OBS Hvorfor har vi ikke råd?

Af Elisabeth Lockert Lange

Det handler om MENNESKER

Skal det virkelig altid være økonomien der vinder og sætter dagsordenen? gu skal det ej, mener de tre formænd for LFS’ tre områder, daginstitutionsområdet, specialområdet og dagplejeområdet. Derfor sætter de et initiativ i gang med velfærd i fokus, og de lægger ud med en stor konference.

De satte sig sammen, de tre formænd, Helle Haslund fra specialområdet, Marianne Rosell fra dagplejeområdet og Kirsten Annette Christensen fra Almenområdet og tænkte: hvordan starter vi en proces, som gør at vores medlemmer som offentligt ansatte socialarbejdere står sammen og sammen med andre socialarbejdere i kampen for en bedre velfærd, for socialt arbejde som ikke blokeres af økonomi men tager udgangspunkt i det enkelte barn, den enkelte bruger, for et bedre arbejdsmiljø med mere arbejdsglæde, for evaluering som reelt bruges til bedre socialpædagogisk arbejde – og så videre.

De besluttede sig for en konference med velfærd i fokus til at starte på. Konferencen, som holdes tirsdag den 4. september kl. 14 til 18, er tænkt som startskud på et forløb, som senere også vil omfatte tematiserede fyraftensmøder. Konferencen har tre oplægsholdere, nordmanden Asbjørn Wahl som vil fortælle om erfaringerne fra Norge (hvor sammenholdet rent faktisk er lykkedes), Dennis Kristensen, FOAs formand om trepartforhandlinger og kvalitetsreform og pædagog og tidligere daginstitutionsleder gennem flere år Kirsten Egsgård, som sætter fokus på de pædagogiske arbejdspladser.

”Vores mål med dette projekt er at vores medlemmer som socialarbejdere bliver en naturlig del af velfærdsdebatten; at vi får den socialpædagogiske vinkel tydeligere ud i den offentlige diskussion. Vi brænder så meget for faget, for børnene, for brugerne, men vi skal også tage del i den brede velfærdsdebat, hvor vores fag er en del af helheden. Med denne konference håber vi at vi får fat i dem, der har holdninger, men som ikke nødvendigvis ser sig selv som politisk aktive”, fortæller de.

For at kunne tage stilling og blande sig er det nødvendigt med facts og viden, med bud på hvor vi er på vej hen, noget til at blive klogere på.
”Processen skal styrke håbet og fælleskabet og viljen til at gøre noget i fællesskab. Det skal være en faglig oprustning, så vi alle føler at det nytter noget at stå sammen. Og vi er jo mange, som bør kunne stå sammen – for vi er mange. Det skal brede sig som ringe i vandet.”
Kirsten Annette Christensen glæder sig ikke mindst til at præsentere deltagerne for Asbjørn Wahl.

”Han er en del af den norske velfærdskamp, hvor de har samlet kræfterne og derfor har det rykket. Det har vi brug for herhjemme, så vi ikke splittes mere op, end vi allerede er. Vi skal stå sammen om at udvikle kvaliteten i det offentlige. Og vi vil gerne være med til at skabe den samling.

Et snigende skred

Og hvad er så egentlig begrebet det brede velfærd, sådan mere præcist?
Kirsten Annette Christensen er ikke i tvivl: det handler om borgerrettigheder og om en infrastruktur, som skal fungere.

”Jeg husker stadig en tid, hvor ydelser ikke var rettigheder; nogen sad og skønnede, hvem der havde gjort sig fortjent til hvad. At borgerrettigheder er for alle, er for mig grundlæggende.

Også til at sikre at alle har lige muligheder fx til uddannelse, hvis lyst og evner er der. Det er også vigtigt for mig at have en erkendelse af at jeg som medborger også har ansvar for andre mennesker.”

De andre to nikker. Og Marianne Rosell fortsætter: ”For mig betyder det også i høj grad et sikkerhedsnet, som er så finmasket, at det kan rumme alle former for menneskelighed.

Det er også det, vi borgere betaler til, så det er et spørgsmål om at bruge pengene rigtig. Og maskerne er blevet for store, for mange mennesker falder igennem dem.” Helle Haslund supplerer: ”Velfærd handler også om et overskud, som ikke er penge.

Et overskud til at rumme udsatte grupper, som falder uden for normen, til at hjælpe disse grupper. Fx til at sikre at mennesker, som ikke kan klare at være på arbejdsmarkedet, får muligheder som svarer til det de kan håndtere.”

Velfærd handler jo om mennesker. Så hvorfor er det altid økonomien der vinder? Og hvorfor finder vi os i et samfund, som altid sætter økonomi før mennesker?
For der sker i disse år et snigende skred tilbage igen. Vi ser det igen og igen, den som er stærkest og råber højest, og helst i medierne, kommer først til, springer ventelisten over og får operationen før de andre, får en hjemmehjælper, eller hvad det nu kan være.

”De der kan kræve, får retten, de kommer først i køen, det bliver med andre ord de stærkes rettigheder. Det er tydeligvis den vej det går, på grund af lange ventelister og andet i samfundet, der ikke fungerer”, peger de på.
Og Kirsten Annette Christensen tilføjer undrende: ”Det er underligt. Vi har aldrig haft så meget rigdom, og alligevel bliver vi mindre og mindre rummelige.”

Ja og i stigende grad egoistiske, tilføjer Marianne Rosell.
Hun fortæller om en enkel lille oplevelse. Hun ventede i sin bil i en kø en dag foran en rundkørsel. En af de andre ventende biler tog pludselig turen rundt den anden vej, han gad ikke vente mere. ”Hvorfor tog han sig ret til det? Han kunne have skadet andre mennesker.”

Arbejdsglæde ?

Velfærd handler også om arbejdsglæde, et godt arbejdsmiljø. Noget som har svære kår i det offentlige i disse år, hvor de ansatte bombarderes med krav, reformer, evalueringer og masser af bureaukrati.

Hvordan finder vi arbejdsglæden frem igen? Se bare på sygefraværet (som stadig stiger i Københavns Kommune). Med alle de krav og regler der kommer fra oven, må folk jo spørger sig selv, hvor deres indflydelse er, hvor deres viden bliver brugt.

Helle Haslund uddyber: ”At arbejdsmiljøet bliver ringere og ringere, hører vi selvfølgelig en hel del om herinde i LFS. Folk skal nå mere på den samme tid, og så skal de dokumentere deres indsats. Det er jo en fælles kasse, så derfor skal det dokumenteres, at vi får mest muligt for pengene. Men den måde det bruges på, ser jeg som et stort problem. Det der måles bliver det vigtigt at få resultater på, men hvad med alt det andet? Det der ikke dokumenteres, får ikke fokus og bliver usynligt. Og derfor får det heller ingen penge. Og hvor er det så henne?”

Hun kommer med et eksempel: screening af børn.
”I en screening udvælger man et snit her og nu, og det sammenligner man så med samme snit næste år. Men det siger jo intet om, hvordan familien fungerer, om barnet er udsat eller har behov for noget andet. Det bliver aldrig et hele-vejen-rundt billede, man opdager ikke hvordan resten af livet rundt om barnet fungerer. Og det mest bekymrende er at det bliver hvad jeg vil kalde hovsa-snit, fordi politikere fungerer sådan at de reagerer på især mediehistorier. Vi socialpædagogisk personale skal sætte helhed på dagsordenen, vi skal bruge evaluering og dokumentation til at understøtte den socialpædagogiske indsats."

Kirsten Annette Christensen følger op:
”Vi er ikke uenig i at evaluering og dokumentation kan være en god idé, det skal bare bruges til det rigtige. Og det er vores opgave at sørge for at dokumentationen bruges til mere velfærd.

I en dokumentation får vi jo svar på nogle spørgsmål, og nu bruges svarene til at putte folk i kasser og se, hvor man kan spare penge. Men svarene skal bruges til at sikre den rigtige indsats til et barn eller bruger. Til at sikre mere velfærd. Der skal vi socialarbejdere, vi pædagogisk personale, på banen. Hvor længe vil vi fi nde os i dette sorteringssamfund?”

Økonomien vinder altid

Marianne Rosell fortæller om en forhandling med en kommune, som med et pennestrøg vil afskaffe den gode ordning, som dagplejerne i kommunen har, og som de i øvrigt også selv via overenskomstkronerne har betalt til.
”Kommunen giver med den ene hånd og tager med den anden. Hvad nytter gode kurser i læreplaner, når kommunerne så ved næste budgetvedtagelse sparer ved at sætte børnetallet op? Så falder det til jorden, for hvornår er der så tid? Økonomien vinder altid, og det går ud over kvaliteten.

Vi producerer selv kommende problemer på den måde, når personalet skal vælge hvis barns behov de skal opfylde, når de nu ikke kan nå dem alle. Det er beskæmmende og tegn på lav velfærd”, siger hun og fortsætter:
”Det store problem og der, hvor velfærden lider, er at pengene bruges på bestemte udvalgte ting, mens andre områder af det socialpædagogiske arbejde tilsvarende nedprioriteres.

Medarbejderne oplever at der ikke er penge til det vigtige. Og økonomien får hånds- og halsret over, hvad der laves af socialpædagogisk arbejde. Men velfærd er også muligheden for at kunne gøre det, man synes man skal gøre.”

Hun peger også på en anden vigtig side af velfærd, nemlig den nødvendige opkvalificering af medarbejderne.

”Som ansat oplever man at man ganske vist kommer til medarbejderudviklingssamtaler og får afdækket behov for efteruddannelse eller opkvalficering. Det er en forudsætning for velfærd at vi som personale er opkvalifi ceret. Men der er jo ikke penge til det, så året efter kan man mødes og konkludere det samme. Hvis vi ellers er der, for tryghed i ansættelsen holder snart ikke meget længere end til et nyt budgetår. Det giver ikke arbejdsglæde.”
Helle Haslund supplerer:

”Ja, folk bruger deres ressourcer og giver – også ud over hvad de har ressourcer til. Det er noget af det dejlige ved socialpædagogisk arbejde, men det slider jo. Og de får ikke fyldt på.”

Når ord drejes

Og Københavns Kommunes indsats for velfærd for både ansatte, børn og brugere? De tre formænd sukker. Og fortæller om tiltag som er helt hen i vejret, og som modarbejder gode arbejdspladser og velfærd. Fx ønsket om at sygefraværet skal falde, som førte til den vanvittige beslutning, at det gør det så, og bedst hvis man allerede med det samme sparer det ønskede mindre sygefravær væk på arbejdspladser. Uden i øvrigt at sikre sig at der er realiteter i det. Det reelle ord for det er nedskæring.

Eller hvad med beslutningen om at nu skulle specialinstitutionerne arbejde tværfagligt. At de naturligvis allerede gjorde det, når det var relevant, blev overhørt. Og rigtig mange timer blev spildt med at deltage i fuldstændig irrelevante møder for tværfaglighedens skyld. Det gik der flere år med.

Eller hvad med afbureaukratiseringen, som Københavns Kommune påstår de gerne arbejde for. Alligevel er de i gang med alle tiders bureaukratiseringsprojekt kaldet performance management.

”På den måde får ord, som altid har haft en entydig betydning, en ny drejning, en ny betydning. Politikerne er dygtige ordvendere. Fx rettigheder, solidaritet og velfærd får, ikke mindst i regeringens mund, hele nye betydninger”, peger Helle Haslund på.

Der tales meget om rummelighed på arbejdsmarkedet, alle skal ud på det. Spørgsmålet er jo om der er plads til alle, rummelighed til det?

At rummelighed er en vigtig del af velfærd, er de tre formænd enige om. Også at det er en del som i den grad halter.

Det gælder ikke kun slid og sygdom, manglende fleksjobs og ønske om at sætte pensionsalderen op, samtidig med at arbejdsmarkedet ikke vil have hverken gamle eller slidte mennesker.

Det gælder også mennesker, som er rigtig god til nogle aktiviteter fx, men som falder igennem på andre områder.

”Dem kunne de pædagogiske arbejdspladser ofte rumme tidligere. Og vi ville gerne, fordi vi kunne se at de var rigtig gode til nogle vigtige ting. Så kompenserede vi for de egenskaber, de manglede. Det ville ikke kunne lade sig gøre i dag, fordi arbejdspladserne er nogle helt andre nu. Nu er det altid økonomien, der vinder”, siger Kirsten Annette Christensen.

Arbejdspladserne har også ændret sig i forhold til det fællesskab og det samarbejde, som er så vigtigt.

”I gamle dage levede det pædagogiske personale i små enklaver og arbejdede hver for sig. Det brød vi ud af og samarbejdede mere og mere. Men nu er vi igen havnet der, hvor arbejdspladserne er øde øer, som hver især forsvarer deres del. Det handler selvfølgelig om den økonomistyring, som kommunen har valgt, men uanset så skal vi have samarbejdet tilbage igen.
Det er nødvendigt med fællesskabet, det er sjovt for alle, og måske ser vi at vores problemer er de samme, at de er fælles?”

Den faglige selvfølelse, det faglige ansvar skal styrkes. Og det vil tre formænd bl.a. bruge konferencen til:

”Hvorfor finder vi os i et samfund, hvis dagsorden handler om økonomi og ikke om mennesker? Vi skal finde de ”gamle”
ord frem igen, at vi er børnenes og brugernes advokater. Vi har et ansvar, vi ser jo hvad der sker. Det skal vi stå ved, det er vejen frem for faget og vores selvfølelse.”