Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
|
Hvad er kernen i pædagogisk arbejde? Hvad kendetegner den faglighed, som knytter sig til dette arbejde? Skal vi, det vil sige LFS, have en professionsstrategi? En professionsvision? Baseret på hvad? Og En vigtig debat, som LFS skød i gang lige før jul med en såkaldt opstartskonference. Ikke at profession ikke har været diskuteret før i LFS-regi, det har det, og alle medlemmer modtog sidste efterår en debatpjece om emnet sammen med LFS Nyt. Men det er ikke gjort med pjecen, den var netop et oplæg til debat, og debatten skal kvalificeres og uddybes blandt medlemmer, tillidsrepræsentanter, på generalforsamlinger og repræsentantskabsmøde, for i sidste ende at munde ud i et strategipapir, et visionspapir for fremtiden Der er god grund til at tage fat på dette ret omfattende arbejde. De to oplægsholdere på konferencen peger begge to på behovet. Som den ene af dem, Unni Lind, udtrykte det, er pædagogisk arbejde i offentligt regi en kampzone Konferencen havde indbudt alle medlemmer af hovedbestyrelsen, områdebestyrelserne, fællestillidsrepræsentanterne og lederbestyrelserne til at tage det første spadestik. Og til at give omfattende input var som sagt inviteret to oplægsholdere, dels seminarielektor Christian Aabro, dels seminarielektor Unni Lind, som også fungerer som tovholder for den lange diskussionsproces frem til næste efterårs repræsentantskabsmøde. |
Af Elisabeth Lockert Lange
Jagten på fagligheden
Seminarielektor på Frøbelseminariet Christian Aabro anviser syv veje til jagten på den faglige essens.
Christian Aabro anser jagten på det særlige i den pædagogiske faglighed som både vigtig og tiltrængt – men bestemt ikke nem. Som seminarielærer oplever han, hvor svært det er for de studerende at definere, hvad de rent faktisk er i færd med at uddanne sig til.
Han vælger et relativt overordnet udgangspunkt og tilbyder seks indgange plus en ekstra til at finde, definere og fastholde den pædagogiske faglighed.
Den historiske tilgang. Fra ren pasning over noget mere opdragelsesrettet og til nu med fokus på læring. Fra kald over ekspertrolle til nu at udøve service under styring. Fra håndværk over relationsfaglighed til akademisk disciplin. Billeder af udvikling som han i øvrigt udtrykker bekymring for. Og som under alle omstændigheder ikke er nok til at definere kernen i arbejdet.
Markedstilgangen. Med den tilgang er essensen lig med det der efterspørges, det forbrugerne gerne vil have, og dermed den vare pædagoger producerer. I stillingsannoncer efterspørges der fx både en teoretisk ballast, en handlekompetence og personlige egenskaber. En problematisk tilgang.
Professionskampen. Hvor man opnår status i den klassiske forståelse af profession, det vil sige med autorisation, altså formel uddannelse, med et fagsprog og med monopol på arbejdet. Også den tilgang er problematisk.
At definere det særlige i det almene. Altså se hvad der kendetegner faget og så gøre det til det særlige. Fx relationer. Men det har man også andre steder, ligeså omsorg og rummelighed. Kan vi tage patent på det, overvejer Christian Aabro højt:
”At sætte fokus på relationer kan samle alle, for det synes alle er fint, men er det en knage at hænge fagligheden op på? Alle vil have den knage. Den udgår fra et bestemt menneskesyn, men det vigtige er jo, hvornår vi benytter os af det menneskesyn. Og den del hænger sammen med ramme og vilkår.”
Fjendskab. At de andre er dumme var en tidligere oplagt strategi, dengang man var sikker på sine politiske venner.
”Faglighed baseret på modstand kan være virkningsfuldt som markering, men som samlende princip? Er det modstandsvejen der skal samle os? Er det ligefrem essensen?”
Også en problematisk tilgang.
Til sidst den mest gammeldags tilgang: at spole tilbage og finde hensigten, overvejelserne om praksis, teori, menneskesyn, finde den samlende idé.
”Men den pædagogiske branche er jo mange ting, det er først nu den er blevet topstyret. Tidligere definerede vi vores egen pædagogik. Vi har en masse delkomponenter og blander dem, og de falder forskelligt ud forskellige steder.” Ingen af vejene er uden problemer, vurderer han. Så uanset hvad man vælger er det vigtigt at være opmærksom på hvilke man får.
”Men man kan også vende det hele på hovedet, og frem for at finde kvaliteten i det der samler, i stedet finde den i det der spreder.”
Christian Aabro bruger et billede fra de nye invasive arter, dræbersnegl, store krabber og mariehøns, som alle fortrænger de oprindelige arter. Han mener det dog positivt – at udvikle nye metoder, erobre nyt territorium. En professionsstrategi kan også være at brede sig.
”Er essensen det der gør os fleksible, som gør at vi kan sprede os til andre områder?”
Han ser en tendens.
”I skolen fx er vi bange for at det kolde indlæringsvand løber ind i det varme daginstitutionsvand og gør os til koldere mennesker. Men det går også den anden vej, vi skaber en større forståelse i skolen for det hele barn. Temperaturen bliver varmere der. Ældreområdet gør vi også bedre, og hospitaler. Vi skal slå på det, vi kan tilføre andre. Essensen ligger måske i det fleksible, det omstillingsparate – vi gør andre professioner bedre.”
Han uddyber:
”Pædagogik er et svært fag at definere, men når vi kobler det med et andet fag, så definerer pædagogik sig helt klart. Det er relationen til noget andet, der definerer det pædagogiske. I mødet med de andre kan man se sin rolle, se hvad man tilfører. Og det behøver ikke være det samme på forskellige områder. Faget er måske nok under pres, men der er også den omvendte bevægelse.”