Af Elisabeth Lockert Lange

Det virtuelle kup

Sagen om børnehaven Salam er efter stærk turbulens både på Rådhuset og i medierne nu afklaret i første omgang i hvert fald. Den fortsætter som en kommunal institution – hvis man kan finde en leder.

Bølgerne gik højt i juni måned omkring den lille børne have på Nørrebro, Salam. Som navnet antyder er børnene i børnehaven tosprogede. Det samme er de ansatte.

I løbet af et par uger kunne man læse den ene historie efter den anden om børnehaven. Først var puljeinstitutionen angiveligt blevet overtaget af den muslimske organisation Hizb Ut-Tah rir, ja faktisk kuppet af organisationen. Så gik ledelsen af i protest (som var bupl’ere - mens de ansatte pædagogmedhjælpere var og er organiseret i LFS). Dernæst kunne man læse om børn, som slet ikke måtte komme uden for en dør sammen med andre børn, og som ikke måtte hverken lege, tegne eller danse.

Til sidst gik Københavns Kommune ind og overtog børne haven. Det vil sige kommunaliserede den - og dermed gik hele forhandlingsretten over til LFS. Kommunen gjorde det med den begrundelse at det er den bedste løsning for børnene på Salam. I sidste ende er det jo dem og deres integration i det danske samfund, det handler om. Der føres nu dagligt tilsyn med institutionen indtil en ny leder er fundet. For en ny lede er forudsætningen for, at institutionen kan fortsætte som kom munal institution.

Samtidig lader børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ingen tvivl stå om hans holdning til de værdier, som Hizb ut-Tahrir står for. De er ham dybt imod, som han udtaler i en pressemeddelelse, mens sagen raser.

Pointen er at forvaltningen ikke valgte at nedlægge børne haven. Vurderingen er at den bedste løsning for børnene på Salam er at beholde børnene i institutionen. Alternativet, hvis børnehaven lukkes, og børnene skal spredes til andre børneha ver, bliver at børnene bliver taget hjem og slet ikke får mulig hed for at integrere sig med andre børn.

”Det er langt bedre, at de i Salam kan få en hverdag med andre børn, være sammen med dansktalende medarbejdere, lære sproget og blive integreret bedst muligt inden de skal be gynde i skole.”

Derfor gør forvaltningen nu et sidste forsøg på at finde en leder til Salam.

Samtidig ser Bo Asmus Kjeldgaard det som en vigtig opgave at informere familierne til børnene i Salam om muligheden for sprogpladser og dermed muligheden for endnu bedre integration.

IKKE KUPPET

Personalet i Salam er organiseret i LFS, som har støttet dem i hele forløbet. Og de føler sig absolut ikke kuppet. Tillidsrepræ sentant Amina Fagerholt Senhaji siger på personalets vegne, at ”der har aldrig været tale om at vi har praktiseret eller været underlagt Hizb Ut-Tahrir.” Det går imod deres professionelle og pædagogiske grundlag for at arbejde i en daginstitution i København.

Hun fortsætter:

”Vi arbejder bl.a. ud fra de pædagogiske læreplaner, som har som mål at give børn sociale kompetencer, personlige kompetencer, rummelighed osv. Vi har altid sat stor pris på at vi i personalegruppen har stor rummelighed, idet vi rum mer alle mennesker uanset race, køn og religion. Vi har ofte haft folk fra samfundstjenesten, sprogskoler, jobaktivering, pædagogstuderende m.m. i længere perioder tilknyttet institu tionen.”

I personalets udtalelse melder de hus forbi i anklagerne om at børnene hverken må det ene eller det andet. Børnenes dagligdag indeholder bl.a. samling, hvor de synger og leger, børnene er dagligt på legepladsen, de voksne laver teater med børnene, de inddrager børnene i madlavning og de er ofte på tur ud af huset, som kan være til skoven, stranden, biograf, museer osv.

”Vi er i bund og grund en helt ”normal” daginstitution i Københavns Kommune. Vores forskel er at vi kun arbejder med muslimske børn, som vi, igennem vores pædagogiske ar bejde, bedst muligt vil integrere i det danske samfund”.

Og hun slutter: ”Vi har gennem hele denne, meget uforstå elige situation, haft kontakt og opbakning af vores fagforening LFS.”

LFS GÅR IND

Og LFS har da også været aktiv i denne underlige sag. Lige siden medarbejderne henvendte sig til LFS i februar, efter der blev valgt nye bestyrelsesmedlemmer til Salam, og hvor nogle af medlemmerne var tilhængere af Hizb ut-Tahrir, har fagforeningen været aktiv i forhandlinger med kommunen.

For medarbejderne i Salam lod ikke den nye bestyrelse diktere den faglige og pædagogiske praksis. LFS’ medlemmer i Salam søgte faglige råd og vejledning, da de oplevede at deres professionelle autonomi blev sat under pres.

Men så dukkede de første unuancerede historier om bør nehaven op i Berlingske Tidende, som i øvrigt ikke var interes seret i et tilbud om at få den nuanceret. Og siden vrimlede det med historier om børnehavens pædagogik i flere medier.

”LFS støtter mangfoldighed i kommunens tilbud, ikke Hizb ut-Tahrir. Og der skal ikke herske tvivl om at LFS roser – og aktivt har medvirket til – Københavns Kommunes beslutning om at kommunalisere Salam. Vi ser beslutningen som et ud tryk for kommunens respekt for mangfoldighed”, siger forret- ningsudvalgsmedlem Jan Hoby.

”Salam er en unik, bæredygtig institution med et godt pædagogisk fundament, årsplaner og en meget kompetent personalegruppe. Salams arbejde med en inkluderende pæda gogik foregår ikke på majoritetssamfundets præmisser men ud fra minoritetssamfundets betingelser, og selvfølgelig inden for Københavns kommunes værdigrundlag og demokratiske principper”, vurderer Jan Hoby.