Debat

Hvem er LFS solidariske med?

Vi var mange, der var ved at få søndagskaffen i den gale hals, da vi søndag kunne læse referat af udtalelser fra Jan Hoby, medlem af LFSs forretningsudvalg, i sagen om Børnehaven Salam.

Baggrunden var Berlinske Tidenes artikel om, at ledelsen i Salam havde opsagt deres stillinger i protest over forælderens krav til aktiviteterne i institutionen. Bl.a. måtte drenge og piger ikke lege sammen, børnene måtte ikke synge og danse sammen eller deltage i udflugter i byens parker, hvor de kunne risikere at se afklædte personer. Forældrene skulle angiveligt have tilknytning til Hizb-ut Tharir.

Da det ikke er forsvarligt at drive institutionen uden en ledelse, kan det blive nødvendigt at fordele børnene i andre børnehaver på Nørrebro.

Jan Hoby udtaler bl.a., at der er tale om ressourcestærke forældre, der sagde deres mening, og at pædagogerne i ledelsen ikke var rummelige nok. ”Det er ikke alle pædagoger, der er i stand til rumme den mangfoldighed, som dem fra Hizb-ut Thairir og så mange andre forældre repræsenterer”

Kære Jan! Vi pædagoger i daginstitutionerne, kan og skal også rumme alle børn. Men det er ikke ensbetydende med, at vi skal rumme/imødekomme forældrenes krav og forventninger til det pædagogiske arbejde, når de går imod de kommunale formålsparagraffer på daginstitutionsområdet.

Hvordan kan du, som uddannet pædagog, forsvare adskillelse af køn og forbud mod pædagogiske aktiviteter, der er helt grundlæggende i den almindelige pædagogiske praksis. Hvordan kan du, som repræsentant for vores faglige organisation, tillade dig at reducere alvorlige samarbejdsproblemer til et spørgsmål om manglende rummelighed hos pædagogerne og hvad er det der gør at en faglig organisation i pressen udtaler sig og undsiger en pædagogisk ledelse, der igennem flere år har påtaget sig ansvaret for at drive en puljeinstitution som Salam er, og nu har måttet kaste håndklædet i ringen.

For os, der har vores daglige arbejde på ydre Nørrebro, er det selvfølgeligt at udvise respekt og forståelse for mangfoldigheden blandt børn og forældre. I dette arbejde har vi brug for vished for, at vi har opbakning fra vores faglig eorgani- sation.

På vegne af DYNbestyrelsen
Susanne Elling og Tinna Erichsen
Daginstitutionsledere på Ydre Nørrebro

Til LFS

Det er med stor forbavselses at vi læser Jan Hobys udtalelser på LFS’ vegne må vi formode. Vi arbejder selv i en multietnisk daginstitution i området.

Vi kender forholdene i Salam særdeles godt, ligesom vi kender de to tidligere ledere som meget dygtige pædagoger og som meget tolerante og endda meget rummelige.

Det er derfor utroligt, at se Jan Holeby citeret for at det ikke er alle pædagoger, der kan rumme mangfoldighed og at børnehaven udelukkende er blevet overtaget af kommunen fordi, der manglede en ledelse.

Vi må spørge LFS: Er det pædagogisk forsvarligt, at børn ikke må besøge parker og strande, er det pædagogisk forsvarligt at børn ikke må tegne mennesker, er det pædagogisk forsvarligt at børn ikke må høre musik og danse og flere eksempler i samme ånd. Hvem kan forsvare det pædagogisk uanset hvem det kommer fra?

I den personalegruppe, der er tilbage, er der udelukkende en uddannet. Jan Holeby fortæller at det resterende personale er muslimer og har brugt sin faglighed til at stå imod med. Hvad er det for en faglig begrundelse? Siden de to uddannede leder fratrådte deres stillinger i protest mod forholdene d. 31.3.07 har der ingen ledelse været. Er det acceptabelt for LFS? Vi er heldigvis organiseret i BUPL. Hvis Jan Holeby var vores repræsentant i fagforeningen ville vi give ham et mistillidsvotum.

Det er beskæmmende, at opleve Jan Holeby (og LFS?) udtale sig om rummelighed helt uden at forholde sig til de faglige og pædagogiske problemstillinger som bl.a. den tidligere ledelse har ridset op. Det er også meget beskæmmende for alle os, der arbejder hver dag med multietniske problemstillinger og hvor rummelighed er en forudsætning for arbejdet.

Hilsen Jytte Mølgaard og Annette Kock

Fjeren der blev til fem høns

KÆRE SUSANNE, TINNA, JYTTE OG ANNETTE
Tak for jeres læserbreve, det er altid godt med debat. Problemet med jeres debatindlæg er at de begge gentager og bygger på de usandheder, usaglige, unuancerede og faktuelle fordrejninger om den tidligere puljeinstitution Salam på Nørrebro, som Berlingske Tidende initierede i forsidehistorien den 17. juni 2007. Nissehuehistorien er f.eks. 11⁄2 år gammel og en enkelt forældres værk. Denne episode fandt sted inden Hizb’utterne kom til i januar 2007.

Berlingskes tophistorie søndag den 17. juni, tegnede et falsk billede af en institution, hvor den pædagogiske og faglige praksis var kørt af sporet, og forældrebestyrelsen var blevet ”kuppet” af forældre med tilknytning til Hizb Ut-Tahrir (HuT). (Se: Orientering til LFS medlemmer og pressen, LFS den 18. juni 2007: LFS støtter mangfoldighed – ikke Hizb Ut-Tahrir på www.mitlfs.dk)
Hvis vi vil have en reel debat, kræver det som minimum, at vi diskuterer ud fra fakta og kendsgerninger, ikke myter og fordomme.

I tillægger mig synspunkter, jeg ikke har eller har udtalt!
LFS og undertegnede har i sagen om kommunaliseringen af Salam indgået i et konstruktivt samarbejde med BUF, for at undgå den situation, som artiklen i Berlingske fremprovokerede.

Målet var lige netop at undgå, at der gik politisk selvsving i spørgsmålet om Salams fremtid, og at der blev lagt gift ud for en faglig og saglig debat.

Berlingske ønskede ikke at snakke med LFS eller personalet trods adskillige henvendelser skriftligt og mundtligt både den 14., 15. og 17. juni.
Det er desværre blevet en meget udbredt holdning, at når det drejer sig om muslimer og HuT, så skal normale demokratiske, faglige og saglige principper sættes ud af kraft. Det er efter min opfattelse også det der skete i denne sag. Politiske kræfter ønskede at lukke daginstitutionen, uden at have de saglige, faglige eller pædagogiske argumenter i orden.

Det er usandt, når Berlingske skriver at piger og drenge ikke må lege sammen, at børnene ikke måtte synge og danse sammen eller deltage i udflugter i byens parker. Og det er skuffende, bekymrende og useriøst at I som kritisk tænkende pædagoger påstår at jeg skulle støtte dette.

I Nyhedsavisen den17. juni er jeg citeret for følgende:
»Jeg har sidestillet Hizb-ut-Tahrir-forældre med velformulerede og ressourcestærke forældre, der kan give den pædagogiske ledelse kamp til stregen. Det, der er sket i institutionen, har været fuldt forsvarligt. Personalet har godt kunnet rumme, at der har været forældre, der har haft et anderledes syn på, hvad man må og ikke må, og selvfølgelig har piger og drenge leget sammen, siger Jan Hoby til DR.”

Jeg har deltaget i flere møder i Salam med både forældre og personale. Hverken personalet, forældrene eller LFS kan genkende det skræmmebillede om Hizb-ut-Tahrirs indflydelse i Salam, som er beskrevet i Berlingske Tidende (se personaletspresse-meddelelse på www.mitlfs.dk).

I DR forklarer jeg, at det pædagogiske personale ikke gik med på Hizb-ut-Tahrirs dagsorden.

”De har brugt deres faglighed til at stå imod. De er også muslimer, men har ikke ladet sig overrumple af, at der har været "Fjeren der blev til fem høns" forældre, der har ment, at Hizb-ut-Tahrirs værdigrundlag skulle gælde”.

På spørgsmålet om, hvorfor den ikke-muslimske ledelse valgte at holde op i protest mod forældrene fra Hizb-ut-Tahrir, angriber I mig for at udtale til DR:

”Det er ikke alle pædagoger, der er i stand til at rumme den mangfoldighed, som blandt andre dem fra Hizb-ut-Tahrir og så mange andre forældre kan repræ- sentere, siger han til DR.”

Mit spørgsmål til jer er:
Mener I helt alvorligt, at blot fordi man er uddannet pædagog, så er man pr. automatik i stand til at kunne rumme ”det mangfoldige og anderledes udtryk” hos alle mennesker uanset deres køn, race, religion og klasse?

Mener I, at alle pædagoger møder alle mennesker med anerkendelse og respekt uanset deres køn, race, religion og klasse? Faktum er, at pædagoger ikke er adskilt fra det samfund, de lever og arbejder i, og derfor reproducerer og producerer pædagoger også de holdninger og fordomme, der er dominerende i samfundet.

Jeg har ikke undsagt den tidligere ledelse, for den har gjort et godt stykke pædagogisk arbejde igennem årene. Men jeg kan undre mig over at Salams paraplyorganisation Frie Børnehaver og Fritidshjem, samt den tidligere ledelses faglige organisation BUPL, ikke støttede og vejledte ledelsen i den vanskelige situation. Fejlfinding kunne have været vendt til stifinding, stigmatisering og konflikt kunne have været vendt til dialog og respekt.

Jeg anerkender at den tidligere ledelse havde en personlig og faglig grænse i arbejdet med den nye bestyrelse – al respekt for det. Men for mig rejser det spørgsmålet, hvor rummelig den pædagogiske rummelighed er i mødet med forældre og børn i et polycentrisk samfund. Derfor er det LFS’ og Københavns Kommunes klare opfattelse, at en ny leder af Salam skal være stærk til afbalanceret at formidle mellem forældrenes kultur og det københavnske værdigrundlag.

LFS var allerede inden den tidligere ledelse fratrådte deres stillinger den 31.marts inde i forhandlinger med BUF centralt og Distrikt Nørrebro om en kommunalisering af Salam og en konkret løsning på ledelsesproblemet. LFS har været aktivt medvirkende til at BUF og borgmester Bo Asmus Kjeldgaard anerkendte Salams unikke særkende og positive bidrag til mangfoldighed i dagtilbud. Manglende ledelse på en institution er aldrig acceptable for LFS, lige netop derfor handlede LFS så hurtigt.

I sagen om Salam har LFS været solidarisk med personalet, de 34 børn og deres 68 forældre. LFS har sat deres trivsel, livsglæde og arbejdsmiljø i centrum, og LFS har været tro mod Københavns Kommunes værdigrundlag. LFS har som altid haft det pædagogiske, personalepolitiske og arbejdsmiljømæssige argument for øje og har ikke deltaget i den hetz mod muslimer og HuT, som visse politikere, Berlingske og deres anonyme kilder har skabt.

Mangfoldighed er kun mangfoldighed, hvis det gælder dem som er anderledes end os selv.

Venlig hilsen Jan Hoby, medlem af LFS’ forretningsudvalg

---

Udtalelse

De Københavnske fagforeningers pensionerede medlemmer, organiseret i LO faglige Seniorer Hovedstaden udtaler fra repræsentantskabsmødet den 8. juni 2007:

Det er nu 25 år siden Schlüter-regeringen kom til magten. Denne borgerlige sejr blev dengang fejret med afskaffelsen af regulering af overførelsesindkomster. De indkomstforhøjelser andre fik, blev afskaffet for de fattige samtidig med, at der blev gennemført skattelettelser til de velbjergede.

Denne tilstand var selvfølgelig i det lange løb uholdbar for alle andre end dem der ikke har noget imod at se medborgere sulte. Da det derfor i 1993 med Nyrup-regeringen blev muligt igen at få gennemført en regulering af overførselsindkomsterne, gik de socialt ansvarlige partier, Socialdemokratiet og SF med til den såkaldte satspuljeordning. Den var bedre end ingenting, men den fortsatte i et langsommere tempo med at øge den sociale ulighed i samfundet.

På et offentligt møde den 30. marts 2007 udtalte LO-sekretær Harald Børsting ”LO har længe forsøgt at råbe politikerne op for at gøre opmærksom på, at satspuljen er en grundlæggende forkert konstruktion. Man tager fra nogle, der i forvejen har lidt og giver til nogle, der har endnu mindre”.

LO Faglige Seniorers hovedbestyrelse rettede den 10. maj 2007 skriftligt en henvendelse til socialministeren, om at satspuljen fremover udelukkende burde anvendes til ældrepolitiske formål.

Selvfølgelig skal der anvendes midler til samfundets dårligst stillede, så som psykisk syge, voldsramte, handicappede, hjemløse og andre udsatte grupper, men disse udgifter skal høre hjemme i finansloven.

Når man tager 0,3 % af statsreguleringen, vil det naturligvis øge uligheden betydeligt i samfundet til skade for de svageste. det virker som en skjult skat, der er pålagt dem, der af den ene eller anden grund modtager overførselsindkomst. Såfremt man retter sig efter de almindelige stigninger i indkomstreguleringer, burde en pensionist for tiden have ca. 4.500 kr. mere udbetalt om årligt.

Vi opfordrer Socialdemokratiet og SF til at opsige aftalen med regeringen og drage omsorg for, at den fulde regulering af alle overførelsesindkomster genindføres.

København, den 8. juni 2007