var der nogle, der prikkede til mig: ”Du skal altså overveje det der pædagogiske”. Nej, nej, nej, svarede jeg. Men så dukkede det op igen, efter at jeg havde prøvet andre ting af. På en måde ønsker jeg, at jeg var startet langt tidligere. Men de forskellige karrierer, jeg kommer fra, de giver noget - et perspektiv. Og de sætter ting i relief, i forhold til hvor man står. I modsætning til hvis jeg havde været uddannet pædagog, siden jeg var helt ung.”
”Jeg er født og opvokset på Bornholm og flyttede med min familie til England, da jeg var tre og et halvt, og så boede jeg der i seks år, og så flyttede vi tilbage til Bornholm. Min mor er englænder, så mit modersmål er engelsk. Og det er måske også derfor, jeg er så interesseret i sprogudvikling, som jeg er. Jeg kender til at kæmpe med det danske sprog på trods af, at jeg har boet her så mange år. Jeg har stor respekt for det danske sprog, men også lidt ærefrygt. Det berømte ’en’ og ’et’, det kan stadig spøge en del.”
”Jeg kan sætte mig i børnenes sted. De kommer uden et sprog, og skal sætte sig ind i ordenes betydning, og hvordan de lyder. At kunne sætte de der svære ord med ’en’ og ’et’ ind i en sammenhængende sætning, det, har jeg fuld forståelse for, kan være svært. Hvis det halter lidt, så tænker jeg straks, ”hvad kan jeg gøre for at understøtte det?”. Jeg tænker lidt mere end mine kolleger på, at det sgu ikke er lige til. Det ved jeg af personlig erfaring. Så jeg er mere obs, synes jeg, i forhold til, at der er en herovre, der muligvis har lidt sværere ved det end de andre.”
”Jeg bruger min guitar i Himmelblå, men i mindre grad i dag, end da jeg startede. Mit udgangspunkt er, at jeg altid har vidst, hvad musik kan. Det er især interessant, hvad det kan for små børn. Hovedparten har en grundforståelse for noget, der svinger. De er med på det, og det er en fantastisk vej ind til at kommunikere med børn. Og en god måde at etablere det relationære. Musikken kan gøre så meget med så lidt. Og der har jeg haft det utroligt nemt i mine første måneder, år måske. At jeg ”bare” kan hive guitaren frem og underholde en masse børn. Nu stiller jeg lidt højere krav til det at skabe musik sammen med børn. Jeg er mere interesseret i kommunikation, i fagte-sange, etablere sprog og sprogudvikling via det nonverbale, at få det hægtet på. De elsker, når jeg tager guitaren frem.”
Navn: Allan Mattsson
Arbejdssted: Den integrerede institution Himmelblå på Amager
Alder: 47 år
Bonusinfo: Bor på Østerbro med sin kone, Mia, deres to sammenbragte børn, Emil på 14 og Aida på 17, og deres fælles barn Elliot på 6,5. Allan har været en del af bandet Diefenbach, og musikken fylder stadig en del i fritiden - i kombination med Nintendo-spil og forsøget på at lære sig selv tysk.