Hvad mener du om LFS Nyt?
Vi vil rigtig gerne vide, hvad du mener om LFS Nyt. Er det de rigtige artikler, vi skriver, er de for lange eller korte, og er der noget, du mangler? Derfor modtager du som medlem af LFS en spørgeskemaundersøgelse via vores nyhedsbrev, som vi håber, du vil hjælpe os med at udfylde. Det tager ca. otte minutter, og når du er færdig, kan du deltage i lodtrækning om god chokolade fra Peter Beier. Du kan også udfylde undersøgelsen nu og her via QR-koden.
FTR genvalgt
Der lød klapsalver, da Vibeke Jensen og Maria Porse blev genvalgt som fællestillidsrepræsentanter for almenområdet. Det er to erfarne kvinder, som tager en periode mere med arbejdet for LFS-medlemmerne på almenområdet i København. Maria Porse og Vibeke Jensen er valgt for to år.
Verdens Børnerettighedsdag på KP
FN’s Børnekonventionen holder fødselsdag den 20. november. Det fejrer KP og organisationen International Børnesolidaritet med konferencen ’Verdens Børnerettighedsdag’ på Campus Carlsberg.
På konferencen vil pædagogstuderende og børn og unge samt eksperter og fagfolk på børneområdet sætte fokus på børn og unges rettigheder. Konferencen foregår mellem 13 og 16 den 20. november i Auditoriet og Gymnastiksalen på Campus Carlsberg.
På konferencen deltager fem unge fra Bolivia, som med hjælp fra International Børnesolidaritet har kæmpet sig ud af gadelivet. Den samme delegation deltager ved åbningen af FOA’s kongres den 21. november. LFS donerede i forbindelse med Repræsentantskabsmødet i 2022 25.000 kroner til International Børnesolidaritets arbejde for udsatte børn i Sydamerika.
Slut med rødt kød
Et næsten enigt Børne- og Ungdomsudvalg i Københavns Kommune har besluttet, at det skal være slut med rødt kød i kommunens skoler og dagtilbud. Ændringen træder i kraft til august 2024, og helt specifikt er det okse-, kalve- og lammekød, som ryger helt ud af menuen. Lyst kød som for eksempel kylling, svin og fisk vil der stadig blive serveret. Formålet med beslutningen er fremme bæredygtige og miljøvenlige måltider. Ifølge sagsfremstillingen købte Københavns Kommune cirka 38 tons rødt kød i 2022, hvilket har en CO2-udledning på omkring 1.400 tons.
15 minutters faglighed
Har du et kvarter til overs? Podcasten ’pædagogisk kvarter’ lover, hvad den holder. På lige omkring et kvarter kan du blive klogere på et område, der relaterer sig til pædagogikken. En del af afsnittene er rettet til forældre, men som pædagogisk personale har du også god lejlighed til at få opfrisket tankerne bag udviklende øjeblikke, indretning i relation til leg og udvikling eller måske trænger du til en kort introduktion til det nye børnesyn? En af podcastens faste værter er Anja Kristine Hvidberg Olsen, der er cand. pæd. I pædagogisk psykologi, professionsbachelor i pædagogik og ejer af Relationsformidlerne. Scroller man ned til nogle af de lidt ældre afsnit, er der en række af gode, pædagogiske emner, som kan danne grundlag for eksempelvis diskussioner i personalestuen. Er pædagogfaget i krise, er der en skurk, når børn er i konflikt, eller kommer I til at stresse forældrene ved at involvere dem? Der er masser at tage fat på, og det tager kun et kvarter at komme i gang.
LFS i medierne
Der var talstærkt fremmøde fra LFS og andre faglige organisationer ved Folketingets åbning tirsdag d. 3. oktober. Budskabet var et nødråb fra kommunerne, der år efter år presses af dårlige økonomiaftaler og et stigende behov. LFS-medlem Jens Larsen forklarede DR journalisten, at han var mødt op til demoen, fordi han er træt af besparelser, og at rammen til trepartsforhandlingerne er for lille til at løse problemerne ude i institutionerne. Blandt talerne til demonstrationen var Jan Hoby, Line Barfoed, Per Clausen og Michael Vindfeldt.
Juletræsfest 2023
Den traditionsrige LFS-juletræsfest finder sted lørdag den 9. december i selskabslokalerne i Markmandsgade 9-11, 2300 København S.
Der vil være juletræ, julemand, julegodter, æbleskiver, og vi skal danse om juletræet. LFS-koret synger julesange, og vi får besøg af en tryllekunstner, som vil underholde børn og voksne.
Dørene åbnes 13.15, og vi siger tak for i dag 15.15.
Tilmelding på www.mitlfs.dk/16113 er nødvendig, så vi hverken løber tør for plads eller godteposer. Der åbnes for tilmelding lørdag den 18. november kl. 10.00.
Teater om de vildeste manier og dybeste depressioner
Teaterforestillingen ”Min far kan flyve” er baseret på instruktør Nina Kareis egne oplevelser om at vokse op med en bipolar far. Iscenesættelsen er en hæsblæsende, billedrig og magisk realistisk kollage med live musik og objektanimation/dukketeater. Forestillingen spiller frem til 25. november på Bådteatret i Nyhavn. Billetter koster normalt 160 kroner, men som medlem af LFS kan du købe billetter for 90 kroner per billet alle spilledage (så længe billetter haves). Bestil billetter (mærke FOA) ved at skrive til info@baadteatret.dk
Kvindeliv på Arbejdermuseet
I Arbejdermuseets udstilling Kvindeliv kommer du helt tæt på kvindelivet gennem 150 år. Du møder hverdagen med lortebleer, løbesod og evig graviditetsangst, men også søstersolidaritet og pause i kolonihaven. Du får et kig ind til brevkasserne, som blev bestyret af Caja Rude, Tove Ditlevsen, Hanne Reintoft og Tine Bryld, og du kan følge årtierne med plakater og paroler med krav om lighed, ligeløn og retten til egen krop. Som medlem af LFS kan du, din ægtefælle/samlever og dine hjemmeboende børn komme gratis på Arbejdermuseet. Du henter din billet her: www.mitlfs.dk/10984