Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
En duft af Indien
En kulturaften i LFS’ Freds- og Solidaritetsudvalgs regi var en succes. Ca. 25 medlemmer brugte en aften på at smage på Indien og høre om børns og kvinders vilkår i landet.
Det var Vibeke Henningsen, tidligere klubansat og tillidsrepræsentant, som stod for både mad og ord. Som efterlønner valgte hun at rejse med Mellemfolkeligt Samvirke til Indien som frivillig hjælper i fire uger.
Og den tur fortalte hun om illustreret med fine lysbilleder efter et måltid traditionel indisk vegetarisk mad af blomkål, kartofler og bønner – godt krydret.
Det var især den altoverskyggende fattigdom derude, som slog hårdt, hvor hele familier lever under plastikposer i vejkanten. Noget som især slog hende var i hvor høj grad det er kvinderne, der holder sammen på det hele, dem der arbejder og slider sig op. Mændene følger mest bare med skyggen rundt i løbet af dagen, som hun udtrykte det. Børnene skal passe deres mindre søskende, om nødvendigt tager de dem med i skole. De fysisk-psykisk handicappede har det allerværst, dem er der slet ikke plads til i systemet, så hvis de ikke gemmes væk, ligger de der bare…
Og netop på grund af dem – og trods lugten af affald, som der er meget af, da alle smider det alle steder – er det ikke sidste gang Vibeke tager til Indien. Tværtimod rejser hun allerede derned igen i september, denne gang i seks uger. Så måske vender vi tilbage med en historie derfra…
Marianne Rosell fra udvalget glæder sig over at de medlemmer, som dukker op til et arrangement som dette, ofte er nogle som ikke ellers kommer så meget i fagforeningen – folk med en særlig interesse for verdens befolkning.
Der kommer flere kulturaftener i fremtiden, varsler Freds- og Solidaritetsudvalget.
Bl.a. planlægger man en aften om gadebørn i Afrika.
EL