Debat

Af Jesper Juul, Erik Sigsgård, John Aasted Halse og Per Schultz Jørgensen

Forræderiet mod børns opvækst

Det har været i gang længe, skredet i kvaliteten i børns liv. Og her tænker vi på børns daglige tilværelse i vuggestue og børnehave. Vi har solgt ud, i relativt små doser over de sidste par år, men nu kom så mega-udsalget med klart sigte mod fremtidig discount-pasning af børn.

Det begyndte, da man flyttede yngre børn op i pasningsform for ældre børn. Altså vuggestue børn op i børnehaven. Nye aldersgrænser åbner for slusen – og dermed 21/2 års børn ind blandt børnene fra tre til fem år. Selvfølgelig klarer de sig på en eller anden måde, i hvert fald de stærke og robuste. Men de usikre og lidt svage børn, de betaler prisen. Så kom retten til at springe børn af arbejdsløse over i køen til en plads i institutionen. Ikke megen skriveri om det, men derimod om, at regeringen vil bekæmpe den negative sociale arv. Store ord – og en handling, der gør det modsatte.

Og nu kommer så muligheden for at passe børnehavebørn i SFO´en. Der gives dispensation til 105 skoler, så de kan gøre, som de allerede er i gang med i Lemvig. Børnehaven lægges ind under SFO´en og mister dermed sine regler for kvalitet og normering og indhold. Børnehavens børn er under folkeskoleloven, hvor der ikke er krav til den slags pædagogik. Og ministeren synes, det er glimrende, det samme gør KL . Forældrene? I Lemvig håber de, at Ombudsmanden tager fat i spørgsmålet, mens ministeren hævder, at forældrene er tilfredse, fordi hun ikke har modtaget klager. Om dette så er udtryk for forsøg på smartness eller ren uvidenhed om helt almenmenneskelige reaktioner. Masser af pædagoger og forældre er mere end kede af de forhold, børnene udsættes for. Men de er stillet i et dilemma: enten skal de gøre noget alvorligt ved det, eller også skal de berolige sig selv med, at det nok går alligevel.

Vi opfordrer til det første: Gør noget ved det nu – inden det er for sent. Fordi det efter vores mening er rystende, det vi ser – og et større skred, end vi har oplevet på børneområdet i den sidste menneskealder. Igennem flere årtier har vi fulgt børneområdet tæt, vi har forsket, holdt kurser, skrevet bøger, været konsulenter for diverse ministre og ministerier, været fortalere for børn i råd og nævn. Det vi ser nu overgår alt tidligere, vi har været ude for: med åbne øje gennemføres et kvalitetsskred i børns dagligdag.

Vi ser det som udtryk for rent og skært »offentligt omsorgssvigt«. Og nu er det ikke bare systemets blinde pletter, vi taler om, nu er det et generelt og politisk sanktioneret svigt. Og at det ikke er en tilfældighed er tydeligt, når der nu også skal spares adskillige hundrede millioner på udgifterne til anbringelse af børn uden for eget hjem.

Men hvad er konsekvensen for børn? En konsekvens er, at udviklingen af social kompetence mange steder vil blive afløst af ren junglelov. En anden, at mange børn vil møde skolen med nederlag i tasken. Og når vi nu også ved, at vi har de mest intense erfaringer i den tidlige barndom, før 7 års alderen, så er det ikke svært at forudsige, at der er børn, der kommer til at bære på dette forræderi resten af livet. Nemlig de børn, der er mest udsatte, risikogruppen.

Sagen er, at det danske samfund hele tiden har kæmpet for forbedringer af børns liv. Og det er på mange måder gået fremad. Ikke jævnt og uden kamp. Sommetider med én stemmes flertal i Folketinget. Det gjaldt fx afskaffelse af revselsesretten i 1997, hvor Venstre stemte i mod. Men der har til stadighed været et positivt sigtepunkt – fra Schlütter regeringens udmelding: »Det skal være godt at være barn i Danmark« (1989) til masser af gode programmer og en vis opfølgende indsats. Men der skete dog noget. Det vi ser nu, er med åbne øjne lige præcis det modsatte: forringelse.

Danmark har et par rekorder på børne- og familieområdet. De to er faktisk på verdensplan, den tredje på europæisk. De handler om småbørnsmødres erhvervsarbejde, om småbørnenes dagpasning og så den tredje rekord (det er den på europæisk plan), den drejer sig om, så meget vi går fra hinanden.

Men vi har klaret det alt sammen med et velfærdssystem, der satte den offentlige omsorg og dens kvalitet i højsædet. Derfor kampen igennem år. Og vi føler os rimeligt stolte over det, vi nåede. Derfor harmen og skuffelsen over faldet og det svigt, der ligger bag.

Og hvorfor dette enorme tilbageskridt? Er det kravet om skatteloft, der ikke må pilles ved i kommunerne? Er det prioriteringen af en »ældrecheck« på forlangende af Dansk Folkeparti, en næsten perspektivløs uddeling på bekostning af børn? Er det en total mangel på indsigt i, hvad det er, der betyder noget i børns liv? Efter ministerens ord at dømme er alle tolkningsmuligheder åbne.

Danmark har tre offentlige sikkerhedsnet i børns liv. Det er sundhedsplejen, dagpasningssystemet og skolen. Det er sikkerhedsnet, som andre misunder os, det er her vores velfærdssamfund har sin inderste råstyrke til at sætte ind mod negativ indflydelse fra belastende vilkår og opvækstforhold. Men hvad gør vi? Vi forringer og forringer kvaliteten i børns liv. Og det sker alt sammen stort bag om ryggen på det Danmark, der bliver holdt hen med snak om forbrugsfest og nogetfor- noget ideologi. Og en statsminister, der taler om, at »Mange års indsats for at bryde den sociale arv er slået fejl. Regeringen vil derfor forfølge en ny strategi« (åbningstalen, 7. oktober 2002). Ja, det tør man sige, der mangler kun, at regeringen også lover kommunerne, at forringelserne på daginstitutionsområdet vil blive fulgt op med tilsvarende forringelser af serviceloven, så kommunerne også fritages for at hjælpe de børn, der bliver gjort til fremtidens tabere.

Vi skal derfor opfordre forældre og alle ansvarlige inden for småbørnsområdet til at træde i karakter og gå i aktion. Regeringen må ikke slippe af sted med dette forræderi over for børn, forældre og den grundlæggende etik i vores velfærdssamfund.