Den Sociale Døgnvagt er et akut rådgivnings- og vejledningstilbud i Københavns Kommune, hvor man kan henvende sig uden for sit lokale centers åbningstid. Alle børn og voksne i Københavns Kommune kan henvende sig anonymt til Den Sociale Døgnvagt hele døgnet og få hjælp i en akut situation. Dog kan man ikke få økonomisk hjælp i Den Sociale Døgnvagt.

Af Elisabeth Lockert Lange

Sparring på højt niveau

Dommervagtsprojektet er sat i verden for at opkvali fi cere sagsbehandlingen af de unge kriminelle 15-17 årige. Og kigger man på kvaliteten af handlepla nerne, så virker projektet efter hensigten.

Dommervagtsprojektet er et samarbejdsprojekt mellem Den Sociale Døgnvagt, socialcentrene og en række institutioner med kontakt til unge og unges problemer. Det umiddelbare formål er at opkvalificere det sociale arbejde med varetægtsfængslede 15-17 årige i Københavns Kommune, konkret ved at give socialcentrenes indsats over for disse unge et kvalitativt løft. Og i sidste ende er målet naturligvis via denne indsats at få de unge på ret køl så hurtigt som muligt.

Projektet startede den 1. december 2005 på initiativ af SSP-bestyrelsen i København. Alle unge københavnere under 18 år, der varetægtsfængsles og dermed fremstilles i dommervagten (hvor Den Sociale Døgnvagt repræsenterer de sociale myndigheder), er omfattet af projektet.

Når dette læses, er statusrapporten for projektets første år på gaden, og projektet er blevet forlænget.

Projektet indeholder en række centrale elementer. Den unge og hans eller hendes familie skal have besøg inden for tre dage efter varetægtsfængslingen, en foreløbig handleplan skal udarbejdes syv dage efter varetægtsfængslingen, og en egentlig handleplan skal ligge klar en måned efter varetægtsfængslingen.

Helt centralt i forhold til sagsbehandlerne står de såkaldte forummøder. Som en støtte til, at de andre elementer kan lade sig gøre, tidsfrister kan holde og for at give kvalitet i arbejdet, samles fem bydækkende institutioner i Den Sociale Døgnvagt

hver 14. dag, hvor de tilbyder konkret sparring med efterfølgende handling til de af centrenes sagsbehandlere, som føler behov for det. De fem bydækkende institutioner er Spydspidsen (som arbejder med at skaffe job til udsatte unge), U-Turn (med fokus på de unges misbrug), den udegående Københavnerteam, Sønderbro med sikret afdeling og endelig Center for Vejledning fra Børne- og Ungdomsforvaltningen, hvormed de unges uddannelse kommer med ind i billedet. Den sociale Døgnvagt er tovholder på projektet, og i praksis er det projektkoordinator Bettina Lund Andersen, som holder styr på alle elementerne i projektet.

Dertil kommer en særlig assistance over for sagsbehandlerne, først og fremmest til at gennemføre projektets elementer og overholde tidsfristerne. Støtten tager udgangspunkt i sagsbehandlerens behov. Denne del står Bettina Lund Andersen også for.

”Kernen i projektet, som har kørt nu i halvandet år, er at opkvalificere arbejdet med disse unge. I efteråret kom der denne nye særlige støtte til sagsbehandlerne i Socialforvaltningen i erkendelse af, at så stor en opgave er svær at overkomme ved siden af alle de øvrige opgaver. Forvaltningen valgte derfor at yde noget ekstra til Døgnvagten, for at vi kan yde ekstra assistance til sagsbehandlerne, når de har brug for hjælp”, fortæller Den Sociale Døgnvagts leder Ole Hammer.

Med 100 sager fordelt på otte centre er det 12 sager i gen nemsnit pr. center. Nogle få sagsbehandlere har mange sager af denne slags, men de fl este sagsbehandlere har få af dem.

Begge grupper gør god brug af Bettina Lund Andersen.
Hun har et stort netværk og en stor kontaktfl ade til politi, insti tutioner, fængsler m.m. Så ofte er det hende, der ringer til de mange samarbejdspartnere, som er involveret.

HANDLING MED DET SAMME

Ole Hammer og Bettina Lund Andersen er tændte. De synes de er fantastisk heldige at de får lov til at lave dette projekt.

”Det giver inspiration og ilter blodet i den daglige drift i en gammel gedigen institution som denne at få så stor viden om de andre institutioners arbejde. Også at besøge familierne, som er en kerneopgave her, er en gave til arbejdet. I det hele taget det at opleve at man faktisk kan flytte noget”, siger Ole Hammer.

Han beretter begejstret om forummøderne, som er en nyskabelse. At samle denne faste kreds af repræsentanter fra bydækkende institutioner i et så tæt formaliseret samarbejde er en ny måde at samle nøglefunktioner, som både er tværgående og som har helt særlige kompetencer.

Bettina Lund Andersen supplerer:

”Udgangspunktet for forummødet er handleplanen, og mødet er et godt udgangspunkt for at skrive handleplanen. I den sammenhæng er det bl.a. min opgave straks efter at skrive referat, sådan at sagsbehandlerne har noget konkret på skrift, de kan bruge til arbejdet med handleplanerne. Jeg ved, hvor travlt de har.”

Som nævnt er alle sagsbehandlere med unge 15-17 årige, som fremstilles i Dommervagten, inviteret. Og halvdelen siger da også ja til tilbudet om at vende deres sager med folk, som har særlige kompetencer. For det er sagsbehandlerne som vælger, hvad de vil lægge vægt på. ”Og så tænker vi højt sammen”, si ger Ole Hammer. Som en ekstra gevinst er alle deltagerne opdateret så at sige. De ved om de har plads til en af de unge, og de kan derfor komme med et tilbud på stedet. ”Det er dér konkret handling kommer ind i billedet”, indskyder Bettina Lund Andersen.

At ikke alle sagsbehandlere siger ja tak til tilbudet, kan der være flere – og gode – grunde til, vurderer Ole Hammer.

”Nogle siger nej, fordi de føler sig godt nok klædt på i forvejen, måske kører sagsbehandlingen på skinner. Måske vurderer de at en samtale ikke vil ændre noget, hvis de allerede har kontakt med institutionerne i forvejen. Nogle af de unge er også gengangere, andre er bagatelsager, som vil føre til en minimal dom, og sagsbehandleren synes derfor ikke at det er relevant. Det er helt forståeligt, for i en hektisk hverdag må man veje tiden op mod, hvad man kan få ud af mødet. Der er ingen grund til at opfinde problemer, hvor de ikke er.”

Og så ville det i øvrigt også være stort set umuligt at tilgodese alle på forummødet. Med 100 afhøringer på årsbasis, betyder det fire sager hver 14. dag. Det kan ikke lade sig gøre at nå kvalificeret på mødet.

OPKVALIFICERER

Det går glimrende med projektet. De sagsbehandlere, som trods tidspresset har valgt at tage imod tilbudet, får i mange tilfælde noget ud af det, som er tiden værd. Det viser status over projektets første år.

”Det er ikke altid vi tilfører sagerne helt nye vinkler, men det er heller ikke nødvendigt for at det har værdi. Det kan være en hjælp i sig selv at sige tingene højt i sammenhæng og få respons på det. Andre gange er der brug for vejledning i forskellige muligheder, fx ungdomssanktion eller ej. Kort sagt kan vi stille skarpt på sagerne, se om alle vinklerne er med, for vi får samlet en stor viden, når vi ser så mange sager”, vurderer Ole Hammer.
Han er ikke i tvivl om at projektet virker.

”Om det præger indsatsen og de unges situation længere ud i fremtiden kan vi ikke måle. Men vi kan måle om kvaliteten i sagsbehandlingen forbedres, og det gør den. Det kan vi se på handleplanerne. Vi registrerer nemlig handleplanerne og hvornår de afleveres, sådan at vi har et arbejdsgrundlag for at opkvalificere kvaliteten og ser om tidsfristerne kan holde. Ind i mellem kan vi også se værdien af indsatsen på dommerens vurdering, fx har vi oplevet at unge løslades, fordi dommeren vurderer at der bliver taget hånd om indsatsen. Det er netop en grundlæggende del af formålet at retssystemet bliver langt mere opmærksomt på, hvad det sociale system kan tilbyde. Man får kombineret dommen med den sociale indsats.”

Tilbagemeldingerne er da også meget positive fra alle parter.
”Dertil kommer at der netop nu er stor politisk opmærksomhed omkring området, og det betyder at sagerne bliver prioriteret højere. Det giver et løft, når området så også opprioriteres i centrene, så sagsbehandlerne får bedre tid og mulighed for at gøre deres arbejde.”

DE UNGE

Hvem er så disse unge som indsatsen i sidste ende retter sig mod?
Som sagt er de 15 til 17 år og overvejende af hankøn. Der er piger, men ikke mange, og deres sager er mindre end drengenes.
Bettina Lund Andersen fortæller at der er en rapport på trapperne, som går i dybden med pigernes situation. Hun siger:

”Det er ikke pigerne der fylder. Drenge bevæger sig i store grupper, og det er lettere for dem at blive medløbere. Piger kommer ikke nær så let ud i et gruppepres.”

Sagerne er ellers alvorlige nok. Når man varetægtsfængsles, så har man begået grov kriminalitet.

”Det er ikke nybegyndere, stort set alle har været i kontakt med politiet før, og mange familier har kontakt med det sociale system. De har dårlige skoleforhold bag sig, dårligt netværk, ikke alle har fået omsorg. Og så er der også psykiske problem stillinger og diagnoser, fx ADHD, og vrede som udløses i vold.

Men der er også medløberne, dem der er et forkert sted med de forkerte kammerater, dem der ikke kan sige fra.”

Ole Hammer supplerer: ”På forummøderne ser vi fx på, om der er brug for at få lavet en psykologisk analyse. Vi vurderer deres situation i skolen, og hvordan det går. Vi taler i det hele meget om deres uddannelses situation på forummøderne og derfor er det også en vigtig del af handleplanerne. Fx hvis en ung skal starte i 10. klasse efter sommerferien men løslades nogen tid før det, så skal vi sammen overveje, hvad den tid skal gå med, helt konkret. Vi spørger me get ind til, hvad de unge selv er til. Det er spændende at få rørt ved de drømme de selv har og gøre dem realistiske. Og med en låst dør fanger vi dem i et sprødt øjeblik, hvor de fl este tænker over, om de kunne have gjort noget på en anden måde. Vi kan nogle gange åbne både deres øjne og nye muligheder.”

”Man skal faktisk have en 8. klasse for at kunne klare en teknisk uddannelse, og disse unge ryger typisk ud i 5. klasse.
Derfor er uddannelse så vigtigt for det videre forløb”, indskyder Bettina Lund Andersen og tilføjer:

”Vi sætter også fokus på deres følelse af omnipotens (al mægtighed). Deres forståelse af sig selv er med andre ord til tider en helt anden end den realistiske. Det arbejder vi med at justere.”

Også deres relationer til familie og kammerater er vigtige, har der været svigt, hvilken næring kan den unge få fra disse relationer, og hvad har de brug for fra det offentlige system.

Skal de blive hjemme boende eller fl ytte hjemmefra, hvor stort er deres misbrug. Som der står i statusrapporten:

”I forbindelse med de fore slåede indsatser indtager strukturerede forløb med støttekon taktpersoner en vigtig rolle. Desuden er der ofte behov for (nye) psykologiske udredninger, ligesom der ofte vil være behov for at (re)vurdere den unges fremtidige opholdssted (hos familie, på institution eller andet). Endelig er der stor opmærksomhed på familierelationerne og på den unges uddannelses- og beskæfti gelsesmuligheder.”

”Der er masser af overvejelser, og hvis det er den brede indsats der skal til, så er det den snak vi tager. Og der er både psykologisk og pædagogisk ekspertise rundt om bordet, så det er en meget tværfaglig snak”, siger Ole Hammer.

Der er – naturligvis må man næsten sige – en del flygtninge og indvandrere, ca. halvdelen. Det kan ikke undre med de op levelser de har bag sig, understreger Ole Hammer, som selv har en baggrund i Dansk Flygtningehjælp og dermed kender mere til det end de fleste.

”Det er jo ikke fordi Muhammed er født i Irak at han laver noget skidt, men fordi hans opvækst har været som den er. Det er vigtigt at huske, at det er det som har indfl ydelse på, hvad vi gør og siger og tænker. Og det er denne viden vi bruger i projektet.”

I forbindelse med grov kriminalitet kan en ung mellem 15 og indtil 18 år varetægtsfængsles. I praksis sker det oftest i et såkaldt ”varetægtssurrogat” på en sikret døgninstitution. For unge fra Københavns Kommune vil varetægtsfængslingen enten ske på Sønderbro Sikret, der er beliggende på Amager, eller på en af de øvrige sikrede institutioner rundt om i landet.

I statusrapporten beskrives resultaterne således: ”Med Dommervagtprojektet er der etableret et længereva rende samarbejde på tværs af institutioner og forvaltnin ger. Dette betyder bl.a.: Sagsbehandlerne får en målrettet sparring fra særligt sagkyndige på de konkrete (vanskelige) sager samt (fremover) assistance til at løse opgaven/overholde tids frister. De pågældende institutioner kan i fællesskab bidrage til en helhedsorienteret indsats, og dette sker i direkte samarbejde med det enkelte socialcenter (sagsbehand ler). De unge og deres familier oplever øget opmærksomhed på deres situation og behov. Der opsamles en omfattende viden med henblik på me todeudvikling og effektmåling. Projektarbejdsformen knyttes direkte sammen med driftsopgaver. Projektets startede den 1. december 2005, og alle sags behandlere til unge københavnere, der har været vare tægtsfængslet efter denne dato, er blevet kontaktet af Den Sociale Døgnvagt med tilbud om sparring til sagsarbejdet. Der er udpeget tovholdere i alle børnefamilieteams, der fungerer som kontaktpersoner og formidlere mel lem sagsbehandlerne på socialcentrene og den Sociale Døgnvagt. Tovholdernes indsats og engagement har været helt afgørende for den gode start, som projektet har fået. Tilsvarende har projektet ikke kunnet gennemføres uden de bydækkende institutioners høje prioritering af deres del tagelse i projektet. Statusrapporten kan findes på Københavns kommunes hjemmeside. www.kk.dk