Repræsentantskabsmødet 2004

Af Elisabeth Lockert Lange

FORMANDENS MUNDTLIGE BERETNING:

En dilemmafyldt fremtid

I sin mundtlige beretning lagde formand Britt Petersen både vægt påden næste overenskomst og på de ændringer helt ud i hverdagen på den enkelte arbejdsplads, der kan blive konsekvensen af den kommende kommunalstruktur.

LFS må beskæftige sig med alt det, som har indflydelse på fagforeningens medlemmer, uanset dets størrelse. Derfor er prioritering altid svært, erkendte LFS’ formand Britt Petersen i sin mundtlige beretning. Omvendt ser hun et stort behov for prioritering, og det skal være én som de delegerede er enige i.

»Når der er flere opgaver end der er ressourcer til, nedprioriteres det lidt mere overordnet fagpolitiske i forhold til det meget medlemsnære. Så når det er nødvendigt er det EU og Fagligt Netværk vi nedprioriterer, men aldrig medlemmernes løn- og ansættelsesvilkår. Det er vigtigt at vi har jeres opbakning til vores måde at prioritere på«.

Overenskomster prioriteres højt, ligeså forhandlingerne om dem. De er i år vendt på hovedet, sådan at de enkelte forbund lægger ud.

»Faren ved denne forhandlingsmetode er helt klart at jo mere organisationerne spreder sig, jo mere samler arbejdsgiverne sig. Og det er da også, hvad vi har set indtil nu. Alle organisationer var fra start enige om at den fælles rammeaftale om ny løn ikke mere ville være en fælles aftale, og hver enkelt organisation måtte selv aftale, hvilken lønmodel deres medlemmer skulle være omfattet af«, berettede Britt Petersen og fortsatte:

»Og hvad ser vi? Arbejdsgiverparterne har rejst fælles enslydende forslag til alle organisationer om lønmodel, nemlig mere til lokal løndannelse og ingen snærende bånd, det vil sige kun grundlønnen som centralt fastsatte løndele. Alle har også fået samme svar i forhold til udmøntningsgaranti: ingen udmøntningsgaranti på de enkelte faggrupper i de enkelte kommuner. Kun på landsplan såsom det er nu«.

Hun vurderer at når arbejdsgiverne har centraliseret deres mandat så meget, og organisationsforhandlingerne samtidig er mere spredte, så kan én organisation ved at acceptere arbejdsgivernes vilkår komme til at lægge linjen for alle de andre. Og der er ingen fælles holdning til ny løn blandt organisationerne.

Nervøse for det faglige niveau
Frem til 2007 er der 15 amter, 274 kommuner og én stat. Alle med ret til skatteudskrivning og alle med demokratisk valgte politikere. Hvad der derefter kommer, er noget mere uvist. Staten består og vi får fem regioner i stedet for amterne, men antallet af kommuner kender vi ikke, før året er omme, pegede Britt Petersen på. (Selve lovpakken om kommunalreformen blev offentliggjort og sendt i høring efter repræsentantskabsmødet.)

Uanset så vil opgaverne vandre fra én instans til en anden. På det sociale område bliver det meste af børne- og ungeområdet samlet i kommunerne, både det forebyggende og det behandlende område.

»For det første gør det os nervøse for det faglige niveau i opgaveløsningen, når kommunerne skal overtage. For det andet er vi bekymrede for øget outsourcing og privatisering. Københavns Kommune har haft opgaven i 25 år, men der er stor forskel på København og en ny standardkommune med 30.000 indbyggere, både i forhold til ressourcer og viden. Der er en lang række uafklarede punkter i den nye kommunalreform bl.a. mangler der klare snitflader i opgaveløsningen «.

Et af de områder som bliver sat under pres er organiseringen af dagpasningsområdet. Skal der fortsat være selvstændige dagplejeformidlinger eller en ny samlet dagplejeformidling? Skal daginstitutionerne lægges sammen til større enheder? Skal dagplejeformidlingen og daginstitutionsområdet tænkes sammen i nye ledelsesstrukturer?

»Vi er nødt til at forberede os på det hele og frygte det værste. Og jeg tror vi kommer til at se tanker på børnepasningsområdet, som vi ikke har drømt om. Større enheder og institutioner, øget styring af området med nye styringsredskaber og styringsmuligheder. Samtænkning af daginstitutioner og dagpleje vil øge fleksibiliteten set med en forvaltnings øjne, for dagplejen er et billigt sted at skrue op og ned for antallet af pladser. Men stort og rentabelt er ikke nødvendigvis rigtigt. Daginstitutioner og dagpleje ses hos os som ligeværdige tilbud med hver deres pædagogik. Og forudsætningen er selvstændige faglige ledelser, ellers kan dagplejens særkende ikke bevares og udvikles. Selve dagplejens eksistens kan være på spil«.

Billigt og styrbart
For daginstitutionerne handler det mere om at stort er administrativt billigt. I KLs øjne skal der rationaliseres, så lederen har tid til at tænke pædagogisk ledelse og personaleledelse. Der skal bruges mere tid på børnene, og relationerne mellem medarbejdere og institutioner skal styrkes.

»Vi har selv peget på en del af det, især den megen tid der bruges på det administrative arbejde. Decentraliseringen af økonomi og administrative opgaver har fyldt i et sådant omfang at det tager unødig tid fra det pædagogiske arbejde. Selvforvaltningen har også ført til at nogle institutioner klarer sig godt, mens andre kører på pumperne. Principielt er større institutionerne ikke som udgangspunkt negativt, men formålet og processen bl.a. medarbejderindflydelse og beslutningsveje er afgørende. Det kommer vi til at arbejde meget med i den kommende periode«.

En undersøgelse fra CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) viser to tendenser i kommunernes planer for forandring. For det første en udvikling fra vuggestuer og børnehaver til større integrerede institutioner (og integration af dagplejen i daginstitutionerne, dog i mindre omfang). For det andet en tænkning i helheder, det vil sige hele dagpasningsområdet, inklusive skoler og børne-familieafsnit.

»Frivillige sammenlægninger mellem institutioner er et for længst overstået kapitel. Den overordnede planlægning og styring har taget over. Det handler ikke kun om økonomi, men også om målstyring og styring helt ned på den enkelte institution. Politikerne vil se resultater af deres investering. De strategiske mål for området skal i langt højere grad styre det der foregår på den enkelte institution. Og disse meget store forandringer kommer ikke fra medarbejderne selv men fra forvaltninger og politikere. Derfor må det betegnes som tilpasning, hvis vi ikke selv tager handsken op og involverer os i diskussionerne «.

Pædagogisk ledelse gøres bedst af pædagoger
Ledernes hverdag er blevet mere kompleks, lederne skal kunne alt og deltage i alt og med kravene til lederrollen, bl.a. lønsumsstyring, så bruges der mere og mere tid på ledelsesdelen.

»Arbejdsgiverne har rejst krav om en fælles lederoverenskomst på hele det pædagogiske område. Det mener jeg ligger i direkte forlængelse af kommunernes tanker om områdeledelse, som arbejdsgiverne ønsker mere af. Trods nervøsitet ved en sådan overenskomst ser jeg ingen anden udvej end at gå med. Ellers står andre organisationer på spring for at kapre lederne«, sagde Britt Petersen.

Hun vurderede at hvis alle de pædagogiske organisationer forhandler lederoverenskomst sammen, kan de opnå det bedst mulige resultat.

»Vi får store udfordringer, for kan vi fastholde at pædagogisk ledelse fordrer pædagogisk indsigt og uddannelse foruden lederkvalifikationer? Og hvor bliver souschefer og afdelingsledere af i den fremtidige ledelsesstruktur? Det er dilemmafyldt, men vi skal tage aktivt del i diskussionerne. En ting er vigtigst: pædagogisk udvikling og ledelse varetages bedst af pædagoger«.

Økonomiudvalget i Københavns Kommune har indstillet at kommunen søger optagelse i KL fra 1. oktober næste år. Foreløbig har Borgerrepræsentationen sendt indstillingen tilbage i udvalget til yderligere klarlæggelse af nogle ting.

»Vi ved ikke helt, hvad det kommer til at betyde for LFS som organisation, hvis aftaleretten overdrages til KL; FOA arbejder i øjeblikket med at udfærdige et juridisk notat om konsekvenserne. For mig er der ingen tvivl. Så længe vi ikke har en samling af alle de pædagogiske organisationer, så længe skal vi bevare LFS«.

Den nye hovedbestyrelse:
Ud over forretningsudvalget (hvor to af posterne som
bekendt er i spil) og områdernes og lederbestyrelsernes
repræsentanter, valgte repræsentantskabet (efter reglerne)
seks medlemmer til hovedbestyrelsen. Olaf Christensen,
Karin Bengtson og Eva Nordfjord blev genvalgt, mens
Annie Mai Nielsen, Steen Petersen og Begitte Severinsen
blev nyvalgt.