LEDER

Af næstformand Ulla Baggesgaard

FLYSELSKAB ELLER FORSAMLINGSHUS

Der ruller en strukturbølge ind over landets kommuner i denne tid. Devisen synes at være, at stort pr. automatik er godt, mens småt er skidt. En del kommuner og amter har allerede taget skridtet og gennemført omstruktureringer.
Nogle allerede for år tilbage, mens andre – bl.a. Københavns Kommune – helt ak tuelt har sat strukturforandringer på dagsordenen.

Men hvor kom det lige fra? Svaret må være, at det kommer af en række forskel lige forhold og har en række forskellige begrundelser.

Helt tilbage i 2003 konkluderede en socialministeriel evaluering af kvaliteten i dagtilbud, at ønskerne om strukturforandringer bl.a. bunder i et ønske om en forbedret styring af de eksterne institutioner. Spørgsmålet i den afsluttende rapport blev formuleret som, at valget stod mellem forsamlingshus eller fl yselskab. Vil vi det borgernære lokaldemokrati eller vælges virksomhedsvejen, hvor større institutioner kan skabe økonomisk bæredygtighed og sikre effektiv målstyring?

Så sort – hvidt kan billedet næppe tegnes i dag, men der er ikke tvivl i mit sind om, at indførelse af områdeledelse i de forskellige afskygninger og med forskellige navne langt hen ad vejen begrundes i, at nu må de decentrale institutioner struktu reres på en måde, så de gøres bedre i stand til at modsvare de krav, der nu engang – på godt og ondt – stilles til den offentlige sektor.
Så langt er jeg enig. Ingen kan holde til en offentlig sektor, hvor strukturer og institutionsstørrelser i sig selv sætter barrierer for institutionernes bæredygtighed.

Uanset at jeg var og er uenig i en lang række af de forandringer, der har afstedkom met behovet for overhovedet at starte diskussionen. Som en institutionsleder sagde på et møde, jeg deltog i sidste år, så er tiden måske løbet fra kolonihavetiden. Måske er tiden inde til at drøfte nyt.

Omvendt vil det være uholdbart med en struktur, der påklistres et område, bare fordi det er en trend i tiden, eller fordi det her og nu er mere økonomisk rentabelt. Derfor er de besparelsesforslag, der i øjeblikket diskuteres bl.a. i København en strategisk blindgyde. De handler alene om, at politikerne har skullet finde besparel ser, og derfor ønsker at slanke ledelserne. Det er mildt sagt hovedløst. Der lægges gift ud for enhver konstruktiv diskussion om strukturforandringer, hvis det starter med et sparekrav. Derfor bør analysen og diskussionen starte et helt andet sted. Og derfor bør de besparelsesforslag, der aktuelt i København handler om strukturfor andringer, lægges væk og diskussionen startes forfra.

For hvad er det afgørende i enhver diskussion om struktur? Det er naturligvis den opgave, der skal løses. Enhver struktur må understøtte og fremme den pædagogiske opgave og den faglige udvikling lokalt; helt derude hvor den professionelle mødes med borgeren. Det betyder, at der ikke automatisk kan overføres modeller fra andre sektorer eller områder. Det betyder lige præcist, at analysen må starte med den kon krete kerneopgave, og at lokale ledere og medarbejdere må inddrages og lyttes til.

LFS har valgt at indgå kritisk konstruktivt i drøftelser om nye strukturer. Vi skal ikke nødvendigvis holde fast i det gamle og kendte. Omvendt skal nye strukturer sikre optimale vilkår for både udøvelsen af det pædagogiske arbejde og for personalets arbejdsglæde og engagement. Frem for at skyde et bureaukratisk ledelseslag ind må eventuelle nye strukturer kunne skabe et nyt fælles tredje mellem forvaltning og det enkelte tilbud. Et fælles tredje, der skaber øgede lokale handlemuligheder og sætter den faglige udvikling og brugerne i centrum. Først da har en ny struktur sin berettigelse. En proces, der starter her, deltager LFS gerne i.