Krav om omsorgsplaner

Af Tine Sejbæk

Vi skal hjælpe børn i sorg

Alle institutioner skal have lavet sorg- og kriseplaner inden et år. Det kan føles svært – også fordi det nødvendigvis involverer ens egen person, når man skal forholde sig til, hvordan man tackler død og sorg. LFS-Nyt var med på en temadag, hvor bl.a. børns krisereaktioner var på dagsordenen som inspiration til arbejdet med sorg- og kriseplanerne.

»Som professionel i børns liv er døden noget af det sværeste at skulle forholde sig til. Det kan ikke undgå at involvere én personligt. Hvordan håndterer I det, når I står på rød stue, og lille Peter fortæller, at hans far er død for tre dage siden? Det er en aflægger af, hvordan I har lært at håndtere det svære i jeres eget liv«.

Det sagde pædagogisk konsulent fra Ballerup kommune, Erik Møller, på en temadag på Københavns Rådhus i november. Dagen var en ud af fire, som skulle give inspiration til det, alle i København skal i gang med, hvis de ikke allerede har gjort det: at lave en omsorgsplan i forbindelse med bl.a. dødsfald. Alle kommunale institutioner og tilbud til børn og unge mellem 0 og 18 år skal have lavet en plan inden 1. december 2005. Det vil sige også klubber, dagplejere, fritidshjem, gymnasier osv. Det har Borgerrepræsentationen vedtaget i november 2003.

Erik Møller fra Ballerup underviser bl.a. dagplejere og pædagoger i børns sorgreaktioner. Derudover er han far til fem, hvoraf det ene barn døde som spæd. Om dét har han skrevet bogen »Sommeren efter Anemone«.

En af Erik Møllers pointer er, at den måde, man som professionel forholder sig til børns følelsesliv, er afhængig af, hvordan man selv har det med svære følelser.

»Vi må kigge ind i os selv og undersøge: hvordan har jeg det selv med børn, der har det svært? Synes jeg, at et barn bør være glad 365 dage om året, før jeg er lykkedes som voksen? Eller er det ok, at barnet nogen gange føler vrede eller sorg? Kan jeg være i smerten med barnet – eller skynder jeg mig at sige “Så, så, det var ikke så slemt?«, spurgte Erik Møller.

Det formelle krav til sorg- og kriseplanerne er, at institutioner skal have en plan for, hvordan de forholder sig til »dødsfald eller andre traumatiserende oplevelser blandt børn i sko- len/institutionen eller blandt forældre, familie og andre pårørende til børnene«. Planen skal selvfølgelig tilpasses lokale forhold, og det er også muligt at lade den omhandle andre begivenheder end dødsfald.

»De reaktioner, børn har på at miste ved dødsfald, ser vi som pædagoger i mange andre situationer. De sørger jo også, når mor og far går fra hinanden. Og når de starter i daginstitution. Uanset hvor godt vi tager os af dem, er det en krise at gå fra det trygge over i det nye. Børn sørger f.eks. også, når deres bedste veninde flytter til Skagen. Barnet vil måske kun komme til at se veninden én gang om året resten af sin barndom – veninden, der plejede at være der hver dag! Som voksne siger vi »Du har jo også dine andre kammerater «. Vi kan blive provokerede af, at børn kan reagere voldsomt på »små ting«. Da bedstefar døde for tre måneder siden, reagerede barnet måske ikke.«

Døden hos børn i forskellige aldre

4000 børn mister hvert år en forælder, det vil sige at 4 pct. vil opleve det i løbet af deres barndom. Det svarer til én i hver klasse.

»Alligevel har jeg mødt pædagoger, der siger, at de aldrig har set et barn i sorg. Men man kommer ikke igennem et liv med børn uden at opleve, at børn mister ved dødsfald, eller at deres forældre går fra hinanden i hobetal. Og det svære er, at når børn er i krise, er deres forældre der ofte ikke for dem. De er selv i krise på grund af dødsfaldet eller skilsmissen og kan have svært ved at tage vare på andet end deres egen sorg. Det er dér, I som pædagoger og lærere får en rolle i barnets liv. Som den, lille Peter kan gå hen til og fortælle, hvor svært han har det«, sagde Erik Møller.

Børn oplever døden forskelligt i forskellige aldre. Kort fortalt er det sådan for børn fra 0-6 år, at døden ikke er endelig. »Selv om barnet har set sin døde far og været med til begravelsen, kan det godt komme et par måneder efter og spørge: hvornår kommer far tilbage? Børn i den alder er også åbne og fortæller om det skete til alle, der gider høre. Kan små børn tåle at være med til begravelsen?, spørger nogle. De SKAL med. Det er en konkret og vigtig måde at give barnet mulighed for bare lidt at kunne forholde sig til katastrofen«.

Børn under seks år kan også føle en tilsyneladende ulogisk skyld over f.eks. en forælders død. På grund af små børns magiske tænkning, tror de, de kan få ting til at ske. Har barnet nogensinde tænkt eller sagt »Gid du var død« til deres far – føler det sig skyldigt, hvis han dør et halvt år senere. Børn fra 6-9 år begynder gradvist at forstå dødens uigenkaldelighed. De kan spekulere på, om døden er en person. Fantasi og virkelighed bliver blandet sammen.

»Mange voksne spørger sig selv: kan Peter tåle at se sin far død? Men det kan han, for hvis Peter ikke ser faren, er det fantasien, der sætter dagsordenen. Og fantasien er oftest langt værre end den værste virkelighed«.

Hos børn fra 10-13 år bliver forestillingerne om døden mere abstrakte. De forstår, at døden er uigenkaldelig og spekulerer på, hvad der sker efter døden. Man skal ifølge Erik Møller være særligt opmærksom på de større børn.

»Mange spørger: kan vi tage de helt små børn med til begravelsen? Men i virkeligheden er det helt naturligt for børn på to eller fire år at være med til en begravelse. Det kan være sværere for børn, når de begynder at kunne lægge låg på deres følelser. I præpuberteten begynder de at kunne beherske deres angst, at kunne fortrænge den. De større børn kan som os voksne tage en maske på. Og de er samtidig meget opmærksomme på de voksne. Hvis den voksne på nogen måde signalerer, at »jeg kan ikke rumme din smer- te«, så er de loyale og tager en maske på. Men hvis vi er åbne og imødekommende over for deres følelsesliv, kommer de til os«.

Børn sørger i klumper

Ifølge Erik Møller har børn i sorg behov for at huske og fortælle. For accept af deres følelser. Og for at have rum til sorgen.

»Det er vigtigt at vide, at børn hopper ind og ud af deres sorg. De kan godt være meget kede af det for så at gå ud og have det rigtig sjovt på legepladsen. Så tænker man »Det er måske ikke så slemt«. Jo, det er det. Men de sørger klumper. Børn har i høj grad også brug for aktive voksne. Det er den voksne, der skal komme til barnet! Hele tiden! Men barnet skal have lov til at sige nej, hvis det ikke er parat til at tale om sorgen lige nu. Piger og drenge har forskellige behov. Drenge bruger færre ord, lægger oftere låg på og fortrænger mere. De foretrækker hjælp, der afleder. Piger henvender sig mere til voksne og foretrækker involverende hjælp«.

Sorgreaktioner hos børn kan både være de oplagte som angst, stærke minder og f.eks. søvnforstyrrelser, tristhed og længsel efter den mistede. Men børn kan også have mange reaktioner, hvor man ikke lige laver en kobling til sorgen. Nogle bliver f.eks. ekstremt udadvendte. Eller vender det hele indad. Og tager skyld for alt. Også dér skal man huske, at det kan skyldes sorgen. Børn i sorg kan også være generelt utilpassede og have fysiske gener som mavepine. Lige som især mindre børn kan have en regressiv adfærd, f.eks. begynde at bruge ble igen efter en forælders død. Nogle børn begynder at spekulere meget over årsag og mening. Og nogle bliver lynhurtigt ældre socialt og følelsesmæssigt.

»Hvis en ti-årig pige mister en forælder, kan hun godt blive tre-fire år ældre på et par uger. Dét, hun havde med veninderne, er blevet ligegyldigt. Og så bliver det svært for hende at være i sin sociale virkelighed«.

Se evt. mere om Erik Møllers undervisning på www.boerns-sorg.dk(link er ikke længere aktivt, red.)

Københavns kommune har bl.a. sendt folderen »Sorg- og kriseplaner for skoler og institutioner i Københavns Kommune« ud til alle institutioner og skoler. Her er der en vejledning i hvilke overvejelser, den enkelte institution skal gøre sig, når de laver deres plan. Der er bl.a. også en masse eksempler på faglitteratur til inspiration under arbejdet, og på egnet litteratur til børn i forskellige aldersgrupper.

Kommunen vil lægge eksempler på sorg- og kriseplaner ud på sin hjemmeside, alle institutioner vil få en mail fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, når planerne er lagt ud

LYKKEBO:

LAV JERES EGNE PLANER

»Det kan føles som en stor og uoverskuelig opgave at hjælpe børn i et sorgforløb. Derfor er det vigtigt, at vi er så forberedte som muligt«, sagde pædagog og afdelingsleder Mette Christensen fra den integrerede institution Lykkebo i Valby på temadagen på rådhuset. Lykkebo, som rummer både børnehave, fritidshjem, fritidsklub og ungdomsklub, startede allerede for et par år siden arbejdet med at lave en omsorgsplan. Startskuddet var bl.a., at de på blot få måneder oplevede flere dødsfald blandt forældre til institutionens børn.

Pt er der udarbejdet en plan for, hvad man gør, når en forælder til et barn i institutionen dør, når en søskende dør, når et barn dør (uden at være i Lykkebos varetægt), og når en kollega dør. Desuden har de en plan for, hvad de gør, hvis et barn dør i Lykkebos varetægt. Og de har lavet en plan for, hvordan de forholder sig, når et barn er alvorligt syg evt. med døden til følge, når en søskende er alvorligt syg, samt når en kollega er alvorligt syg.

Men trods det store arbejde, de allerede har gjort, betragter Lykkebo ikke deres plan som færdig. De ønsker stadig at udbygge den og overvejer, om der skal være en plan for børn, der bliver ramt af skilsmisse. Lige som de har drøftet, om de også skal have på skrift, hvordan de tackler selvmord og mord. Ifølge Mette Christensen brugte personalet Lykkebo lang tid på at lave deres plan – bl.a. var en personaleweekend helliget arbejdet med at diskutere og udforme planen.

»Det var vigtigt for os, at det blev en plan for Lykkebo og vores medarbejdere. Så vi ikke bare skrev af fra en anden institution eller skole«, siger Mette Christensen, der opfordrer de skoler, klubber, dagplejer og institutioner, der endnu ikke har en omsorgsplan, til at lade være med at tage den nemme vej ved bare at kopiere. Det tager lang tid at lave sin egen plan – men brug tiden på det! opfordrede hun.

I Lykkebo nedsatte de en arbejdsgruppe, der bl.a. indhentede meget brugbart skriftligt materiale fra Kræftens Bekæmpelse. Personalet lavede research på børns krisereaktioner og så bl.a. også filmen »En mur af tavshed«, der er lavet i samarbejde med Jes Dige fra Kræftens Bekæmpelse.

»Selve processen kan være meget følelsesladet, fordi det kan prikke til noget i os selv. Vi kan selv have oplevet pludselig at miste nogen. Noget, som vi måske ikke har fået talt med vores kolleger om. Men det kan være vigtigt at vide, at vores egne oplevelser kan gøre det svært at hjælpe andre i sorg og krise. Og i de situationer kan det være vigtigt at sige fra«.

NÅR DU MØDER ET MENNESKE I SORG

• Det er vigtigt at huske, at man aldrig kommer ud af sorgen, men man kan lære at leve med den.
• Sorgen forsvinder ikke, men den vil mindskes med tiden, hvis den bliver bearbejdet.
• Hjælp barnet med at bevare mindet om den afdøde.
• Husk, at man aldrig kan sige for meget, men stol på din sunde fornuft og tal med barnet om det skete.
• Lad være med at pakke tingene ind. Sig tingene direkte, så barnet forstår dig.
• Barnet er allerede i sorg, og du kan ikke forværre denne tilstand ved at sige for meget. Derfor, TI IKKE.
• At hjælpe et barn i sorg handler ikke kun om at kunne - men i høj grad om at turde. Kilde: Overhead fra Mette Christensens oplæg på temadagen om sorg- og kriseplaner.