Af Elisabeth Lockert Lange

Råhygge i netværket

Netværket med caféen Valmuen i centrum for en masse aktiviteter er godt besøgt. Der planlægges rejser, laves teater, danses og ikke mindst snakkes der – alt sammen for at give udviklingshæmmede mennesker i byen oplevelser sammen med andre. Men bliver det arbejde prioriteret i fremtiden? Bliver der råd?

Bordene er dækket af pæne duge, der er lys og blomster på bordene – og mange er da også allerede bænket med en kop kaffe og en kage. De pæne borde med farver og festlighed er normen på caféen, for som pædagog og tillidsrepræsentant Eva Nordfjord siger, så skal brugerne af stedet have noget godt at se på. Mange af brugerne er ikke så velfungerende og har måske ikke noget særligt sprog, så det visuelle er meget vigtigt. I det hele tager lægges der op til sanserne, og ikke mindst mad er vigtigt, måske nummer ét for langt de fleste af caféens besøgende. Så det bliver der gjort noget ud af.

Det er onsdag aften i netværkscaféen Valmuen midt i Sundbyvangområdet. Som er en af i alt seks netværkscaféer i København og Frederiksberg.
Og der er lagt op til råhygge senere, måske med dans udenfor, vejret er til det, og dansktop musikken kører allerede. Der skal lige straks købes ind til mad, så der er travlt for gruppen af fem cafémedarbejdere og stedets tre pædagoger, som ud over Eva Nordfjord er Johnny Johansen (begge har været ansat i over ni år) og barselsvikar Synne Dupont.

De fem udviklingshæmmede cafémedarbejdere, Flemming, Dorthe, Pia, Claus og Jaqueline, har alle været ansat længe. De er blevet ældre og kan ikke det samme som før. En pige med en hjerneskade har de i arbejdsprøvning for tiden, hun vil så gerne arbejde i netop denne café, og hun er faldet fint til.

Caféen bliver brugt af mange mennesker, omkring 400 forskellige mennesker går igennem hver uge. Dels mange af Sundbyvang-områdets 200 beboere, dels mange af de 300 udviklingshæmmede mennesker som bor i bofællesskaber eller lejligheder rundt omkring i byen. Nogle går på caféen på deres vej fra svømmehallen i nærheden, nogle efter de mange andre aktiviteter der sker rundt omkring i området. Nogle er faste kunder, de har simpelthen en stor del af deres netværk via caféen, andre kommer ved nogle lejligheder, fx fester.

De to faste pædagoger har mange succeshistorier at fortælle, for der sker så meget med brugerne, når de kommer kontinuerligt i caféen. De peger diskret på en bruger, som sidder glad i sin stol. For nogle år tilbage sad han ude på gangen og var ikke til at få indenfor i caféen; han har fået et helt nyt liv sammen med de andre brugere.

”For når brugerne går herfra, går de alene hjem. De magter ikke at mødes hos hinanden, invitere gæster og købe ind til middag.
De fleste af dem kan ikke bruge deres hjem på den måde.
De er ofte meget alene. Så de kommer her og mødes, hvor de ved at de kender de andre og har det hyggeligt med dem”, fortæller Johnny Johansen.

Nedskæringer

Brugeren i stolen er ikke et enestående tilfælde. En af brugerne med autisme, som ellers holdt sig for sig selv, kommer nu til festerne, en anden bruger, som bor ude i byen, kommer en fast dag om ugen og bliver hele aftenen. Så er der dem, som caféen har skaffet job. Nogle i en kantine på området, nogle på bostederne.

Men flere skånejobs vil være en god idé, mener de to pædagoger. Det kunne være som gartner fx eller til at holde rent på grønne områder. Der er mange meningsfulde opgaver.

Eva Nordfjord og Johnny Johansen er naturligt nok glade for deres arbejde, der er udvikling, det nytter.

Derfor er de også stærkt bekymrede for de nedskæringer, der ligger lige for på hele dagområdet for udviklingshæmmede.
Der skal spares 4,5 mill.kr. De frygter at fordi netværket og caféen ikke er et lovkrav men et tilbud til brugerne, så er det der man vil vælge at skære.

”Egentlig skulle vi være fire pædagoger, så vi har en stilling åben, og den ved vi ikke, om vi får besat. Vi er alle usikre på vores fremtid, på om de skærer lige os.” De får ingen svar på deres spørgsmål. Der er nedsat en gruppe af chefer til at se på tingene, og medarbejderne har da også kritiseret at de ikke er med til at vurdere.

Der er også oplæg til besparelser inden for netværket selv. Også dette er i skrivende stund et hemmeligt forslag, så hvor de besparelser rammer er uvist.

”Den slags betyder meget i det daglige. Det gør det også at være en pædagog mindre. Lige nu bruger vi pengene på andre ting, især til at hyre folk udefra som kan tilføre noget vi ikke selv har. Men spørgsmålet er jo om det holder rent arbejdsmæssigt. Om vi kan holde til det. Økonomien i det daglige er tydeligt mere presset end før.”

Rejsebureauet

Netværket har ellers meget at byde på, de dyrker rigtig mange aktiviteter, også nogle ud over det almindelige. Fx har de et rejsebureau.

Det at rejse med de udviklingshæmmede brugere er der ikke noget usædvanligt i, der er mange som rejser til Mallorca fx eller andre af de almindelige steder i Spanien. Men næ nej, det er ikke de destinationer Netværket gør det i, de har specialiseret sig i eksotiske rejser. To rejser til Gambia og en til Thailand er det allerede blevet til – og til foråret går en ny tur til Thailand kombineret med Cambodja. Den er allerede ”udsolgt”, helt booket op.

”Brugerne har jo oplevet at vi kommer hjem fra den slags rejser, og de har sagt ”ih bare du kunne have taget mig med”.
Og det besluttede vi så at vi ville gøre”, fortæller de.

Nogle pårørende syntes ganske vist i starten at turene var for dyre, og at pædagogerne mest gjorde det for deres egen skyld.

”Men det er altså ikke rigtigt. Der er bare så meget arbejde i den slags rejser for os, vi er på døgnet rundt på turene, langt mere end i Spanien skal alt forklares og hjælpes med, det er jo et helt fremmedartet sted. Og især er der meget arbejde, når mange er afsted. Vi ved nu at gruppen af brugere skal være maksimalt syv. Og med tre pædagoger.”

Hvorfor vælger de så de eksotiske steder? Af samme grunde som vi andre gerne vil uvante steder hen. Og med samme udbytte.

”Mange af brugerne er jo vant til de gængse rejsemål, de føler sig næsten slet ikke væk. Der sker jo noget med os alle, når vi ser noget helt andet og fremmedartet end vi er vant til. Vi kommer ud af rutiner og ud over begrænsninger. Brugerne har også brug for og glæde af oplevelser, som er ud over det sædvanlige. Og dette har været et af de mest spændende projekter for dem, vi har haft”, fortæller Eva Nordfjord begejstret.

De beretter om situationer med valg af mad, suset ved at overvinde sin frygt, stoltheden over at finde ud af ting.

”De udviklingshæmmede brugerne har også brug for de fremmede dufte, den anderledes smag, og at opleve at de tør gøre noget, de ikke ellers ville turde gøre. De har brudt masser af grænser, rørt ved krokodiller, redet på elefanter, fodret tigere, siddet med en abe på skødet, sejlet, taget undergrundsbane. Det er også en stor ting at smage på ny og ukendt mad hver dag.

Alt sammen store skridt at tage, sådan som man gør, når man fl ytter sig uden for det vante. Og vi har kun haft succeser på den led, alle deltagerne har haft en god oplevelse ved at turde noget, som de ellers ikke gjorde.”

Pædagogerne ser da også en holdningsændring hos de pårørende, de ser jo nu at der sker noget i det nye og anderledes.

Ny Fortrolighed

Rejserne er en af de mest netværksskabende aktiviteter de har lavet, vurderer de.

”Og det er jo netop vores mål, så de brugere, som ikke har et netværk, får det, og netværket for dem der har ét, styrkes. Nogle af dem har været på almindelige rejser men uden succes.
Når vi er på rejse med dem, er vi der jo for dem døgnet rundt, så de er sikre på support, og vi er sammen med dem om det vi gør.
Og de vil gerne være sammen med os og hinanden, de vil ikke gå alene”, fortæller Eva Nordfjord og Johnny Johansen.

Og også i det faktum ligger der nye socialpædagogiske muligheder, fortæller de. For det at være sammen så mange timer og så langt væk giver en helt anden og ny kontakt.

”Vi oplever at der kommer mange ting fra barndommen frem, de fortæller os ting, som de aldrig har nævnt før. Vi får en helt ny fortrolighed. Hvilken også er grunden til at der ikke skal være for mange afsted. Så skal der også fl ere pædagoger, og så er vi også mere pædagogagtige sammen”, siger Johnny Johansen med et smil.

Eva Nordfjord fortæller om tre kvinder, som alle ville have en Build-a-Bear bamse (hvor man vælger sin helt egen personlige bamse og bygger den op, kommer fyld i den, et hjerte etc.). Én havde aldrig haft en bamse, en syntes det var trygt med sådan én.

”De fik alle tre åbnet for ting i deres barndom og i deres følelser, som de ellers aldrig havde gjort. De lukker os ind i deres liv på en anden måde, og det er meget værdifuldt. Så forstår vi dem bedre også bagefter i vores arbejde med dem.”

To af brugerne havde i øvrigt gået til engelsk i flere år, og det var en ren triumf, sådan som de kunne tale og bruge det de havde lært, de var så stolte.
De brugere som har været med på rejserne, kommer da også langt mere på besøg i caféen og mødes med de andre.

Teatret

Barselsvikar og pædagog Synne Dupont styrer et teaterprojekt i Netværket.
Teatergruppen er ved at øve deres egen alternative udgave af Klodshans, og LFS Nyt får lov at kigge ind til deres sommerafslutning med kaffe og kage. De fejrer i øvrigt også at et par af deltagerne skal giftes.

Og de fortæller. Om hvordan de i løbet af forløbet træner stemmer og lyde, hvordan de laver øvelser sammen, kravler rundt på gulvet og efterligner hinanden.

”Deltagerne får iagttaget en masse udtryk og følelser, og de bruger deres krop og får en bevidsthed om, hvordan de forskellige personer bevæger sig, om hvordan man udtrykker forskellige følelser, og hvordan man genkender dem. De kommer til at forstå forskellige måder at vise dem på”, fortæller Synne Dupont.

Under prøverne har de hver især improviseret deres egen lille historie, hvor de kommer til udtryk. De har også allerede lavet et lille teaterstykke selv om deres egen hverdag. De bruger musikken til at mærke og bevæge sig efter. De bruger fantasien i deres arbejde med fi gurerne, som de selv har udviklet ud fra de kendte roller, så det er en lidt anderledes Klodshans, gruppen vil vise i løbet af efteråret.

”Jeg synes det er spændende. Det er første gang jeg har et hold af voksne udviklingshæmmede mennesker, det er meget bekræftende at tage udgangspunkt i deres virkelighed. Det er andre udtryk, der kommer frem. De er meget talentfulde. Og så har vi det sjovt i gruppen, vi leger.”

Netværket har i øvrigt en hjemmeside, hvor man kan læse mere om aktiviteterne. Adressen er www.valmuen.com (link er ikke længere aktivt, red.)

Valmuebladet

På en væg i caféen hænger en række store fotos – alle forsider af Netværkets og caféens blad Valmuebladet. Det er troligt udkommet hver måned siden 2002, så det fylder en hel væg. Også inde i bladet er det mest fotos, fortæller Johnny Johansen. Af naturlige årsager. Det er fotos fra gode oplevelser, som cafébrugerne har haft sammen.

”Og der går da også meget god tid med at kigge på billeder og tale om dem. Væggen her i caféen er en illustration i sig selv, som vækker gode minder. Og folk er glade for at se sig selv, især på forsiden.”