Af Eliserbeth Lockert Lange

Mellem kontrol og refleksion

Med kravet om at alle dagtilbud skal arbejde med læreplaner, tages der ikke hensyn til dagplejernes særlige forhold, først og fremmest at når de arbejder med læreplaner og dokumentation gør de det i høj grad individuelt.

Hvis læreplaner skal være et refleksions og udviklingsredskab og ikke kun et middel til kontrol, også for dagplejerne, så skal der skabes ejerskab til arbejdet, der skal gives kurser, ro, tid og ikke mindst skabes respekt om dagplejernes læringsrum.

Lad os slå det fast fra helt fra starten: ingen ved mere om dagpleje end dagplejere. De er eksperterne på det pædagogiske arbejde, de udfører i dagplejen.

Den oplevelse af egen ekspertise er det vigtigt at holde fast i, mener Susanne Jørgensen. Hun er pædagog og cand.scient. soc., ansat som uddannelsesplanlægger og underviser på Sosu C, som står for Social- og sundhedsuddannelses Centret. Her har hun i et års tid fået de pædagogiske AMU-kurser på centret op at stå, bl.a. kurser for dagplejere i pædagogiske læreplaner og dokumentation.

Siden 1. august 2004 har alle dagtilbud skullet udarbejde pædagogiske læreplaner. Læreplanerne er et led i arbejdet med at dokumentere de 0-6 åriges læring og udvikling. Hvordan de vil gøre det er op til det enkelte dagtilbud, men de skal forholde sig til de seks hovedtemaer eller kompetencer: barnets alsidige personlige udvikling, sociale kompetencer, sprog, krop og bevægelse, natur og kultur. Et arbejde som kræver at de ansatte i dagtilbudene, herunder dagplejerne, selv får mulighed for læring og udvikling.

Og det er ikke altid let. At manøvrere mellem den kontrol, som (også) ligger i de politiske krav til læreplaner og dokumentation, og samtidig fordybe sig i sit eget læringsrum og tage ejerskab til de læreplaner man udvikler for børnenes læring, det kræver sin dagplejer.

På Sosu Cs fem-dages kurser i læreplaner og dokumentation oplever Susanne Jørgensen at første trin er at tage hånd om de frustrationer som dagplejerne møder op med; deres utilfredshed med om der nu stilles spørgsmålstegn ved deres praksis, deres tvivl: er det da ikke godt nok det de laver i det daglige, at de nu skal dokumentere det. Og hvis de ikke kan dokumentere, bliver de så fyret? Spekulerer de.

”Der er mange tanker og bekymringer, som skal på bordet, før læringsrummet kan etableres, og det er nødvendigt, for det, dagplejerne møder med, skal tages alvorligt.”

Først derefter kan hun tage fat på at sætte de seks kompetencer i sammenhæng med virksomhedsplan og mål; hvordan man kan arbejde med læreplaner, så man kan dokumentere det man laver, evaluere og sætte nye mål.

Spændingsfelt

Læreplanerne har fra lovgiverens side to intentioner. Dels at skabe et læringsrum for både børn og voksne og dermed udvikle et pædagogisk fagligt udviklingsværktøj. Dels at kontrollere arbejdet i kommunerne.

”Det er dette spændingsfelt, man også skal se arbejdet med læreplaner i. De giver mulighed for et pædagogisk udviklingsværktøj, men de er også et politisk værktøj til kontrol fra både kommunalbestyrelser og forældrebestyrelsers side”, vurderer Susanne Jørgensen.

I dette spændingsfelt står dagplejerne i en helt særlig situation på grund af deres egenart, deres helt særlige arbejdsforhold.
Først og fremmest at de i højere grad er alene, og at man ikke kræver en bestemt uddannelsesmæssig baggrund til jobbet. Nu skal dagplejerne så arbejde med læreplaner og dokumentation, et arbejde som til tider kan blive både skriftligt og teoretisk.

”Det at arbejde med læreplaner alene er noget ganske andet end at gøre det i en daginstitution. Der indgår læreplanerne i en institutionel ramme og en faglig terminologi, og nogle af de ansatte er ildsjæle, andre putter sig lidt. Som dagplejer kan man ikke putte sig, de skal hver især afl evere noget skriftligt. Kravene er med andre ord blødt lidt op, inden de lander hos den enkelte i institutionen, i dagplejen slår kravet direkte igennem hos den enkelte. Og det opleves netop som krav snarere end som en udviklingsmulighed – inden de kommer på kursus. Der møder jeg deres frustration, følelsen af at det ikke godt nok det de gør, når de nu skal kontrolleres.”

For inden kurset er kontroldelen i fokus, det er den der fylder for dagplejerne. Susanne Jørgensens ærinde er at få vendt fokus – til udviklingsdelen.
”Jeg skal skabe ejerskab til det refl eksionsværktøj, der også er i læreplansarbejdet. Og det lykkes på kurserne, de oplever det simpelthen i kroppen. Det er tydeligt at se at de bevæger sig fra at arbejdet er noget, som tager energi, til at det giver energi.

Fra krav man frygter man ikke kan honorere til et redskab til at opdage ens egen praksis på ny.”

Her kommer oplevelsen af egen ekspertise ind i billedet. For når dagplejerne kun mærker kravet, så stiller de spørgsmålstegn ved deres egen praksis, i stedet for at tage afsæt i den.

”Nogle spørger simpelthen: ”hvem har facitlisten til vores læreplan?”
Meget kan med andre ord gå galt. Hvis man møder dagplejerne med politiske intentioner om kontrol, og det ender i en oplevelse af at andre og ikke de selv er eksperter, så underminerer man deres praksis og sætter spørgsmålstegn ved deres lange erfaring. Den oplevelse skal vendes til muligheder, så det de kan bliver synliggjort, og så de får en tiltrængt anerkendelse.
Det forudsætter ejerskab, at læreplaner og dokumentation bliver deres værktøj. Hvis der er for meget pres og krav fra oven, så afmonterer man refl eksionsværktøjet, og så er der kun kontrollen tilbage.”

Kravene kommer i øvrigt ikke kun ovenfra, de kommer også fra forældrebestyrelser, som evaluerer læreplanerne. Og de kan have svært ved at bedømme præcist, hvad der sker i forskellige situationer, og de ser måske ikke det børnesyn der ligger bag, vurderer Susanne Jørgensen.

Hun eksemplifi cerer: Et barn, som ikke er udklædt, slår katten af tønden. Teksten under handler om at barnet valgte ikke at være udklædt.

”Den tekst viser en overvejelse i forhold til barnets selvbestemmelse, den viser et bestemt børnesyn. Dagplejeren har tænkt over at det er vigtigere at børn har det sjovt, end at de er fi nt udklædte, og hun anerkender barnets ret til at bestemme selv. Det forstår forældrebestyrelsen måske ikke, men bør tro på at dagplejeren ved hvad hun gør. Dagplejerne må til gengæld kunne holde ud, at de ikke nødvendigvis bliver forstået, og at det kan kræve en ”oversættelse” til forældrene.”

Respekt om læringsrum

Til at etablere læringsrummet og udvikle refl eksionen er kurser i læreplaner og dokumentation vigtige, mener Susanne Jørgensen.
Men det er også vigtigt at der kommer en anerkendelse af at etableringen af læringsrummet og arbejdet med læreplanerne er en proces, som tager tid, kræver tryghed, ro, anerkendelse og opbakning.

I den sammenhæng spiller dagplejelederne en vigtig rolle, peger hun på, som en slags buffere mellem politikernes krav oppefra og dagplejernes læringsrum. De kan sørge for at kravene ikke lander hos dagplejeren uden forudsætninger, og de kan sikre at dagplejerne kommer på kurser, at de får den tid og ro til processen, som skal til for at gøre det til en succes.

”På samme måde som vi respekterer børnenes læringsrum, skal dagplejernes læringsrum respekteres. Man bør ikke stille nye krav til medarbejdergrupper, uden at man samtidig giver dem redskaberne til at indfri de krav. Hvis dagplejerne skal lave et stykke læreplansarbejde omkring et emne, så forudsætter det at de får et læringsrum til fordybelse.”

”Og som sagt står dagplejerne med deres arbejdsvilkår i en særlig situation, som politikerne bør tænke ind. Nogle dagplejere har oplevet at der endog stilles krav om, at de skal dokumentere teoretisk baggrund for de forskellige valg i arbejdet med læreplaner. Det er krav, der slet ikke tager højde for dagplejernes særlige vilkår og forudsætninger.” Når dagplejerne går rundt med sådanne krav over hovedet, vil de ofte gå efter at lave ”det rigtige produkt”.

”Men det er processen, der er vigtig i arbejdet, det er der udviklingsmulighederne ligger. Det er i processen med læreplanerne at dagplejerne opdager deres egen faglighed, det er der potentialet er for at udvikle sig.”

Det handler med andre ord om at få de gode muligheder ud af arbejdet med læreplaner, vurderer hun.

”Hvordan gør vi det så sjovt som muligt, hvordan får vi en så energifyldt udviklingsproces ud af det som muligt? Mit bud er at der skal fokus på dagplejernes læringsrum, med respekt processen.Fagligheden skal italesættes, så tror jeg man får skærpet sit blik. For det er også vigtigt at skabe rammer for det sprog, man skal have sammen, det skal der også være tid til at udvikle og til at integrere i ens eget sprog. Der er et stort potentiale i at man med læreplaner og dokumentation får mere fokus på faglighed og fagets terminologi.”

Og det sker:

”Dagplejerne starter med korslagte arme og skepsis, og de når til en åbenhed og en erkendelse af at pædagogik er alle de små ting, de gør i hverdagen. Det gælder om at udfordre det der er, uden at underkende det. Læringsprocessen skal ske i forlængelse af deres egen praksis. Ejerskab og anerkendelse er nøgleord. Oplevelsen af krav vendes til noget lystfyldt, når de får gjort det til deres eget, og det er blevet meningsfyldt. Det er så stærkt at se den forandring.”