Børn i fængsel

Af Elisabeth Lockert Lange

Et medansvar

En udvikling er i gang, som mange er stærkt bekymret over. Nemlig den voksende holdning om at FNs regler og internationale konventioner bl.a. om børns rettigheder ikke er noget, man behøver at tage hundrede procent alvorligt.

”De mennesker, kvinder og børn, og også mænd selvfølgelig, som sidder i israelske fængsler lider voldsomt. Rummene er bittesmå, de får dårlig kost, der er fugtigt, koldt om vinteren og alt for varmt om sommeren. De er i en ydmygende og destruktiv situation, og når vi ved det, så er vi nødt til at reagere”, fotæller Bodil Heinø fra Human Rights March – Kvinder i Dialog – Palæstina, Israel, Danmark. Og det gør organisationen. De har sammen med FN-forbundet og Mandela Center arrangeret et tribunal om Israel og Folkeretten med fokus på palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab (se faktabox).

Den direkte baggrund er at 120 palæstinensiske kvinder og 360 børn under 18 år sidder i israelske fængsler. Og at 40 pct. af den mandlige palæstinensiske befolkning har siddet i israelske fængsler en eller flere gange.

Tribunalet vil helt konkret gerne have undersøgt og besvaret spørgsmål som: Overholder de israelske myndigheder deres forpligtelser som besættelsesmagt over for palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab – og herunder FN’s torturkonvention? Overholder Israel FNs konvention om børns rettigheder, når det drejer sig om fængslede palæstinensiske børn? Og udsættes palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab for en behandling, som bryder med internationale konventioner? Som Bodil Heinø fortsætter:

”Overordnet set handler det om menneskerettigheder og FNs konventioner. USA, Israel og sådan set også herhjemme er i gang med udvikling hen mod, at dem behøver man ikke at følge, ikke slavisk. Man kan moderere dem. Man beslutter et mål, og så finder man midlerne til at nå det mål. Det er en udvikling jeg er bange for”, siger hun og fortsætter:

”For i en globaliseret verden hvilke regler skal så regulere vores liv sammen, hvis det ikke skal være FNs og dem vi beslutter sammen.”

Medansvar

Denne problemstilling tager de tre fredsrettede organisationer meget alvorligt.

”Derfor sætter vi nu vilkårene i de israelske fængsler op imod Folkeretten og FNs konventioner.”

Bodil Heinø håber og forventer at tribunalet kan sprede budskabet, og at nye tribunaler både herhjemme og internationalt vil tage tråden og emnet op.

”Netop spørgsmålet med Israel er vigtigt, fordi Israel er tæt på os, fordi det er et brændpunkt, og fordi landet så åbenlyst blæser på alt der har med FN at gøre. Vi behøver jo i virkeligheden ikke de fredsforhandlinger, der foregår nu, for der fi ndes allerede masser af resolutioner om hvordan palæstinenserne skal behandles, som israelerne kan rette sig efter. Hvis Israel ville følge dem ville vi have en politisk løsning. Forhandlingerne er et forsøg på at komme udenom FNs resolutioner.”

Efter Bodil Heinøs vurdering har også Danmark, trods sin lidenhed, et ansvar, et medansvar.

”Skal det være de stærkeste der bestemmer, eller er det verdenssamfundet og FNs resolutioner, der skal sætte de fælles regler? Vi mener at et lille land som Danmark også har ansvar for at pege på dette.”

Tribunalet har ingen statslig eller anden status. Kun en moralsk, siger hun:

”Vi har ingen beføjelser, og vi ønsker heller ingen. Vi ruller ting op, så alle kan se, hvordan det forholder sig.”

Efter tribunalet vil de forelægge konklusionerne for politikerne.

”Det er også et spørgsmål om deres medansvar. For de har et stort ansvar, og den internationale konvention er sådan at når man ved hvad der foregår, så har man også ansvar for det. Derfor siger regeringen fx i forhold til de fanger, som USA fl yver over Danmark, at det ved de ikke. For en indrømmelse betyder et medansvar som politiker. Og det er dette ansvar vi gerne vil forholde dem”, siger Bodil Hein