Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Af Elisabeth Lockert Lange
Legepladsernes potentiale
Spar ikke bemandingen væk på flere af legepladserne. Udvikl i stedet deres potentiale så de møder brugernes behov. bevar midlerne og saml kræfter, personale og indsats på færre legepladser gerne med temaer som fx natur og trafik. sådan lyder opfordringen fra legepladsansat gennem 21 år Richard Betts
Måske er hun på rundtur til alle de (endnu) bemandede legepladser. I hvert fald kommer Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard lige fra Ørstedsparken, da hun svingende med cykelhjelmen dukker op på Trafiklegepladsen i Fælledparken. Og ytrer at hun jo gerne vil se ting selv, i virkeligheden, og tale med folk.
Det er al ære værd, og hun lytter også interesseret til legepladsleder gennem 22 år Tonny Yde Jensens introduktion om Trafiklegepladsen, mens han viser hende rundt på de velpassede men på dette tidspunkt relativt øde "gader" mens trafiklyset skifter fra rødt til grønt og tilbage igen.
Ritt Bjerregaard undrer sig og spørger til go-carts (over 20 år gamle men velholdte) og cykler (de to kategorier holdes adskilt på banen) og nikker: ja det er værdifuldt at lære at cykle, og lære hvordan man forholder sig i trafikken.
Vi er i et mellemtidspunkt, mellem formiddagens besøg af to skoleklasser (ca. 1 1/2 time hver) eller et par daginstitutioner og fritidshjemsbørnenes invasion senere på eftermiddagen.
Og politiet, som ofte underviser på "vejene", er der heller ikke i dag.
Mange skoler og institutionerne ringer hvert år for at få plads,Trafiklegepladsen må sige nej til mange. Dog er to-tredjedel af de besøgende "private". Børn som ikke går i daginstitution, og som kommer med eller uden mor og far, børn som kommer efter skole eller efter fritidshjem, forældre som lærer deres børn at cykle i weekenden. Mange har deres egen cykel med (efter et bestemt tidsrum er trafiklegepladsen de to-hjuledes) og de kommer fra hele København. Der er også et hold indvandrerkvinder, som lærer at cykle på de beskyttede veje. Og legepladsen har selvfølgelig et samarbejde kørende med Dansk Cyklist Forbund.
Ud over banen er der et mindre hus med undervisningslokale. Her læres de trafikregler, som senere afprøves på selve banen.
Forfalder
Bemandingen på de legepladser, der endnu er tilbage som bemandede legepladser, er som så meget andet i spil i spareplanerne. Faktisk har Børne- og Ungdomsforvaltningen, som legepladserne forvaltningsmæssigt ligger under nu, talt om helt at droppe al bemanding, og altså i realiteten nedlægge begrebet bemandede legepladser.
Når man ser på, hvad der sker med de legepladser, hvor bemandingen er fjernet, er det tydeligt at det er ensbetydende med at legepladserne i løbet af ret kort tid overtages af andre grupper af borgere end de var tiltænkt, bl.a. narkomaner, pushere og unge med en ret så dominerende attitude.
Det er svært for de mindre børn, som bare gerne vil spille bold, at få en fod til jorden i det selskab. Rent fysisk sker der også hurtigt noget med legepladser, som står uden bemanding. De forfalder, når ingen mere holder et årvågent øje med dem. Det kan man se, hvis man gør sig den ulejlighed at besøge tidligere bemandede legepladser som fx Kirsebærhaven i Valby. Her stod rutschebanen alt for længe og var i stykker, uden at nogen tog sig af det.
Og de mange tosprogede børn i området, som engang havde legepladsen som en base under opsyn, er nu overladt til de større børn på den ubemandede legeplads (hvilket ikke altid er en god idé). Det er med andre ord gået som mange borgere frygtede, en frygt som en del også udtrykte offentligt. At den skæbne overgår Trafiklegepladsen, ønsker de to ansatte for enhver pris at forhindre.
For ud over legepladslederen er der legepladspædagog Richard Betts. Og man kan bestemt heller ikke anklage ham for at være fl ygtig; han har arbejdet på legepladsen i 21 år. De fem af årene var han tillidsrepræsentant for de legepladsansatte.
I alle årene har han med uformindsket engagement talt legepladsernes sag og ikke mindst deres udvikling. Gennem årene har Richard Betts haft centrale udvalgsposter, og via disse poster har han forsøgt at få politikerne til at se potentialet i det område, de har haft mellem hænderne ? og forhindre lukninger og nedskæringer.
Noget af det, der har været sværest at arbejde med, har været det at skifte forvaltning i tide og utide. Aldrig så snart en konference og en masse benarbejde har gjort legepladsernes rolle og potentiale tydelig for en forvaltning og dens politikere, så er legepladserne som område blevet flyttet. Til fx Vej og Park, Kultur og fritid, Familie- og Arbejdsmarked, og nu senest til Børne- og Ungdom.
Potentialet
Richard Betts er med egne ord harmfuld over at Københavns Kommune lukker bemandingen på legeplads efter legeplads, og det er han ikke bleg for at fortælle Ritt Bjerregaard, da hun er på besøg. Harmfuld fordi det ødelægger legepladserne, som overtages af andre end de mindre børn.
Han giver overborgmesteren et kort rids af den turbulente fortid især med vægt på de positive begivenheder, som fx da en ny leder af parkafdelingen satte en udvikling i gang med bl.a. et strategiudvalg, hvor Richard Betts deltog i en årrække.
"Målet var at ændre legepladsområdets struktur, så det passer til børnefamiliernes behov. Skabe fremtidens legeplads." Og netop det er stadig hans mål, er det tydeligt at høre, mens han taler med Ritt Bjerregaard. Og det undrer ham at når han (og andre deltagere i legepladsernes tværgående kontaktudvalg) har alle forslag og argumenter til legepladsernes fremtidige udvikling og struktur klar, at når de så kommer over i en ny forvaltning, så starter det hele forfra. Ingen steder ved de åbenbart rigtig, hvad de skal stille op med området.
De ser ikke potentialet. Det håber han til gengæld at Ritt Bjerregaard gør. Hun ser i hvert fald mangfoldigheden, når hun besøger den ene legeplads efter den anden.
Fremtiden og forældrenes behov er ikke at legepladsen "lukker" kl. 16.30 (altså bemandingen ophører og alt låses inde; banen som sådan er åben).
Og forældrene kommer. Deri ligger potentialet. Børnefamilierne har behov for et sted, hvor de kan mødes og lave aktiviteter sammen med støtte fra professionelle.
"Forældre vil gerne ud og integrere med hinanden. De hungrer efter et sted at komme ud og være med deres børn og møde andre. Og med pædagoger til at sætte aktiviteter i gang og sikre integrationen. Vi kan fx dele op i sæsoner og koncentrere os om børnefamilierne noget af tiden", vurderer Richard Betts.
Saml kræfterne
Richard Betts pointe er at integrationen måske ikke springer i øjnene, når ressourcesvage familiers børn mødes med andre ressourcesvage familiers børn først i skolen og derefter på legepladsen. Alt sammen i samme miljø, og ofte et indvandrermiljø.
En iagttagelse som overborgmesteren anfægter - det at møde andre og lære fx fodboldregler på legepladsen har en værdi, uanset.
Men er det integration, spørger Richard Betts. "Hvis indvandrerfamilier bruger legepladsen som institution, så får børnene ikke samme chance for integration som i en daginstitution."
Og kommer til sin vision: luk et antal legepladser men uden at tage midlerne. Og saml alle ressourcerne på et antal større enheder som fx naturlegeplads og trafiklegeplads (og man kunne måske også forestille sig en idrætslegeplads og en musiklegeplads, og der er sikkert flere muligheder). Og med åbningstider som svarer til forældrenes behov.
Ja nærheden ved de lokale legepladser forsvinder, men det gør den jo alligevel, når bemandingen lukkes ned, og andre grupper overtager legepladserne, argumenterer han. Gennem årene har de i udvalgene forsøgt med diverse analyser at vise at konsekvenserne af sådanne større enheder er større brugergrupper.
"Altså større mere tværgående temalegepladser", opsummerer Ritt Bjerregaard. Der er ingen tvivl om at hun ganske har forstået, hvad visionen går ud på. Hvad hun synes om den, er ikke til at se - men vil måske vise sig med tiden.
Trafiklegepladsen er på i alt 10.000 m2. Den ligger i Fælledparken med Gunnar Nu Hansens Plads 10 som adresse.
Her lærer børn fra 5 til 15 år trafi klære, og de leger og lærer både teoretisk og praktisk kendskab til reglerne for at færdes i trafikken i trygge omgivelser. Stedet er da også stærkt efterspurgt af både daginstitutioner og skoler.
I en tid hvor antallet af trafikdræbte stiger foruroligende, må det siges at et sted som Trafiklegepladsen i den grad har sin berettigelse.
Læs mere på www.kk.dk
Efterfølgende har Børne- og Ungdomsforvaltningen skrevet en status for de bemandede legepladser. I den skriver de at borgmestrene for henholdsvis Børne- og Ungdomsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget "har iværksat forhandlinger om overdragelse af arealerne på de bemandede legepladser til Teknik- og Miljøforvaltningen. Det pædagogiske personale tænkes forblive i Børne- og Ungdomsforvaltningen, så Børne- og Ungdomsforvaltningen kan fortsætte det pædagogiske arbejde". Opsplitningen skulle angiveligt give mulighed for en bedre udnyttelse af de offentlige arealer, da de bemandede legepladser kan indgå i den overordnede arealplanlægning og udnyttelse.
Børne- og Ungdomsforvaltningen vil bevare sin indfl ydelse på arealudviklingen via et udvalg med repræsentanter fra de bemandede legepladser. Og forvaltningen forventer i september 2007 ?at kunne fremlægge forslag om udviklingsinitiativer for de bemandede legepladser.? Det ser vi frem til med spænding.