Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Dagplejen
Af Elisabeth Lockert Lange
Røgfri fremtid
Fremtidens dagpleje er røgfri. Det er formand Marianne Rosells klare bud. Og sådan skal det også være, understreger hun.
Børn og rygning hører ikke sammen. Heller ikke i dagplejehjem. For børn tåler ikke tobaksrøg. Og små børn kan ikke, som voksne kan, sige fra over for røgen, og de kan ikke bare gå. Derfor er det de voksnes ansvar at beskytte dem mod røg.
Den holdning har Marianne Rosell, formand for dagplejeområdet. Den holdning har regering og kommuner, og den holdning har langt de fleste dagplejere også. På det seneste har vi se fyringer af dagplejere, hvis mænd har røget i hjemmet, mens der var børn i huset, det vil sige mens huset var en offentlig arbejdsplads. Uanset at disse mænd har røget i rum, hvor børnene aldrig kommer. Heldigvis har vi ikke de problemer i dagplejen i LFS’ område, det vil sige Københavns og Frederiksberg Kommuner og kommunerne i Københavns Amt.
Alle dagplejerne her overholder uden slinger i valsen den rygelov, som Folketinget har vedtaget. Men, men, men – hvad med fremtiden?
”Det nytter efter min mening ikke noget at stikke hovedet i busken og tro at der ikke løbende i samfundet vil blive strammet op på alt, der har med rygning og små børn at gøre. Inklusive i dagplejen. Partiklerne fra røgen er jo i rummet og i tingene i lang tid efter at cigaretten er slukket.” På sigt tror hun på et totalt røgfrit område for børn. Både i deres hjem og når de er på ”job” i dagplejehjemmet. Hun ønsker og tror at rygning meget snart ikke er noget, man har i dagplejehjem overhovedet
”Jeg taler ikke om røgfri i 12 eller 24 timer, men om helt røgfri hjem. Det er ikke kun en holdning, men også noget som vi som dagplejere må tage stilling til, hvis vi vil bevare dagplejen. Om fem år, måske allerede om et par år, tror jeg ikke der længere ansættes dagplejere, som ikke har et røgfrit hjem.”
Marianne Rosell gør det klart at hun ikke sigter på de nuværende dagplejere, som jo i øvrigt også overholder den gæ
Skue fremad gør hele dagplejeområdet i LFS, hvor der er stort fokus på fremtidens dagpleje. En arbejdsgruppe blev nedsat i kølvandet på efterårets årsmøde med netop den opgave: at se på vigtige elementer ved, udvikle, tage stilling til…fremtidens dagpleje. I gruppen deltager både dagplejere, pædagoger og ledere foruden områdebestyrelsen.
”Fremadrettet må vi jo se på hele feltet for dagplejen, hvordan fremtiden ser ud for dagplejen på alle leder og kanter. Og dermed altså også rygning. Jeg tror som sagt ikke der går mange år, før man kun ansætter dagplejere som er røgfri, og som har røgfri hjem.”
Som gammel dagplejer og tidligere ryger er hun samtidig helt klar over, at et dagplejehjem er et privat hjem med fester, gæster osv. ”Alligevel.
Bevidstheden om hvad røg betyder for små børn bliver større og større. Ikke kun blandt dagplejere, men også hos langt de fleste forældre, som uanset om de selv ryger eller ikke vil ønske at kunne give deres barn et røgfrit hjem – både ude og hjemme.”
Marianne Rosell fortæller hun har hørt om forældre, som ellers har været glade for en dagplejer har valgt at tage et barn ud af dagplejen. Og gjort det på grund af at dagplejeren selv eller hendes mand røg i hjemmet – selv om det naturligvis ikke skete, mens børnene var der. Et røgfrit hjem er med andre ord efter hendes vurdering en bestanddel af fremtidens dagpleje. Det kan man lige så godt se i øjnene og arbejde hen imod, hvis man vil bevare, udbygge og udvikle dagplejeordningen.
”Vi ved godt hvor farligt det er med passiv rygning, man behøver blot at se på alle de gener, det lille barn har af rygning. Og så er der alle følgevirkningerne senere. Alle ved det, men mange lukker øjnene for det.”
Fremtidens dagpleje
Ser hun i krystalkuglen, ind i fremtiden, tror Marianne Rosell at den kommende tids dagplejere vil have den bevidsthed som en selvfølge. De vil vide, hvad farerne ved tobak handler om, og de vil have besluttet at det ikke skal ind der, hvor børn er. Hun håber så at dagplejen findes til den tid, for i mange områder har det vist sig svært at rekruttere dagplejere.
”Dagplejen vil jo gerne fremstå som og være et knaldgodt tilbud, og det er det også. Men vi ved også at dagplejen er den knap, man skruer op og ned på ude i kommunerne, når man ikke kan få budgettet til at gå op. En ændring af kommunernes syn på dagplejen kommer ikke af sig selv. For at dagplejen kan blive så respekteret at den ikke mere er den knap man skruer på, skal vi ind og udvikle dagplejen. Jeg er sikker på at vi med et arbejde for fremtidens dagpleje også kan tiltrække nye dagplejere, som har en forståelse for at dagplejens status skal højnes, og som ved hvordan det skal gøres. Og én af vejene er altså røgfri dagpleje.”
Men der er selvfølgelig også andre elementer, der skal diskuteres i et sådant visionært arbejde for fremtiden. I første ombæring arbejder den nedsatte arbejdsgruppe hen mod en konference om fremtidens dagpleje, hvor holdningerne kan komme i spil. Ud over en røgfri dagpleje, kan det være heldagslegestuer, flerbørnsdagpleje, og ikke mindst overordnet den fleksibilitet, som sikkert bliver en stor del af fremtidens krav. Og hvor dagplejen i øvrigt har gode kort på hånden.
”Idéen i at begynde på et sådant arbejde er at hæve sig op over de mange forskellige gnidninger og holdninger, tage de store briller på og se på, hvad dagplejen gerne vil og gerne vil kunne tilbyde. Og hvad dagplejen kan overleve på. Vi skal se helheden – og samarbejde om at at kvalificere og bevare dagplejen”, siger hun og fortsætter:
”Er fremtiden fx flerbørnsdagpleje snarere end det tætte hjemlige miljø? Jeg håber det ikke. Under alle omstændigheder skal vi, der elsker dagplejen, sørge for at den er så godt et produkt at den kan overleve, ja at man slet ikke kan komme udenom den. Og at den kan tiltrække nye dagplejere og nye forældrene.”
(Fra US Departmen af Health and Human services - altså den amerikanske sundhedsstyrelse): Børn skades af passiv røg Passiv røg indeholder mere end 250 forskellige kemikalier, der vides at være giftige eller kræftfremkaldende, bl.a. formaldehyd, benzen, vinylklorid, arsenik, ammoniak og hydrogencyanid. Børn som udsættes for passiv røg inhalerer mange af de samme kræftfremkaldende stoffer og gifte som rygere. Helbredsproblemer hos børn der er udsat for passiv røg: Fordi deres kroppe er i udvikling, er børn og spædbørn specielt følsomme for giftene i passiv røg. Både babyer som er udsat for røg under graviditeten, og babyer som udsættes for passiv røg efter fødslen, har øget risiko for vuggedød, sammenlignet med babyer som ikke udsættes for cigaretrøg. Mødre, som udsættes for passiv røg under graviditeten, har højere risiko for at føde et barn med lav fødselsvægt, og dette øger risikoen for mange andre helbredsproblemer. Ved passiv røg har barnet øget risiko for infektioner i bronkier og lunger (lungebetændelse). Børn med astma får det værre og får hyppigere anfald. Passiv røg er årsag til vejrtrækningsproblemer så som hoste, slim, pibende vejrtrækning og åndenød hos skolebørn. Børn, der udsættes for passiv røg, har øget risiko for mellemørebetændelse og har oftere brug for anlæggelse af dræn i ørene. Den amerikanske sundhedsstyrelse konkluderer at der ikke findes en nedre grænse for passiv røg for børn. Selv meget korte perioder er skadelige. Alligevel udsættes børn i gennemsnit mere for passiv røg end voksne ikke-rygere. Når man måler deres blod for såkaldte markører for passiv røg ligger de dobbelt så højt som voksne ikke-rygere. Af indlysende årsager: de er hos voksne uanset om disse voksne ryger eller ikke. Kilde www.surgeongeneral.gov/library/secondhandsmoke/ factsheets/facsheet2.html (link er ikke lngere aktivt, red.) Kræftens Bekæmpelse har lignende observationer: Små børn er særligt sårbare over for passiv rygning, da deres luftveje, lunger og andre organer ikke er færdigudviklede. De er derfor særligt sårbare over for de mange skadelige stoffer i tobaksrøgen. Spædbørn og småbørn kan ikke selv bevæge sig væk fra røgen, og de kan ikke selv sige fra over for røgen. Det er derfor de voksnes ansvar at sørge for, at børn ikke udsættes for de farlige stoffer og partikler fra røgen. |