Af Jan Hoby

En bog om vores historie

Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000

“Det er sejrherrerne, der skriver historien,“ lyder et berømt slagord. Der henvises normalt til, hvem der skriver historien efter en krig, men det passer også på, hvem der skriver historien om klassekampen. I størsteparten af historieskrivningen skrives arbejderne og deres kampe helt eller delvist ud af historien.

I stedet får vi historien om, hvordan erhvervsfolk, politikere og andre kendte personer har ageret – vi får historien om, hvordan disse personer har skabt historien.

Men arbejderne skaber historie. Dels fordi det er i kraft af lønarbejdernes slid og møje, at samfundet overhovedet kan fungere. Dels fordi arbejdernes krav og kampe sætter rammer for, hvordan magthaverne kan agere.

Selvom Anders Fogh Rasmussen har afl yst klassekampen, så fører han selv klassebevidst klassekamp. Men det gør den moderne arbejderklasse også. To eksempler springer i øjnene; det pædagogiske personales strejker og aktioner i efteråret 2006, og så sosu-assistenterne der før sommerferien i år satte gang i en strejkebølge med krav om en lønstigning på to til femtusind kroner mere om måneden og for bedre arbejdsforhold og fl ere ansatte. Fælles for begge strejkebølger har været at det er lavtlønnede kvinder, faglærte som ufaglærte, som er gået forrest i kampen.

Det skal derfor hilses velkomment, at Selskabet for Forskning i Arbejderbevægelsens Historie nu har udgivet værket “Arbejdernes Historie i Danmark 1800-2000“. Det er første gang i årtier, at der udkommer et samlet værk om den danske arbejderklasses historie, som fortæller historien uden at være bundet til et bestemt partipolitisk samfundssyn.

“Arbejdernes Historie“ udmærker sig på fl ere punkter. For det første fastholder forfatterne et klasseperspektiv. Forfatterne forklarer i introduktionen, hvordan samfundet er delt op i dem, der ejer produktionsmidlerne, og dem, der sælger deres arbejdskraft. Det giver dels anledning til konfl ikter i samfundet, dels til at nogle konfl ikter er mere væsentlige end andre, fordi det er konfl ikter mellem klasser – altså konfl ikter, der i bund og grund handler om fordelingen af goder og magt i samfundet.

For det andet fører forfatterne arbejdernes historie helt tilbage til omkring 1800, og det gør, at vi får hele historien med – ikke kun den periode, hvor industrialiseringen slår igennem fra 1870’erne. Det er vigtigt at beskæftige sig med historien, fordi den fortæller os, hvordan og hvorfor dagens samfund ser ud, som det gør.

Men for fagligt aktive og andre mennesker, som ønsker en bedre verden, er der yderligere to grunde til at læse historie.

For det første kan vi lære af historien. Selv om samfundet ændrer sig, så kan man altid drage paralleller mellem forskellige historiske begivenheder. Når vi skal lære af historien, så er det for at kunne optræde i klassekampen med større indsigt og undgå de fejltagelser, som vores forgængere har gjort. Der er mange eksempler på, at lederne i fagbevægelsen svigter deres løfter og deres medlemmer – med mindre de står over for en stærk bevægelse, der er organiseret på gulvplan og er villig til at kæmpe for sine krav.

For det andet fortæller historien os, at klassekampen går op og ned. Der er perioder med stilstand, der er perioder med oprør. Man kan nemt blive lullet i søvn i en periode uden videre aktivitet og så blive overrasket, når der bryder kampe ud.

Af disse grunde er det værd at læse “Arbejdernes Historie“.

Den eneste anke jeg har mod bogen er at den på trods af titlen ikke lader arbejderens stemme blive hørt mere. Det er i langt højere grad lederne i arbejderbevægelsen – partier og fagforeninger – der kommer til orde. Arbejderne er gennem store dele af bogen reduceret til tabeller og statistikker. Det er kun sporadisk, at vi får en fornemmelse af, hvad arbejderne gik og tænkte og følte ved situationen. Det er arbejderklassen der er interessant, som Karl Marx skriver i Det kommunistiske Manifest, så er arbejderklassens frigørelse, arbejderklassens eget værk.

Forfatterne har et klasseperspektiv, men de undgår at tage stilling til det centrale spørgsmål, at arbejderklassen altid slås for et mere værdigt liv og verden. Det kan nemt eftervises både teoretisk og empirisk, at arbejdernes og andre undertryktes kampe altid har drejet sig om en stræben efter større frihed og mere magt til at kunne bestemme sin egen skæbne.

Som Marx skrev: ”Fagforeningerne arbejder godt som modstandscentre mod kapitalens overgreb. De svigter delvis som følge af uforstandig brug af deres magt. De forfejler i almindelighed deres mål, hvis de indskrænker sig til guerillakrig mod virkningerne af det bestående system i stedet for samtidig at forsøge at omdanne det, i stedet for at bruge deres organiserede kraft som løftestang, for arbejderklassens endelige befrielse."

Bogen om arbejdernes historie, der er skrevet ud fra denne synsvinkel, arbejdernes kamp som en kamp for frigørelse fra kapitalismen, venter vi stadig på. I mellemtiden vil jeg kraftigt anbefale alle LFS’ medlemmer at læse denne bog.

Lars K. Christensen m.fl .:
“Arbejdernes Historie i Danmark 1800-2000“.

Udgivet af SFAH. 464 sider, 250 kr.