Historiefortælleren

Af Lene Outzen Foghsgaard

Børn elsker at få fortalt historier, for historier pirrer nysgerrigheden og stimulerer sanserne. samtidig skaber de et fælles gods – et vi – hvor vi er sammen om at lytte efter og danne billeder. ifølge Hans laurens, der er professionel fortæller, kræver fortællekunsten tre enkle værktøjer: den oprigtige lyst, det gode humør og pausen.

I maven tænder jeg for – nu er du på knappen – for kroppen skal fyldes med god energi. Det er som en fodboldkampstemning, når børnene kommer ind. Rummet summer af forventning, for hvad er han for én, ham fortællerkaj, kan han noget? Jeg kigger ud over alle børnene. Ser fra venstre til højre og tilbage igen og passer på aldrig at kigge på det samme barn hele tiden. Alle skal føle, at de er inddraget, det er vigtigt, og samtidig skal jeg have deres energi rettet mod scenen. Det er mit ansvar at sørge for det. Jeg må tage ansvaret for, at jeg er centrum.”

Hans Laurens er uddannet arkitekt. I masser af år arbejdede han med dansk design og formgivning blandt andet på Kunsthøjskolen i Holbæk og som direktør for informationscentret ”Danish Craft” – et job han blev headhuntet til af Kulturministeriet. Det var fi nt nok alt sammen, og så alligevel ikke; der manglede noget, den daglige arbejdsglæde. En dag da arkitekten skulle holde endnu et foredrag for en gruppe halvsovende elever, forsøgte han noget nyt. Han startede med at fortælle en vaskeægte spøgelseshistorie, som han selv havde fået fortalt under et ophold i Japan. Og underet skete, eleverne strakte hals og ører. De faldt ikke i søvn, men var åbenlyst begejstrede.

Den oplevelse blev begyndelsen på et fagligt kvantespring for Hans Laurens. I dag er han professionel historiefortæller og den ene halvdel af fi rmaet BestTellers, der holder til på Vesterbro og inviterer både voksne og børn til StoryBazaar og Fortælleskolen. Sideløbende med aktiviteterne i BestTellers rejser Hans Laurens landet rundt som fortæller og initiativtager til fortællekonkurrencen ”Gi´ en historie”, som i oktober måned omfattede 106 femteklasser fra hele landet. Fortælleren siger:

”Som udgangspunkt elsker vi mennesker historier, især børn gør. Vi kan li´ at få fortalt dem, fordi de knytter os sammen som de kollektive væsner, vi nu engang er. Vi kan li´ at nogle skaber billeder inde i vores hovedet, og vi holder af at genkende ting og følelser fra vores egen verden. Historier er en gave, hvor vi får del i en andens oplevelse. Samtidig repræsenterer historier vores fælles gods – og fællesskabet er vigtigt for os.”

Tag ansvar

For at få den fulde opmærksomhed fra sine tilhørere er det ifølge Hans Laurens nødvendigt at bringe sig selv i fokus og tage det ansvar på sig.

Tilhørerne skal være hos mig oppe på scenen. De skal ikke sidde og tænke på legeaftaler eller på, hvornår de skal spise madpakker. I starten taler jeg højt, jeg så og sige råber min historie i gang for at tage opmærksomheden til mig. Jeg ser rundt og favner alle, samtidig med at jeg går i gang, og starten er vigtig. Historien skal kunne forføre og hele tiden rumme nye hemmeligheder, som tilhørere har lyst at stikke ørerne i.”

Hans Laurens taler om at få skabt et VI, hvor vi fortæller historier i form af et genkendeligt og fælles sprog. Det gælder om at vælge billeder, der vækker genkendelse Hvis det f.eks. er en ambulance, der kommer drønende ned ad gaden, så ved alle, at der her er fare på færde. Det er lidt sværere, hvis fortælleren taler om en lastbil, der kommer drønende, for her ved vi ikke kollektivt, hvad det betyder. Det handler om som udgangspunkt at fi nde et sted, hvor vi er sammen om at tænke i samme retning. Et eksempel på en situation, hvor vi´et erstattes af et uheldigt jeg, kunne derimod være, hvis fortælleren begynder på en barndomshistorie om en stedfar, der tog ham med ud i brændeskuret, mens mor lavede mad og udsatte ham for incest. Den erfaring er fortællerens helt personlige erfaring, og han vækker ikke noget ”vi” hos lytterne. Han er pludselig blevet til et terapioffer, hvilket er frygteligt pinagtigt at lytte til, for tilhørerne skal nu forholde sig til fortælleren på et personligt og ikke et alment plan. For at fortælle den historie ville det kræve, at manden på scenen fortæller i tredje person med en kusine eller en nabo som hovedperson. Her får tilhørerne medfølelse for historien og ikke for fortælleren. Der er den nødvendige afstand, der må være der for at få en god oplevelse med vores tilhørere. ”Fortælleren kan sagtens dele ud af sit personlige livs dårligdomme, hvis bare han forstår at skabe en ironisk distance. For eksempel ved at begynde med ordene.

”For tyve år siden var jeg et enormt stort kvaj. Jeg drak for mange bajere og ødelagde mit ægteskab på den konto”. Her kan man som tilhører mærke, at fortælleren har overskud. Han ser sig selv som et kvaj, ergo er han kommet videre i livet.”

Som fortæller har du altid ansvaret. Hans Laurens understreger det faktum. Det er aldrig publikum, men altid fortælleren, der skal sørge for, at hans eller hendes optræden ikke bliver terapi, men derimod god input til det fælles gods.

Hold af din historie

Men nu til værktøjerne. De tre nødvendige værktøjer, hvis du vil mestre kunsten at fortælle en god historie, der tryllebinder publikum. Og her koncentrerer vi os først og fremmest om at nå et publikum i børnehøjde. At værktøjerne også kan bruges til at skabe sig bedre ørenlyd i voksensammenhænge er en sidegevinst. Men vi begynder ved første værktøj, hvilket er lysten til at fortælle. En oprigtig lyst, der virker smittende på andre. Hans Laurens siger:

”Som fortæller skal du først og fremmest kunne li´ dine publikummer og også udstråle at de er velkomne. Der skal være en god energi omkring dig, både før og mens du er i gang, så find energien frem og glæd dig til at fortælle. Undgå for guds skyld at skælde ud. Fortællingen skal være en fest og en positiv oplevelse. Det er alfa og omega for en god fortælleoplevelse, og skulle der sidde et par enkelte foran dig, der ikke kan finde ud af at være der, så må de gå et andet sted hen. Uddeleger bussemandsrollen til en anden voksen, så du selv holder fat i den gode energi.”

Lysten til at fortælle får vi ved at vælge historier, vi godt kan li´. Det er simpelt, men ikke desto mindre er det en af hemmelighederne ved historiefortælling. Og så er der ellers to veje at gå. Enten kan du selv digte løs eller også kan du vælge en allerede eksisterende fortælling.

”Uanset om det er en opdigtet eller en kendt historie gælder det altid, at den skal sidde inde i hovedet og i kroppen på dig, når du fortæller den, men ikke som udenadslære. Aldrig som udenadslære! Den gode mundtlige historie har plads til improvisationen undervejs, og det kræver, at du som fortæller ikke er så forhippet på, om du nu præcis bruger de sætninger, du på forhånd har indstuderet. Går du for eksempel i gang med eventyret om ”Konen i muddergrøften” og fortæller, at konen sad i mudder til knæerne, kan det sagtens være at f.eks. Hubert på fem år råber til dig, at det i hvert fald ikke passer, for det har ikke regnet hele sommeren og så er der ikke meget mudder i grøfterne. Her må du kunne gribe beskeden og sige – tak skal du ellers ha´, ja det er jo rigtigt…næh hun sad med tæerne i mudder, og når det regnede, så gik mudderet hende HELT op til knæerne. Det gør jo ikke historien dårligere, at den detalje kommer med, tværtimod inddrager det dit publikum og viser, at de faktisk hører efter.”

Den vigtige pause

Enhver opgave kræver øvelse og forberedelse. Opskriften på den gode fortællerforberedelse er ifølge Hans Laurens:

”Start med at læse den historie igennem, du har skrevet eller fundet frem til. Lad den bundfælde sig i en 14 dages tid. Genfortæl nu historien for dine nærmeste, meget gerne børn, og har du glemt noget, så digt selv til. Der må være en grund til, at din hjerne glemte detaljerne i første omgang – stol på, at der ikke er grund til at nævne noget, hjernen ikke bed mærke i. Og synes du, at det er synd for prinsessen, at hun ikke får svinedrengen, så lav bare om på det. Gør historien til din historie, og sig, hvis nogen skulle have noget at indvende, at det er din version.”

Den professionelle historiefortæller fra BestTellers er især opmærksom på én ting, når han selv fortæller, og det er pausen. Pausen er en formidabel medspiller, for udover at få alle med, mens vi fortæller, skaber pausen spænding og ro over feltet. Dét, kombineret med e n l a n g s o m r e t o r i k, gør samtidig fortælleren i stand til bedre at kontrollere historien og også improvisere, hvis der er behov for det. Som tommelfingerregel må fortælleren max. sige 120 ord i minuttet. Det kommer bag på mange, hvor få ord det egentligt er, for de fleste taler meget hurtigere, og når mange flere ord. Hans Laurens siger:

”Den langsomme fortælling kræver virkelig øvelse, for du skal ned i et andet gear, samtidig med, at dit energigear jo er i top. Læg rigeligt med pauser ind i historien og læg dem, hvor du synes, at spændingen er til det. Husk også øjenkontakten og lad blikket vandre en tur rundt blandt alle.”

Han eksemplificerer:

”Da de fleste små børn holder af, at historien foregår i nærmiljøet kunne en passende øvetekst på ca.120 ord lyde sådan her: Da jeg gik ud af min hoveddør i morges, som jeg huskede at låse med min nøgle. PAUSE. Da mødte jeg en grøn og hæslig trold, der sagde, at den var på vej over i sin børnehave. LÆNGERE PAUSE. Kan det virkelig passe, sagde jeg til den grønne trold, der faktisk alligevel ikke var så hæslig, når man stod og snakkede med den. PAUSE. Den havde i hvert fald nogle søde ører. PAUSE. Jep, sagde trolden. LÆNGERE PAUSE. Jeg tager bare min usynlig-pind i munden, og så venter jeg på et af børnene. LÆNGERE PAUSE. Og når et af børnene kommer med deres mor eller far, så smutter jeg med ind, når de åbner døren til børnehaven. PAUSE. Jeg kan nemlig ikke åbne menneskedøre. PAUSE. Det kan trolde ikke.”

Ifølge Hans Laurens kan den gode fortæller nærmest fortælle en historie uden handling, fordi selve formen er så stærk.

Start i det små

Historiefortælleren anbefaler, at den voksne i begyndelsen vælger en simpel historie for bedre at kunne holde styr på den. Helst en, den er tæt på børnenes eget liv. Han forklarer, at små mus, edderkopper eller hoppende hunde altid er gode at bringe på banen. De appellerer til de fleste børn. Mindre børn er ikke så optaget af det narrative. Det er de først for alvor, når de kommer op i fjerde-femte klasse. Børn i daginstitutioner og dagpleje skal derfor have enkelte handlinger med masser af billeder, f.eks. kan en stor elefant, der kommer trampende og siger til den lille mus, om de sammen skal drage ud i den vide verden, være en hel historie i sig selv. Den voksne skal give sig tid til at beskrive den lille mus og den store elefant, og både arme og ben må gerne komme i sving. De fleste børn elsker gestik – at der høøøøøøøøøøøøjt oppe i luften var en liiiiiiiiilllebiiiiitte fugl! Dramatisering af historien er vigtigere end en raffineret handling, og børn tænder på billeder.

For Hans Laurens er det rigtig vigtigt at understrege, at ingen bliver verdensmester i løbet af en eftermiddag. Hans allerbedste råd er derfor at starte i det små og øve sig først og fremmest på en lille gruppe børn. Sæt ambitionsniveauet lavt og hæv det så hen ad vejen. Fortæl for to, højst tre børn de første mange gange og fornem selv, hvornår gruppen kan udvides. Start med en historie, der måske varer 3-5 minutter og byg den længere i løbet af nogle uger. Sid i øjenhøjde i starten og vent med at stå op til den dag, hvor du er parat til et større publikum.

”Det må endelig ikke være et supermarked, hvor andre kommer brasende, når der fortælles historie. Gå ind i et rum, hvor døren kan lukkes. Markér at her er vi, her fortæller vi historie. Ved kun at sidde med få børn øver du dig i deres reaktioner. Hvor bryder de ind, og hvor har de skæve kommenterer, og vigtigst af alt, hvordan håndterer du dem? Børns kommentarer og afbrydelser er en naturlig del af historien, og du opdager, at det forunderlige ved at fortælle for netop dem er, at din historie aldrig er den samme hver gang.”

Og til sidst lige et par ord omkring sceneskræk og sommerfugle i maven, for det ligger fortælleren på sinde. Sommerfuglene skal nemlig være der. De er der også i Hans Laurens system, ellers er der noget galt, mener han. Fuglene signalerer jo bare, at der er noget i gære, at en forventning snurrer under huden. Og har vi forberedt os godt og ved, hvad vi vil sige, så forsvinder sceneskrækken også, så snart ordet er vores.

Læs meget mere på www.besttellers.dk, hvor det også er muligt at kontakte Hans Laurent. For kurser i fortællekunst se under www.fortaelleskolen.dk (links ikke længere aktive, red.)