Professionsdiskussion

En vision for fremtiden

Arbejdet med at udvikle en vision for professionen i LFS’regi er i fuld gang. En vision som skal udtrykke fagforeningens fagpolitiske dagsorden for det brede pædagogiske arbejde på arbejdspladserne, anbefaler seminarielektor Unni Lind.

Hvad beriger vi de andre med, hvad gør vi de andre bedre ved hjælp af? Hvad er kernen, hvad er det meningsbærende i pædagogisk arbejde?

Med det udgangspunkt leder Unni Lind efter det – også – politiske projekt, det er at diskutere og formulere en professionsstrategi. Hun tager med andre ord udgangspunkt i LFS som faglig organisation.

LFS er som bekendt en bred faglig organisation med mange områder, mange kompetencer, med et bredt pædagogisk arbejde, fra vugge til krukke så at sige. Så hvad kan man samles om? Den almene vinkel med relationer og omsorg giver god mening, vurderer Unni Lind, de elementer skal bestemt i spil. Men er det nok i forhold til den pædagogiske faglighed?

”At være pædagog, arbejde pædagogisk, betyder at man følger nogen på vej. Det er kernen i det arbejde vi gør, vi sætter udviklingsprocesser i gang, ikke kun for børn men også for udsatte mennesker, for mennesker med nedsat funktionsevne, misbrugere osv.”, siger hun og fortsætter:

”Det er alment menneskeligt at alle bliver socialiseret, at alle bliver opdraget. Og det at det er alment menneskeligt, gør det svært at ”sætte sig på”. Men som arbejde sker det i det offentlige rum. Som arbejde er det et samfundsmæssigt fænomen, det er målrettet og det er en del af et kampfelt. Og her skal vi forholde os til, hvad vi kan og vil.”

Er det en fagpolitisk kamp med en monopolisering af arbejdet på grund af en uddannelse, der er professionsstrategien? Det kan blive en kamp mod hinanden.

”Fx hvis vi skal teste børnene, så kan vi vælge at se på, hvilke styrker det arbejde kan have. Men der er også faldgruber, for det er indlæringsorienteret, og det adskiller ikke pædagogisk arbejde fra skolearbejde.”

Som tiden og tendensen er nu, kommer der påbud ud på arbejdspladserne, der lægges opgaver ud, tests, dokumentation, evalueringer og evidensbaserede metoder.

”Her bliver ideologierne synlige. Fx er serviceinstitution den dagsorden, der er sat for det offentlige arbejde, selvom det måske ikke er sådan, vi ser os selv. Og så er der en international dagsorden, som sætter fokus på resultater.”

Det er vigtigt at træde ind på den arena og spørge: hvad vil vi kendes på, understreger Unni Lind. Hun foretrækker i øvrigt at fokusere på professionsvision. For mens en strategi har forsvar som sit afsæt, så er en vision en fremtidsrettet beskrivelse af, hvordan man optimalt synes noget bør være.

”Hvad er det for visioner, vi har for det pædagogiske arbejde? I en vision kan vi være uenige med den politiske dagsorden og præsentere en anden dagsorden. Vi kan give det en retning, som er en anden, med visioner og idealer som griber ud i fremtiden. Med noget fælles vi tror på og vil. Her kommer relationer og omsorg ind, for med det store fokus der er på læring, er netop det en anden dagsorden.”

Som faglig organisation skal man erkende sin kamp på den arena, for det offentlige arbejde er en kampzone, konstaterer hun.

I spil i mødet

Tilbage i praksis, i mødet med mennesker, vil vi noget med nogen. Pædagogik er et møde med andre, fremhæver Unni Lind.

”Mødet er altafgørende, for i det træder man i karakter. I samspil bliver man tydelig for andre mennesker og for sig selv. Pludselig ser man et barn, og dagen efter mødes man på en anden måde. Der er mange møder, og måske er det dette at skabe disse forbindelser, der er kernen. At lave pædagogisk arbejde er at flytte nogen et sted hen. Og kan vi forestille os at læring ikke foregår? Blot skal man ikke tro at man kan styre det, hvis man havde kunnet det, havde meget fungeret bedre”, siger hun.

Det pædagogiske arbejde kommer altså i spil i mødet. Men mødet er ikke nok at definere på, vurderer hun. Det sker også i en kontekst, en politisk, på rød stue osv. Og så er det vigtigt at have opgaverne med. Ellers laver pædagogerne handleplaner og de ufaglærte skifter ble, groft sagt.

”Det mener jeg er farligt. Vi vil miste noget fundamentalt, hvis det pædagogiske arbejde ikke også er at gøre noget praktisk sammen med børnene.”

Ved hjælp af fortællinger fra praksis eksemplificerer hun nogle af sine synspunkter. Et eftermiddagsmåltid i en vuggestue, en ny pige er med, de synger med fagter, hvor hun inddrages. Et pædagogisk arbejde som for en overfladisk betragtning ikke er andet end en aktivitet.

”Men når man ser nærmere på det, så kan man for det første ikke se, om pædagogen i situationen er en uddannet pædagog. Man ser at det nye barn møder mennesker som ser hende og vil hende, at når hun er klar, er der nogen der ser det, og at de andre børn inddrager hende, for det er den kultur der er skabt. Udefra ser man ikke det pædagogiske arbejde med barnet, men det er relationer som skaber samspil. Og der hvor det går galt er der, hvor børn ikke bliver set og mødt.”

Relationen er også en magt- eller myndighedsrelation, mener Unni Lind. Den voksne skal tage ansvar, skal tage den på sig, opdragelseskunsten. I eksemplet sker det ved at italesætte oplevelsen for pigens far, da han henter hende.

Også måden vi møder på er vigtig, de rum, de miljøer, den kultur vi skaber, siger hun.

”Hvorfor er det fx vigtigt at have familiære rum som børnehave og ikke skolerum? Et skolerum vil gøre noget ved det pædagogiske arbejde, for der er der ikke fritid og muligheder.”

En ung mand, mongol, på tur i DGI byen med en ansat (pædagog). Den unge mand vil have en bestemt cola, som de ikke har. Den ansatte løser det ved at gå ud og hente den til ham.

”Vores normalitets- og individualitetsbegreb giver mennesker som den unge mongol problemer, men historien fortæller også om et individ, som netop viser sin vilje og individualitet som normal. Han vil have noget bestemt, og han har samme ret som andre. Men det kræver at medarbejderen, den professionelle, ser det – og går efter løsningen. Den ansatte skal kunne navigere i dette medbestemmelsesspil.”

Kvalifikationer

Alle i pædagogisk arbejde ved, hvor mange opgaver der ligger ud over mødet, aktiviteten, hvad det nu er, man skaber relationer om. Der er masser af opgaver, som understøtter disse ting. Pædagogisk arbejde er altså ikke kun selve det pædagogiske arbejde, men også pædagogiske arbejdsopgaver, det vil sige alt det andet, helt ned til at bestille mælk, affaldssortere, madlavning og rengøring, de to sidste i hvert fald i dagplejen. Også disse rammer er vigtige at tænke med.

Unni Lind nævner de mange samarbejdspartnere i det pædagogiske arbejde både internt og eksternt, skole, psykologer, taleterapeuter etc. etc. Det betyder at en masse skal i spil, og alt det kræver kvalifikationer.

”For at skabe en pædagogisk kultur skal man ikke mindst have pædagogisk refleksion.”

Ud over alle de andre kvalifikationer som det kan være fint at efterspørge, som fx at være god til boldspil.

I et gruppearbejde blandt deltagerne på opstartskonferencen blev der diskuteret meningsbærende elementer i det pædagogiske arbejde, relationer, omsorg, autonomi, anerkendelse, etik, dokumentation, refleksion, professionalitet og mange andre emner. Disse diskussioner og de kommende diskussioner på bl.a. tillidsmandsmøderne og medlemsmøder samler den nedsatte professionsarbejdsgruppe, hvor Unni Lind deltager, op på. Og vi vil her i LFS Nyt løbende følge processen og diskussionerne.