Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Børneplanen
Af Elisabeth Lockert Lange
Enighed om principper
På et leder-tillidsmandsmøde i starten af december fastlagde de ca. 250 fremmødte ledere og tillidsrepræsentanter deres fagpolitiske principper for de kommende forhandlinger med Københavns Kommune om Børneplanen, tomme pladser og en eventuel vippeordning.
Mødet var en opfølgning på et leder-tillidsmandsmøde i november om samme emne, et møde hvor også borgmester Bo Asmus Kjeldgaard deltog. Her blev det aftalt at inden der skulle forhandles for alvor, skulle gruppen samles til endnu et møde og til den tid aftale fagforeningens udgangspunkt for forhandlingerne. Og det var just hvad man gjorde på mødet i starten af december.
Enigheden om de grundlæggende fagpolitiske principper viste sig at være stor. Nogle ønskede at kræve en vippeordning kørt som forsøg. Andre pegede på forskellene mellem Familieog Arbejdsmarkedsforvaltningens og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens regler. De sidste har ingen to pct. regel, men skal afregne ved kasse ét med det samme der er tomme pladser.
Men det udspil som formand Britt Petersen lagde frem på leder-tillidsmandsmødet blev vedtaget efter dels en debat i plenum dels en grundigere diskussion opdelt i distrikter.
Principperne tager udgangspunkt i at alt er i spil. Sådan introducerede formand Britt Petersen dem og præciserede præciserede at der derfor ikke er tale om en detaljeret plan for, hvad der skal komme ud af forhandlingerne. Men at der er tale om principper for udgangspunktet for at gå ind i forhandlingerne. Og forhandlinger med organisationerne bliver der, det har hun politikernes ord for.
Problemerne med tomme pladser, som på nogle institutioner er store, blev der gjort meget tydeligt opmærksom på novembermødet. De tomme pladser er der ikke kun periodevis, på nogle institutioner er der overkapacitet hele året.
De politiske partier som indgik forlig om Børneplanen, har fået lavet en rapport om fordelingen af pladser i de forskellige bydele. Denne rapport, som inddeler byen i farver afhængig af pladsunderskud og -overskud, stemmer ikke overens med institutionernes virkelighed. Den virkelighed er det vigtigt at få med ind ved forhandlingsbordet. Typiske eksempler er på Ydre Nørrebro, hvor institutionsledere allerede inden Børneplanen blev vedtaget, gjorde opmærksom på at der var tomme pladser, også helårspladser.
Inden mødet sluttede, blev der givet håndslag på at gruppen af ledere og tillidsrepræsentanter skal spørges igen inden der besluttes noget. Og som en deltager udtrykte det, er det vigtigt at holde fast i LFS-principperne, som er besluttet sammen, og sørge for information begge veje. Og sidst men ikke mindst ikke lade sig splitte ad i 15 bydele.