Af Elisabeth Lockert Lange

I DEN SORTE GRYDE

Hører grov chikane fra en politiker i Borgerrepræsentationen til dagens orden og noget en offentligt ansat må finde sig i?
Nej vel?

Det mener LFS og daginstitutionsleder Lisbet Grøn heller ikke, og fagforeningen er derfor i gang med at forhandle hendes fremtid på plads efter netop en sådan chikane fra en borgerrepræsentant. Efter tre måneder på posten som leder er hun nu uarbejdsdygtig, skadet på psyke og sjæl og sygemeldt på ubestemt tid. En undskyldning fra politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget venter hun stadig på…

Da vi mødes, udstråler vuggestueleder i Tingbjerg Lisbet Grøn to modsatrettede karaktertræk. På den ene side en stor skrøbelighed og ked-af-det-hed, og på den anden side en styrke og kampgejst. Under hele samtalen ligger de to modsatrettede træk tydeligt side om side; nogle gange kan man høre det gamle engagement i stemmen, men det meste af tiden er det desværre håbløsheden og magtesløsheden, der kommer til udtryk. Men alene det, at den 40-årige leder har valgt at fortælle sin historie til LFS Nyt, kan måske ses som et fingerpeg om, at det i sidste ende er styrkesiden, som gradvist vil få overtaget. Det kan man håbe på.

For som sagerne står lige nu, har hun det mildest talt ikke godt. Hun er deprimeret og retter ind i mellem tvivlen mod sig selv (hvad gjorde hun forkert, er hun bare ikke dygtig nok…), hun går til lægekontrol hver 14. dag, er ukoncentreret og grådlabil, har mistet sin gamle formuleringsevne, og ikke mindst er hun blevet frygtsom i situationer, hvor hun tidligere var frontkæmper.
Hun har bedt om at hendes sagsbehandler i LFS, Lisbeth Schmidt, deltager i vores samtale, husker for hende og udtaler sig til artiklen, for som hun siger, hun har huller i hukommelsen, og der er møder og begivenheder i forløbet, hun har lukket ned.

Inden vores samtale har Lisbet Grøn brugt en hel del timer på at formulere et papir, hvor hun beskriver nogle sine følelser. Her skriver hun bl.a.: ”Mit liv foregår i et nedsat tempo”

Den direkte årsag er en række mails fra en konservativ politiker i Borgerrepræsentationen (suppleant i en periode), Ben Haddou, som beskylder Lisbet Grøn for nærmest at være racist, manipulerende i forhold til ansættelsesbreve, fifle med vikarregler, løbe om hjørner med og udnytte hans kone og ikke have skam i livet. Hendes evner som leder sabler han ned uden nogensinde at have mødt hende. Og alt sammen i en sarkastisk, dybt ubehagelig til tider næsten hadefuld tone som fx

”jeg gider ikke at bruge mere krudt på dig”, ”jeg synes hellere du skulle tage dig af opdragelsen af dit barn” og ”jeg tror du skal se dig selv i spejlet og spørge dig selv om du er den sammen person som du var før du blev chef. Så tror jeg at spejlet går i stykker.”

Alle mails er sendt ikke kun til hende men til samtlige medarbejdere i vuggestuen.

Barske mails at få for en leder som netop er frontkæmper for integration og omsorg i forhold til de tosprogede børn. At netop hun, som valgte at søge en lederstilling i en vuggestue med 100 pct. indvandrerbørn, fordi hun vil dem det bedste, skulle opleve at kaldes racist, er dybt ironisk.

At de chikanerende mails slår så ekstra hårdt for Lisbet Grøn skyldes at det kommer oveni en svær opgave som ny leder for en institution med et stort behov for opkvalificering og et distriktscenter, som lader gå alt for lang tid uden at yde hende den opbakning, hun blev lovet ved ansættelsessamtalen.

BRÆNDER FOR SAGEN

Lisbet Grøn var i et par år souschef i en 34 børns vuggestue i Tingbjerg. Hun brændte for at løfte stedets faglige niveau, især med tanke på at det faktum, at der i lange perioder udelukkende var tosprogede børn i institutionen, stillede ekstra krav til ledelse og personale om et pædagogisk, sprogligt og omsorgs mæssigt højt niveau.

Og det halter i høj grad, vuggestuen er fagligt gået i stå den er blevet en overlevelsesinstitution, var hendes vurdering. Den vurdering stod hun ikke alene med. Da hun på et tidspunkt har eksterne Marte Meo konsulen ter i gang med et forløb med personalegruppen, står de undervejs af med den begrundelse at personalegruppens interesse for faglig pædagogisk udvikling ganske enkelt er for lille.

En pædagogisk tilsynsrapport taler alvorligt om personalets manglende faglige kompetencer og nærvær, og i så høj grad at det ikke er muligt at opkvalifi cere det pædagogiske niveau. Ingen er med andre ord uvidende om tingenes tilstand i vuggestuen.

Så bliver lederstillingen i vuggestuen ledig, og Lisbet Grøn søger den. Hun fortæller om sit engagement i og visioner for stedet, personalet og børnene, men hun gør det også klart at det vil kræve stor støtte fra distriktscen tret at få vendt skuden. Det vil tage år, og hun kan ikke gøre det alene. At hun vil få den støtte og opbakning bl.a. i form af en hjælpeleder, bliver der givet håndslag på.

Distrikscentret ved jo godt at der er brug for noget ekstra ledelsesmæssigt for at give det gedigne faglige løft, som er nødvendigt for at vuggestuen kan leve op til de krav om læreplaner, udvikling, integration, fornyelse etc., som politikerne har vedtaget. Et løft som hendes nærmeste chefer ikke er i tvivl om at Lisbet Grøn er den rette til at klare. Hun er kendt som en dygtig pædagog, souschef og leder, som går i front for at indvandrerbørn og familier får de optimale muligheder for integration.

Hun starter som leder den 1. august 2006.
Og så sker der ikke mere. Ikke fra distriktscentrets side i hvert fald. Hun har selv både idéer og planer og mailer en del til centret for at indløse den lovede opbakning til at rette op på institutionen. Intet sker, hun får end ikke svar på sine mails. Tværtimod får hun ved et tilfældigt møde med en fra centret at vide at hun er ret irriterende.

Imens sætter hun sig ind i alle de administrative opga ver og redskaber, som hun ikke havde kendskab til som souschef, og forsøger at klare de mange ledelsesopgaver. Ud over den ekstraordinære indsats der er stærkt påkrævet, har hun hele ledelsesopgaven alene, for distriktscentret vælger nemlig ikke at ansatte en ny souschef med det samme. Og samtidig sylter centret hende.

LAVINEN

Det er blevet månedsskiftet oktober-november, og nu vil hun selv som den ansvarlige tage initiativ til at der sker noget.

”Personalegruppen havde ikke været gennem den udvikling som andre institutioners personale. Pædagogikken var ikke optimal i forhold til, hvad vi vurderer at børn har brug for, og først og fremmest var det nødvendigt for børnenes skyld at der blev gjort noget ved de ansattes danskkundskaber.”

Hun taler med hele personalegruppen om at der skal ske noget kompetenceudvikling, især i forhold til det dansksprogede, selvom der ikke er penge til kurser. Hun forklarer dem at de sammen skal op på et højere fagligt niveau, ikke mindst set i lyset af kravene om pædagogiske læreplaner. Samtidig bekræfter hun personalegruppen i at institutionens styrke er mangfoldighed.

En af vuggestuens pædagogmedhjælpere er fast ansat i en stilling på otte timer. Samtidig er hun midlertidigt opnormeret med 29 timer, det vil sige til fuld tid. En opnormering som udløber ved årsskiftet.

Lisbet Grøn beslutter at hun ikke vil forlænge den midlertidige ansættelse, og det informerer hun pædagogmedhjælperen om på en omsorgsfuld måde, hun har nemlig stor respekt for hendes evner i øvrigt.

Med denne samtale starter Lisbet Grøn en lavine, som hun selv ender under.

En misforståelse opstår som er central i sagen, nemlig omkring ansættelsesbreve. Dem er der et rod omkring og flere udgaver af, et rod som ikke er Lisbet Grøns fejl, men forvaltningens.

Hvad den da også har erkendt. Men det er den direkte årsag til at pædagogmedhjælperens mand, som altså er politiker i Borgerrepræsentationen Ben Haddou, beskylder Lisbet Grøn for at afskedige hans kone på et urigtigt grundlag, for at udnytte hans kone, og for at bryde et løfte om at fastansætte hende. Og skælder samtidig ud over den uregelmæssige lønudbetaling, som han åbenbart oplever som lederens ansvar og ikke arbejdsgiverens (og i sidste ende altså politikerne i Borgerrepræsentationen) ansvar. For øvrigt er Lisbet Grøns egen løn heller ikke på plads fra lønkontorets side.

Men i virkeligheden er selve sagen banal, det er forløbet, chikanen, der er så chokerende.

FIRE MAILS

Den første mail ankommer over frokost den 3. november. Lisbet Grøn svarer venligt, beklager problemerne omkring lønudbetalingerne, hun bruger meget tid på at rette op på alle forvaltningens fejl, og hun er meget forstående over for frustrationen over lønnen. Hun benægter at have lovet pædagogmedhjælperen fast ansættelse. Mens Lisbet Grøn taler om de midlertidige timer, det vil sige de 29 timer, og ikke den faste ansættelse på otte timer, opfatter Ben Haddou bare at hans kone afskediges.

Han skriver bl.a. ret ildevarslende: ”Det kan godt være du kan løbe om hjørner med min kone. Men det kan du altså ikke så længe hun er min kone” og videre:

”Som leder af institutionen er du den ansvarlige person og skal derfor stilles til regnskab for den måde du har handlet på i min kones ansættelsesforhold” og ”En ting er sikkert: jeg giver ikke op før jeg får belyst den måde du har handlet på overfor hende og din måde at drive personalepolitik på.”

Vi har naturligvis forskellige tærskler, også afhængigt af situationen.

Men de fleste kan sikkert fornemme, hvordan det må føles at modtage sådanne ord. En ny mail tikker ind et par timer efter. I den beskyldes Lisbet Grøn for at misbruge vikarreglerne, at svigte sin pligt til at opkvalificere, for at ”være ude efter andre udenlandske medarbejdere for deres danske sprog” – og ”ansættelsesforhold som nærmer sig racisme”.

Et eksempel på tonen:
”Åbenbart gælder din begrundelse om dårlig økonomi ikke andre. Du har lige ansat en anden. Når nej, hun opfører sig måske mere som en ægte dansker?”

I aftenens sidste mail fra Ben Haddou har han taget kontakt med et medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og kræver en skriftlig begrundet opsigelse af hans kone.

Næste mail løber ind om søndagen. Den vrimler med beskyldninger fra Ben Haddou om forsøg på at ændre ansættelsesbrevet, og forsøg på at lokke pædagogmedhjælperen til nye ansættelsesformer. Kort sagt beregnende og systematisk at manipulere hende ud af institutionen.

Han fastholder at hun er lovet fastansættelse. Og i og med at Lisbet Grøn benægter dette, dermed beskylder hans kone for at lyve.

Desuden vil parret sende et brev til børne- ungdomsborgmesteren og i den forbindelse har den ansatte ”ingen tavshedspligt over for hendes overordnede arbejdsgiver, nemlig forvaltningen, politikerne og borgmesteren.” Og i øvrigt har hun helt mistet tilliden til Lisbet Grøn og ønsker ikke at være ansat der længere.

Alle fire mails er sendt i kopi til samtlige ansatte i vuggestuen.

GÅR I SORT

De to sidste mails læser Lisbet Grøn mandag morgen og går i sort. Hun får hjertegallop, bliver svimmel og får kvalme, ked af det – og utrolig bange. Selvom hun ikke har gjort noget forkert. For hvor meget magt har han som politiker? Hvem vil tro på hende i forhold til ham som politiker? Hun føler sig uretmæssigt anklaget af ordene og hele den holdning der ligger i tonen.

For ganske vist har Ben Haddou underskrevet sig ”jobkonsulent”, men man skal være meget uvidende om københavnsk politik for ikke at vide at han sidder i Borgerrepræsentationen. I en senere mail, hvor han forsvarer sin ret til at ”gøre brug af sin demokratiske ret mod uretfærdigheder”, til distriktscentret med kopi til LFS, bruger han da også sin politiske titel.

Lisbet Grøn er lamslået, hun begynder at ryste på hænderne, kvalmen og trætheden overmander hende og hun går i chok. Hun har åndsnærværelse nok til først at kontakte naboinstitutionen, som er god til at støtte hende, til at sende hele mailkorrespondancen hjem til sig selv og til fagforeningen, som hun også kontakter. Derefter siger hun til personalet at hun går og er sygemeldt indtil videre, hvorpå hun bliver kørt til læge, hvor hun bryder sammen. Og herfra overtager LFS.

Sagen er jo at Lisbet Grøn absolut intet forkert har gjort som leder. Hun har ingen fyret og da slet ikke på en uordentlig og usaglig måde, hun har ikke fusket med ansættelsesregler; hun har intet ulovligt foretaget sig. Derimod har hun været ansvarlig som leder og vurderet børnenes og institutionens behov og tarv og forsøgt at starte en udviklingsproces i en institution, som ikke mindst distriktscentret udmærket vidste, skulle løftes professio nelt og fagligt, hvis den skulle have en eksistensberettigelse.

Det var den 7. november, og siden da har Lisbet Grøn opholdt sig i ”den sorte gryde”, som hun beskriver det. Hele hendes selvtillid og selvforståelse er rystet. Hun er røget direkte ned i en depression. Beskyldningen om racisme har ramt hende hårdt, men også det at blive beklikket på sin lederfaglighed gør ondt.

FØLER SIG OFRET

Da hun taler med Lisbeth Schmidt i LFS samme dag ved hun godt at hun er usammenhængende, stammer og græder. Lis beth Schmidt er bekymret for hende og insisterer på over for di striktscentret at Lisbet Grøn udstyres med et telefonnummer til Trekanten, hvor centret da også med det samme tilbyder hende krisehjælp. Siden har hun også fået timer hos en psykolog, men hun har det i skrivende stund ikke mærkbart bedre. Depression og angstanfald er stadig en del af hverdagen.

”Jeg er træt, bekymret og desillusioneret. Jeg har mistet mit klarsyn, er ked af det det meste af tiden, men også vred over at blive chikaneret på den måde. Jeg bliver formentlig aldrig i stand til at bestride et job i det offentlige igen. Jeg har mistet min arbejdsevne, min lyst til fagligheden og tilliden til de politikere, der burde tage ansvar. Det må aldrig være et vilkår som offentlig ansat at fi nde sig i chikane.”

Lisbet Grøn føler at hun er blevet ofret på grund af politiker nes berøringsangst over for Ben Haddou, som så effektivt har kørt sin helt egen private sag om sin kone og kastet om sig med injurier. Det er uhørt – selv hvis der havde været kød på sagen, er det uhørt. Der fi ndes et ansættelsesretsligt system til den slags, hvad en jobkonsulent i kommunen burde vide.

”Jeg vil have en undskyldning. Jeg passede bare mit arbejde.

Jeg har intet forkert gjort, og jeg er ”frikendt” af både arbejds giver og fagforening”, siger Lisbet Grøn, som forunderligt nok undervejs i samtalen har menneskeligt overskud til at bekymre sig om pædagogmedhjælperen, og hvordan hun har det.

Som sagen står nu er Ben Haddou tilfreds med at hans kone har fået bekræftet at hun er fastansat i otte timer om ugen. Han
synes blot han har argumenteret klart og klaget over en uretfær dig behandling – gjort brug af sin demokratiske ret.

Og det er det springende punkt. For mest selve sagen fagligt set er lige ud af landevejen, så er det faktum at Ben Haddou som en kendt københavnerpolitiker fører sin egen sagsbehandling over for Lisbet Grøn med alle de beskyldninger, der ligger sort på hvidt i hans mails, absolut ikke en banal sag.

PRINCIPIEL SAG

For hvor er grænsen for, hvad politikere, pårørende og borgere i almindelighed kan tillade sig i forhold til kommunens ansatte? Hvordan kan ansatte beskyttes i sager som denne?

Med disse spørgs mål og hele historien ridset op kontakter LFS både forvaltnin gens direktør Else Sommer og udvalgets borgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Det er der ikke rigtig kommet an det ud af end en hen sigt om at lave klare retningslinjer. Slet ikke den undskyldning som Lisbet Grøn er ude ef ter i håb om at kunne komme videre i sit liv.

”Offentligt ansattes retstilling er under pres i disse år. Både politikere, presse og pårørende går ofte for vidt, når de kræver dem til ansvar for alt mellem himmel og jord. Det er ikke mere tilladt at være menneske, mens man gør sit arbejde” siger Lisbeth Schmidt fra LFS.

”I denne sag er ingen leder i Københavns Kommune er jo i tvivl om at Ben Haddou er politiker. Det er helt nødvendigt at en sag som denne fører til at vi får en etisk grænse i forhold til, hvad en politiker kan tillade sig over for en ansat. Københavns Kommune ønsker jo at være en god arbejdsplads, som går for rest og går nye veje. En offentligt ansat kan meget nemt blive offer for brændemærkning uden at komme til orde over for en politiker eller andre, som bruger mails som ”massevåben”.

Hun fortsætter:
”Nogle i forvaltningen har undret sig over at Lisbet Grøn har reageret så voldsomt på chikanen. Jeg forstår godt hen des reaktion. Hun stod helt alene. Hun kom med de bedste intentioner og med en aftale i ryggen om hjælp og støtte fra lokalforvaltningen til at få en institution på fode, en aftale som var forudsætningen for at hun overhovedet sagde ja til stillingen.

Og uden det netværk og personlige beredskab, som en helt ny leder naturligvis ikke har fået opbygget, så hun kunne forsvare sig mod de usande anklager. Det falder tilbage på kommunen og dens helt utilstrækkelige introduktion til nye ledere og mang- lende opbakning. Bare det at de ikke svarede på Lisbet Grøns mails! Dette gør de generelt alt alt for dårligt.”

Efterfølgende har distriktscentret bakket op om Lisbet Grøn.
Og de erkender klart at fejlen omkring ansættelsesbrevene er deres.

”Nu er selve oplevelsen lidt på afstand, men mit liv har for andret sig. Jeg kan ikke det samme som før, tør mindre end før, har ikke noget overskud, og jeg har svært ved at opholde mig hvor der er mange mennesker. Jeg er skadet.”

Hun undrer sig også:
”Tænk at der sidder et menneske med magt og indfl ydelse, som opfører sig sådan. Som bare bedøm mer mig uden at have mødt mig og på et usandt grundlag.”

Lisbet Grøn venter stadig på en undskyldning. Imens er hun sygemeldt og har, når dette læses, lige været til sygefraværssam tale. At hun ikke skal tilbage til vuggestuen er dog ganske vist.

Lisbet Grøn har i samarbejde med sin læge (og med LFS som rådgiver) anmeldt sagen til Arbejdsskadestyrelsen som en arbejdsulykke, en psykisk arbejdsskade.