Af Tine Bjerre Larsen

Den svære samtale

Som pædagog føler man sig som barnets forsvarer, men det gør forældrene også, og det værste er, hvis man bliver modspillere i stedet for medspillere, mener specialpædagog Birgit Kvist Rønnest.

Birgit Kvist Rønnest er pædagog i en lille specialgruppe i en almindelig integreret daginstitution i Lyngby-Taarbæk kommune. Tre gange om året har hun en to-timers samtale med forældrene, og den bliver grundig forberedt. De er altid to pædagoger til samtalen og taler forinden om, hvad de skal sige og hvordan, og holder også møde med den psykolog, der deltager i mødet.

Det er vigtigt at være godt forberedt og have overskud inden samtalen, fordi man skal viderebringe budskaber, der ikke altid er positive.

”Som regel skal vi fortælle forældrene, at deres barn har nogle grundlæggende vanskeligheder. Vi fører dagbog, og jeg trækker nogle eksempler fra hverdagen frem for at beskrive, hvordan vi oplever barnet. Det kan handle om, at barnet har svært ved at skabe initiativ til leg og danne venskaber. Det er kompliceret at lære at lege, fordi det bl.a kræver en konstant dialog og evnen til at sætte sig i den andens sted, og det har nogle af vores børn typisk svært ved”, siger Birgit Kvist Rønnest.

Hun kan godt forstå, at det er hårdt som forældre at få at vide, at ens barn har nogle alvorlige vanskeligheder, og at mange forældre reagerer voldsomt i løbet af en samtale.

”De kan godt blive sure og vrede på os. Det er svært at få at vide, at ens barn ikke kan finde ud af at noget så grundlæggende værdifuldt som at lege og danne venskaber. Og det er ikke altid, at de er enige med os. Forældre siger fx, at de ikke forstår, hvad vi siger, fordi de har set, at deres barn spurgte de andre børn, om de ville lege ude på legepladsen. Og det er rigtigt, men det andet er altså også tilfældet, kan vi se.

Der er gange, hvor barnet ikke formår at lege, og så bliver det en negativ er faring. Nogle børn er meget passive, mens andre bryder ind i legen og råber og tager de andres ting, fordi de ikke har indføling i deres leg. Mange af bør nene har brug for en voksen hele tiden til at støtte dem, og det kan de ikke få, selv om specialgruppen er godt norme ret”, siger Birgit Kvist Rønnest.

FORÆLDRENE ER I KRISE

Som pædagog og forældre har man forskellige synsvinkler, og det er klart, at barnet med to kendte forældre og et trygt miljø reagerer anderledes, end det gør i en daginstitution, hvor der er mange børn og voksne og større krav at forholde sig til, mener Birgit Kvist Rønnest.

Når de laver test, kan de se, at kur verne oftest følger hinanden, men at de oftere vurderer barnet som meget dårligere i forhold til normaludviklingen, end forældrene gør. Det er det dilemma, man som pædagog står i, når man har samtaler med forældrene og skal fortælle om de store sociale problemer, opmærksomhedsproblemer og sproglige problemer, som børnene typisk har.
”De sproglige ting kan forældre godt fornemme, men de vil ikke acceptere, at barnet har nogle gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Mange holder fast i, at barnet er lige som alle andre børn. Når de kommer hos os, har de forinden talt med psykologer og måske været til undersøgelser, men de er tit kritiske overfor psykologens vurdering og regner med, at der er tale om noget midlertidigt, inden barnet skal over i en almindelig børnehave”, siger Birgit Kvist Rønnest.

I de tilfælde hvor forældre er helt uenige med pædagogen om barnets vanskeligheder, bliver samtalen svær, synes Birgit Kvist Rønnest.

”De fleste forældre befinder sig i en stor krise. Det er meget hårdt at have fået sit ønskebarn og så fi nde ud af, at det bliver helt anderledes, end man hav de troet. Forældre udrykker tit frustra tion over, at de skal til så mange under søgelser, og at det ville være bedre, hvis vi bare lod dem være i fred. Det kan jeg sagtens forstå, men det handler måske også om, at de har svært ved hele tiden at blive mindet om, at deres barn har nogle alvorlige vanskeligheder”, siger Birgit Kvist Rønnest.
Det sværeste ved samtalerne er, når man ikke er på samme hold.

”Man risikerer at blive modspillere i stedet for medspillere, og det er meget uheldigt. Man skal helst undgå, at det bliver en kamp om, hvem der vinder, for det handler om at komme videre og få lagt et fælles mål for barnet. Det skal ikke blive terapi for forældrene, for barnet er vores første prioritet. Vi bliver børnenes forsvar, men det synes foræl drene også, at de er, og så kan det blive sådan et underligt misk-mask”, siger Birgit Kvist Rønnest.

Den gode samtale er den, hvor den modstand, som forældrene kan have, bliver brudt, og der opstår en god for ståelse. Så er man kommet langt, synes Birgit Kvist Rønnest, og heldigvis er for ældrene i de allerfl este tilfælde glade og kan se, at barnet udvikler sig bedre efter at være kommet i en specialgruppe, hvor der er mere tid og fl ere ressourcer til det.

”Men typisk kan det efter en lang opadgående periode gå lidt tilbage det sidste stykke tid, inden barnet skal i skole. Hvis der er tale om medicinering af barnet eller diagnosticering, så er det almindeligt, at en af forældrene reagerer med modstand. Og så risikerer man, at den opbyggede tillid ryger, og at foræl drene oplever, at vi nu svigter dem. Det er vanskeligt, hvis vi ikke får afsluttet på en ordentlig måde og ender med en negativ evaluering. Og derfor fokuserer vi på et helhedsbillede i stedet for en fragmenteret evaluering.”

”Måske skulle man indlægge en evaluering til sidst i samtalen, så forældrene også fi k mulighed for samle op. Det er ikke nemt at sidde over for tre eksperter og synes, at man gør sit bedste for at stimulere sit barn, mens man får at vide, at barnet reagerer anderledes, og derfor ikke udvikler sig som forventet”, siger Birgit Kvist Rønnest.

FØLTE DET SOM EN KRITIK AF MIG

I dag er hun ikke nervøs for forældre samtalen, men det var hun, da de var en nystartet specialgruppe og havde en periode med børn, der fyldte meget.

”Dengang følte jeg lidt, at det var dem mod os, og det er ikke givtigt for nogen parter. Vi vidste, at forældrene holdt møde om os, og børnene kunne også mærke de spændinger. Sådan er det heldigvis ikke mere. Vi har efter fem år fundet hinanden som team, og det ændrer alt”, siger Birgit Kvist Røn nest, der har arbejdet med børn med specielle behov siden hun blev uddannet som socialpædagog i 1990.

Selv om hun har mange erfaringer og stor indsigt i sit fag og arbejde, så bli ver det aldrig rutine. Hun bliver altid på virket af en samtale, og sådan skal det være, selv om det indimellem er hårdt at skulle rumme de konflikter og følelser.

”Der var engang en far, der råbte vredt efter mig, og der blev jeg så rystet, at jeg skyndte mig hjem og låste døren efter mig. Det plejer jeg aldrig at gøre, men jeg var bange for, at han ville kom me efter mig, selv om det selvfølgelig var i min fantasi. Da jeg ringede og talte med mine kolleger, blev jeg beroliget. Men det var voldsomt”, siger Birgit Kvist Rønnest.

Selv om det var et enkeltstående eksempel, så synes hun nemt, at man som pædagog kan komme til at føle sig utilstrækkelig efter en svær samtale.

”Jeg føler tit ikke, at jeg gør det godt nok. Forældrene er, hvis man taler marketing-sprog, mine kunder, og at de ikke er tilfredse med den vare, som jeg leverer, er jeg nødt til at rumme. I værste fald kan forældre ende med at straffe én ved ikke at ville tale med én for at statuere, at de er uenige om det som foregår. Og der kan være noget overgrebsagtigt over det fra vores side.
Vi fortæller dem noget, de ikke vil høre og mange håber og tror, at deres barns problemer er forbigående. Der er man som pædagog nødt til at nå ind til dem og være så ærlig som mulig og sige tin gene så respektfuldt som muligt.”

DEN VIGTIGE ANERKENDELSE

Birgit Kvist Rønnest sørger altid for at være i overskud, når hun skal ind til en samtale og beder en kollega tage over, hvis hun kan mærke, at hun har en pe riode, hvor hun er lidt sart.

”Jeg synes, at det kræver overskud.Det, der slider er tvivlen på, om det, man gør, er godt nok. Jeg kan huske, at jeg brød grædende sammen, da den dreng, som jeg havde været primærpæ- dagog på, holdt op. Jeg følte ikke, at jeg havde gjort det godt nok, fordi han ikke var kommet særligt langt, og hvorfor var han ikke det?”

”Forinden havde mine kolleger givet udtryk for, at drengen havde det meget vanskeligt og fyldte meget i gruppen. Det tog jeg som en personlig kritik af mit arbejde, for han var jo ”mit barn”.

Da vi talte om det bagefter, sagde de til mig: ”Jamen Birgit, der var ikke nogen anden end dig, der kunne have klaret den opgave”, og jeg fi k også efterføl gende at vide, at den rapport jeg havde lavet, var god”, siger Birgit Kvist Røn nest.

Episoden viste hende, hvor vigtigt det er at få anerkendelsen fra sine kol leger og tale sammen om de svære ting, men den fi k hende også til at forstå for ældrene bedre.

”Jeg kom til at tænke på, at foræl drene på samme måde føler sig kritise rede, når vi fortæller dem ting om deres barn. Vi forsøger altid at fritage dem for den skyld, som mange føler, og forklare at der er tale om nogle dybereliggende årsager, der både er neurologiske og genetiske. Der er altid en risiko for, at samtalerne bliver lidt terapi-agtigt, og vi er ikke terapeuter, selv om vi bevæger os i de grænseområder. Derfor holder vi os til fakta og prøver at coache dem i forhold til barnet og fortælle, at vi kan se, at det virker, at man er meget kon sekvent og har hverdagen lagt i faste rammer. Alle lever ret travle liv i dag, og jeg kan godt sige til et forældrepar, at ”hvis I skal alt det i weekenden, så prøv at forklar barnet det fx med billeder, så det er med på, hvad der skal ske”, siger Birgit Kvist Rønnest.

Hun synes, at det er vigtigt hele tiden være anerkendende som personale over for forældrene.

”Vi forsøger at komme dem i møde hver dag og fortælle, at det går godt, og husker på at formidle små sjove episo der fra hverdagen. Men som personale gruppe er det vigtigt hele tiden at være åben over for at blive bedre til arbejdet.
Det er udfordringen og det, der gør job bet krævende, men også spændende.”

BEHOV FOR MERE SUPERVISION

Birgit Kvist Rønnest og hendes kolleger har fået supervision af kommunen en gang sidste år, men det er ikke nær nok.

”Det er vigtigt at få efteruddannelse og supervision, men det skal være me get mere kontinuerligt. Vi står over for nogle forældre, der er i krise og som famler sig frem, og vi befinder os ude i et minefelt. Jeg føler mig ofte usikker og kunne godt blive meget bedre til at fremlægge budskabet og være mere af klaret med, hvad vi skal med samtalen.

Nogen gange kan jeg godt komme i tvivl, om vi presser forældre for hårdt til en erkendelse. Vi prøver at være et spejl over for forældrene, men det ville være godt, hvis der var nogen, der var vores spejl og peger på ting, vi siger, som ikke gavner kommunikationen”, siger Birgit Kvist Rønnest.