Jeg kan ikke trylle, men jeg gør, hvad jeg kan

Råddent kød, gulve indsmurt i afføring og skrald fra gulv til loft. Hassan El Hani bruger sin pædagogbaggrund i arbejdet som boligrådgiver og han ved aldrig, hvad der møder ham, når han besøger borgere, som risikerer at blive smidt ud af deres hjem. Skam præger de borgere, som han møder, men Hassan El Hani oplever, at han har god mulighed for at gøre en forskel gennem sit arbejde.  

Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen

Det kan lyde som en kliché, når folk siger om deres arbejde, at alle dage er forskellige, men i pædagog Hassan El Hanis tilfælde er det sandt. Han er aldrig helt sikker på, hvad han møder, når han som boligrådgiver bevæger sig hjem til borgere på Amager og i Sydhavnen, som af den ene eller den anden grund risikerer at blive smidt ud af deres bolig.   

”Det kan være forskelligt, hvad folk har af problemer. Det kan være en psykose, men det kan også være noget i lejligheden, der er gået i stykker, og som har fået et problem til at vokse sig over hovedet på lejlighedens beboer,” siger han. 

Hassan El Hanis job består blandt andet i at sørge for, at borgerne får tilbudt hjælp, så de kan blive boende i deres bolig. Det kan for eksempel være en professionel rengøring, hvis lugtgener og skadedyr gør, at naboerne klager. Det kan også være at sikre, at borgeren får hjemmehjælp, så lejligheden kan holdes ved lige. 

Masser af fleksibilitet

Cyklen er et uundværligt arbejdsredskab for den 50-årige boligrådgiver. Og tiden på den er også en del af det, som han i høj grad sætter pris på ved sit arbejde, for han bevæger sig meget rundt i løbet af en dag, når han besøger borgere på Amager og i Sydhavnen. 

”Det er et arbejde med stor fleksibilitet. Jeg planlægger selv besøgene hos borgerne, og på den måde kan jeg tilrettelægge dagen, så det både passer ind i mit øvrige liv og i borgernes hverdag. Jeg har en frihed i mit arbejde, som man ikke finder i særligt mange andre pædagogiske jobs,” siger han. 

Jobbet kræver god kommunikation

Hassan El Hani har næsten tyve års erfaring med at arbejde med udsatte voksne. Efter en afstikker til en diplomuddannelse i journalistik og senere et par års arbejde som journalist vendte han tilbage til pædagogikken på specialområdet.

”Jeg søgte jobbet som boligrådgiver, fordi det er et arbejde, hvor man kommer ud i marken og får brugt sine kommunikative egenskaber. Man bliver nødt til at kunne kommunikere med alle slags mennesker på tværs af alder og på tværs af for eksempel politisk observans. På den måde kræver arbejdet nogle af de samme ting, som arbejdet som journalist kræver, fordi man skal kunne tale klart og tydeligt og afdække og afsøge, hvad problemet er.”

Forskellige slags mennesker

Menneskene, som Hassan EL Hani gennem sit arbejde hjælper, er meget forskellige. Langt størstedelen af dem er dog mænd og enlige.

”Det er typisk mænd, som har et misbrug. Det kan både være et misbrug af hash og af alkohol. Det kan også være folk, der døjer med MDMA- eller heroinmisbrug, men det kan også være mennesker, der har et almindeligt fint job, men hvor hjemmet ligner noget, der er løgn. Det kan også være sager med helt almindelige unge mennesker, der er kommet ud på dybt vand med det lejeretslige og for eksempel har fremlejet et værelse ud ulovligt.  Det er meget forskelligt,” siger han og tilføjer:

”Jeg kan for eksempel have at gøre med fok, der arbejder på museum og passer på verdensberømt kunst, og som ser pæne ud, men når man så kommer hjem til dem, ligner hjemmet Jerusalems ødelæggelser. Jeg hjælper også alt fra misbrugere i Sydhavnen til lokomotivførere og verdensberømte danske musikere og forfattere. Det er alle slags mennesker,” siger han. 

Stanken af urin og råddent kød

Hassan El Hani kan være den første myndighedsperson, der møder en borger, når omgivelserne begynder at få færten af, at der er et problem. Det kan være store lugtgener fra en lejlighed, skadedyr som lokaliseres tilbage til lejligheden eller grænseoverskridende opførsel. 

I sine år som boligrådgiver har Hassan El Hani set ”lidt af hvert”, som han formulerer det. Han har været i lejligheder, hvor flere måneder gammelt kød står ude på køkkenbordet, og fluerne svirrer omkring det, imens gangen er indsmurt i afføring og urin. Det kan også være lejligheder, der er fyldt fra gulv til loft med skrald, og hvor der kun er en smal gang og en lille plads, hvor lejlighedens beboer kan opholde sig. 

Men hvad gør man så, når man skal hjælpe en person, der bor så uhensigtsmæssigt, at vedkommende risikerer at miste sin bolig?

”Jeg inviterer mig selv indenfor. Nogle gange vil folk ikke have mig ind i lejligheden. Enten fordi de ikke mener, at det ikke kommer mig ved, hvordan de bor, men også fordi de skammer sig. Og jeg prøver at italesætte den skam for eksempel ved at foreslå, at vi snakker indenfor, da det jo ikke rager hele opgangen, hvorfor jeg er der,” siger han og tilføjer: 

”Der er meget skam forbundet med at bo på den måde. Og det er der i ni ud af 10 tilfælde. Jeg siger til folk, at de ikke skal skamme sig, for jeg har set det før og det, der er meget værre. Det er jo mit arbejde. Jeg oplever, at folk sænker paraderne, når jeg italesætter det sådan.” 

Hassan El Hani oplever en stor åbenhed hos de borgere, som han hjælper.

”Nogle siger, at de ikke har haft nogen hjemme hos sig og ikke har mødtes med nogen mennesker i flere år, fordi de skammer sig over den måde, som de bor på. Så svarer jeg, at jeg ikke kan trylle nye venner frem, men jeg kan hjælpe med, at der bliver rent og beboeligt.”

”Værkestedshumor” er nødvendigt

Det er et vilkår i arbejdet som boligrådgiver, at Hassan El Hani aldrig er helt sikker på, hvad han kommer ud til, for de borgere, som han hjælper, kan have det ret dårligt rent psykisk. 

”Når jeg banker på en dør, og jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg banker på til, så placerer jeg mig på en måde, så jeg hurtigt kan løbe ned af trapperne. Når jeg kommer ud i en situation, som er ret ekstrem, så vender jeg det inde i mit hoved. Ligesom man på værksted kan have værkstedshumor, så har jeg også en slags værkstedshumor,” siger han. 

 I borgerens lejlighed tænker han også over, hvordan han placerer sig.

”Jeg undgår at gå ind i lejligheder, som jeg ikke kan komme ud af igen. Jeg orienterer mig altid efter udgangen og placerer mig selv sådan i rummet, at jeg ret hurtigt kan komme ud, hvis situationen spidser til. Vi har altid mulighed for at tage en kollega med, hvis der er nogle besøg, som, vi vurderer, kan udvikle sig uhensigtsmæssigt. Det er også muligt at invitere borgeren hen på vores kontor. Det kan nogle gange være en god løsning,” siger han

Ketchupeffekten

Boligrådgivere har ikke nødvendigvis pædagogbaggrund, de kan også have for eksempel socialrådgiverbaggrund. Hassan El Hani vurderer, at det vigtigste er, at man kan tale i øjenhøjde med folk.

”Man skal ikke begynde at vurdere, hvordan folk bor, og for eksempel sige, at det godt nok er ulækkert det her. Det er ikke en indstilling, man kommer langt med. Man bliver nødt til at forklare på en human måde, hvad problemet er.” 

 Hassan El Hani er mest glad for sit arbejde, når han kan se, at det gør en forskel.

”Jeg kan rigtig godt lide, når der sker en ændring til det bedre i borgernes liv. Det kan være et hjem, som er smurt ind i alt muligt ulækkert, og ugen efter så spiller det bare, så det er pænt og rent, og man kan få noget hjemmehjælp i gang, som kan holde det ved lige, eller borgeren selv kan holde det ved lige. 

Hassan El Hani oplever ofte i sit arbejde det, som han kalder ”ketchupeffekten”

”Lejligheden kan ligne noget, der er løgn, men når der så har været et professionelt rengøringshold på, så oplever jeg tit det, at det frigiver nogle ressourcer hos borgeren, som gør, at vedkommende kan komme videre med andre problemstillinger.”

Hassan El Hani har en oplevelse af, at han har god mulighed for at gøre sit arbejde. Han får ikke flere sager, end han kan nå i mål med. 

”Jeg har et mantra. Jeg siger til folk, at jeg ikke kan trylle, men at jeg gør, hvad jeg kan.”