Læserbrev

Ensomhed! Dumhed? – om at være TR i LFS

For nogle år siden var jeg til 20 års jubilæum på min efterskole. Der faldt jeg i snak med en af mine gamle lærere. Han havde i mellemtiden uddannet sig til psykolog. Min forforståelse for hvordan en psykolog arbejder gjorde at jeg sagde til ham: »Hold da op, hvor skal du have mange løsningsmodeller og svar parat, når du sidder der og lytter til folks problemer«. Min gamle lærer svarede: »Nej, for svarene ligger inde i folk selv, jeg skal bare støtte dem i at sætte ord på problemet, og så kan vi sammen se på hvad personen kan stille op«.

Jeg har i dette efterår, været på et seks ugers fuldtidsstudie med alt betalt af U og U forvaltningen. Det er del af den pædagogiske diplomuddannelse udbudt fra CVU inden for samtænkning: Projektledelse og Forandringsprocesser.

Der oplevede jeg virkelig, at komme til psykolog i mit arbejdsliv. Det var den rene vridemaskine, for her læste og modtog jeg så meget teori, at min hjerne kørte på højtryk. Jeg blev ude af stand til at passe de kasketter jeg har på i mit privatliv: Mor - Samlever - Datter - Søster - Veninde. Jeg fik dårlig samvittighed!

Meget af det jeg læste var det rene volapyk, jeg overvejede at stoppe og vende tilbage til mit daglige arbejde, for det var meget nemmere at overskue. (Organisation): Vores undervisere kaldte vores arbejdspladser for organisationer. Det kunne jeg først slet ikke forholde mig til. For en organisation var for mig FOA eller Amnesty International. Noget som lå uden for mig.

Men jeg lærte, at en organisation er noget, der er opbygget på baggrund af kommunikation. Det er de rammer, der opstår, når to mennesker mødes, forelsker sig i hinanden og måske stifter familie. Det er en gammel eller nystartet institution, der arbejder og handler sammen (interaktion) ud fra et værdigrundlag, en fælles platform.

(Artefakter): Hvem tager beslutningerne i organisationerne: Er det mor? Er det far? Eller er det alle familiemedlemmerne? Fysiske rammer, indretning, indretning, farver på væggene, legepladsen, kostpolitik/slikpolitik, arbejdstidsregler osv.? De muligheder eller begrænsninger det giver i det daglige arbejde eller i familien?

Bemærk at jeg har sat begreberne i parentes. Det har jeg gjort, fordi det var sådanne utallige begreber jeg stødte på, der gjorde, at jeg næsten opgav at komme igennem stoffet. Jeg har flere forskellige former for ordbøger, og de blev i hele perioden brugt flittigt. Det lykkedes mig til sidst at få knækket mange begreber, som gør, at jeg nu står med en kæmpe viden, en masse værktøjer og et helt andet syn på mine »arbejdspladser« (institutionen og skolen). Jeg var først ligesom det vanskelige og utilpassede barn, der endnu ikke var blevet i stand til at læse i 2. klasse. Men da jeg knækkede koderne, åbnede der sig en hel verden fuld af spændende historier og eventyr, der faldt ro over mig.

Jeg fandt teori bl.a. i Knud Illeris bog: Læring - i spændingsfeltet mellem Piaget, Freud og Marx, hvor han definerer et begreb han kalder for Hverdagsbevidsthed.

Men det var ikke kun hans teorier, der blev min bibel. Det var alt det, jeg læste, blev undervist i og reflekterede over. Jeg sorterede i brugbar og ikke brugbar viden.

Jeg ved nu: At modstand ikke kun er skidt, for den kan være: positiv-negativ- defensiv-offensiv.
Jeg ved nu: Hvorfor vi har samarbejdsvanskeligheder i samtænkning. Jeg ved nu: Hvorfor kursusvirksomhed er så lavt prioriteret.
Jeg ved nu: Hvilke faktorer der virker begrænsende i den organisatoriske læring.

Jeg ved nu: osv. osv. osv. Al den viden har jeg fået, fordi jeg har været på skolebænken igen. Jeg gik i offensiven for mig selv, og valgte selv – inde i forløbet – at disse seks uger skulle være noget, hvor jeg sagde: »Jeg vil forstå det! Du er så begavet! Du har skrevet teori om emnet, lær mig noget mere«. Jeg fravalgte at sige: »Jeg forstår ikke, hvad du siger, din dumme lærer. Hvad kan jeg bruge det, du siger, til? Du ved ingenting om det virkelige liv. Lad mig være i fred«.

Jeg var selv igennem en forandringsproces (vridemaskine), og er nu blevet langt klogere på, hvorfor jeg i mine egne organisationer oplever mennesker, der opfører sig, som de gør. I mit eget subjektive univers har jeg afskaffet begrebet sladder, det hedder nu refleksion. Refleksioner hører til i folks hoveder, eller bør komme til udtryk enten skriftligt, mundtligt eller i plenum, så den enkelte eller alle i organisationen kan høre, hvad man er glad for eller utilfreds med. At give udtryk for sin glæde ved eller utilfredshed med et andet menneske, kan for mange mennesker opleves så grænseoverskridende, at følelserne aldrig kommer til udtryk. At konfrontere andre mennesker med sig selv kan tage mange år at lære, for tænk hvis andre så nogle dårlige eller mindre attraktive sider af en selv (uvidenhed/dumhed/ensomhed).

Vores lille gruppe på to fik et 7 til eksamen. Vi fik at vide, at vi havde lavet en rigtig god opgave, der absolut er et godt værktøj til praksis. De tog hatten af for vores mundtlige fremlæggelse, for vi havde virkelig forstået at hænge teori på praksis. Men da det virkelig gjaldt ved eksaminationen, røg vi i praksisfælden. Vi glemte at tage udgangspunkt i de teorier, der stod i vores opgave, og i det, vi fremlagde. Ud fra det de havde læst og hørt, ville de have givet os en langt højere karakter. Vi fik aldrig bundet en sløjfe på den røde tråd.

Den viden og de erfaringer jeg og mange andre deltagere på CVU modulet fik via hinanden og undervisningen, den er der aldrig nogen, der kan tage fra os. Vi er – ud fra teori, undervisning og refleksioner – blevet langt bedre til at forstå og tackle den daglige praksis i vores organisationer.

I mit arbejdsliv har jeg også mange kasketter på: Pædagog – Idèmager – Stuepædagog – Praktikvejleder – Tillidsrepræsentant – Ressourceperson i samtænkning. Jeg har dårlig samvittighed som tillidsrepræsentant. Jeg trænger til at komme igen- nem en forandringsproces. Nu ved jeg godt hvad LFS kan gøre for at hjælpe mig af med min dårlige samvittighed. For husk, jeg har været til psykolog i mit arbejdsliv og er blevet udstyret med nogle værktøjer. Nu kan jeg sætte ord på den uvidenhed, dumhed og ensomhed, jeg føler.

Fagforeningerne er en del af vores nationale historie. De er en del af det billede, jeg har som dansker, og det er jeg meget stolt af. Det var ildsjæle, der skabte det samfund, vi har i dag. Jeg vil gerne være med til at bære historien videre og forhåbentlig være med til at fortælle nye eventyr. Men lige nu har jeg ikke en god historie i ærmet. Den om strejken hvor mine kollegaer stod skulder ved skulder og satte deres privatøkonomi på spil, er efterhånden fortalt så mange gange, at det er en saga blot.

ØNSKELISTE
Jeg har lavet en ønskeliste til jer, den skal I opfatte som konstruktiv kritik. Jeg begrunder også mine ønsker.

Jeg er blevet bevidst om, at jeg er et visuelt menneske, dvs. jeg tænker og lærer meget i billeder. Jeg kan simpelthen ikke få et billede ind i mit hoved, på hvordan organisationerne er bygget op. Jeg finder viden – læser og glemmer igen. Jeg føler mig så dum på trods af, at jeg har været TR i en del år efterhånden. Jeg gentager: Jeg er god til at forstå billedsprog. Begrebet undervisnings- differentiering er noget, man skal arbejde med i alle danske folkeskoler.

På den baggrund: Kan I hænge nogle billeder op inde på Rosenvænget, der rent billedligt viser organisationernes opbygning og sammenhæng? Vil I være rare at overveje, om det skal være jer, der tager referat af de månedlige TR-møder, for jeg mister koncentrationen, når jeg både skal koncentrere mig om at referere fra det der bliver sagt og samtidig tage notater?

I er den fagforening, der har forhandlingsretten for alle de kommunale daginstitutioner i København. Den har I haft i årtier. Snart har vi også PMF med i FOA og så skal LFS vel også forhandle for dem i de selvejende institutioner?

Da I har forhandlingsretten, vil jeg meget kraftigt opfordre jer til, at I får sat jer ned sammen med U og U forvaltningen, forvaltningen, og får lavet et sæt arbejdstidsregler for Samtænkning. Der er så mange tolkninger, som er vidt forskellige, ud fra hvilke samtænkningsfora i København man befinder sig i. Vi aner ikke hvad vi har at rette os efter, for det står ikke nedskrevet. Vi har haft samtænkning siden strejken i 1999 og der findes ingen retningslinier.

LFS har alt for mange forskellige udlægninger, når jeg skal bruge jer. Jeg har i forvejen rigeligt, jeg skal overskue, da jeg befinder mig på en af Københavns store integrerede institutioner, hvor der er flere forskellige arbejdstidsaftaler. Jeg skal vide, og forholde mig til hvad der ligger af retningslinier i dem.

Jeg har haft meget store vanskeligheder med at blive taget alvorligt: »LFS har ikke styr på noget som helst! Hvad skal vi bruge jer til? Er det nødvendigt at være medlem af LFS? Vi vil meget hellere være medlem af en anden fagforening! «

Kan I se, hvilken interessekonflikt det har sat mig i, kære LFS. På den ene side forstår jeg mine kollegers reaktion, på den anden side forstår jeg nødvendigheden af, at vi er medlem af en relevant fagforening.

Vil I glæde os alle, når I udtaler jer om f.eks. arbejdstidsregler, med at tale som én stemme = udlægning, mening? Den ene stemme skal jeg kunne: læse Biblioteket på nettet – i mit fagblad – høre i faglig afdeling – høre fra min fællestillidsrepræsentant og fra vores formand.

LFS skal hjælpe mig med at knække koden i det faglige arbejde. For, ligesom da jeg var på skolebænken og var tæt på at opgive det hele, for dog til sidst at »knække« koden, således skal jeg fornemme, at I er de eksperter, der ved alt om love, rammeaftaler, arbejdstidsaftaler osv. der findes inden for mit arbejdsområde. Jeg skal være i stand til at hænge jeres teori op på praksis og få aha - oplevelser. Ellers bliver LFS den bog, hvor jeg efter at have læst den, må konstatere, at jeg ikke kan finde den brugbare viden til det, jeg skal formidle videre, og bruge i mit arbejde som TR. Som LFS er lige nu, kan jeg kun bruge den viden I formidler, som små og måske brugbare citater. Jeg er tæt på at give op for derefter at lukke jeres bog.

Hvis I skulle til eksamen, og jeg var jeres censor, ville I få 5. Jeg vil se på jeres problemformulering: »Hvordan kan vi klæde alle vores tillidsrepræsentanter bedre på, så de i deres nuværende og kommende arbejde står bedre rustet?«, og ud fra den vurdere, om svaret ligger i jeres konklusion.

Jeg kan godt se, at I har fat i en masse spændende og relevant. Opgaven bærer præg af, at I – qua jeres gruppearbejde – har nogle interne stridigheder. Men I burde have samlet de kræfter og den store viden, som I er i besiddelse af. Det er ærgerligt, for ud fra opgaven kan jeg se, at I ved så meget og gør så meget. I har disponeret opgaven dårligt. I bliver spurgt i øst, men svarer i vest. Teorien formår I ikke at hænge op på praksis. I har ikke I jeres konklusion svaret på problemformuleringen. I har ikke formået at binde sløjfe på den røde tråd. Vågn op, gå til psykolog, tag en tur igennem vridemaskinen, sæt ord på, blot jer selv, jeg vil respektere jer meget mere!

Giv mig selvtillid og selvværd så jeg kan fylde min kasket ud som TR. LFS har forhandlet løn til mig for dette stykke arbejde men jeg føler ikke, at jeg fortjener min løn.

Tag jer sammen, bliv den klippe jeg har brug for og gør mig stolt af LFS!

Puha, hvor det hjalp! Jeg håber, at LFS vil tage mit oplæg til sig, for det vil være en enorm hjælp, så jeg i fremtiden kan passe mit arbejde som TR bedre og med god samvittighed. Der er sladder i krogene. Men nu mener jeg, at jeg har reflekteret i plenum via LFSNYT. Jeg er gået i offensiven for jer.

Jeg er godt klar over, at dette er meget subjektivt, men jeg ved også, at de problemstillinger, jeg har peget på her, deler jeg med andre.

The show must go on!

Kærlig hilsen Kristina Løvendahl Lyngenbo Tillidsrepræsentant

PS. Jeg vil gerne sige tak til: U og U forvaltningen – CVU København og Nordsjælland – Birthe H. Inge W. – Pia Fah – Alle mine medstuderende på modulet - Alle mine organisationer, I ved selv hvem I er. Uden jeres klogskab, feedback og opbakning havde det slet ikke været muligt at gøre mig så meget klogere, som jeg er i dag.