Blandt børn og bjerge

Pædagog og nu efterlønner Vibeke Henningsen fortæller her i dagbogsform om sin syv uger lange rejse i dette efterår i Himalaya. Rejsen var med Mellemfolkeligt Samvirke, hvor hun deltog i deres volontørprogram og arbejdede som frivillig med retarderede børn i Indien.

Fra september til november i år boede jeg syv uger i Himachal Pradesh omgivet af børn, sneklædte bjergtinder, theplantager, templer, rismarker, papegøjer, aber og slanger.

Området er beboet af folkeslag fra hele det nordlige Indien, bl.a. grupper af punjabis, himachali og eksiltibetanere. Her er så mange blandede kulturer og traditioner samlet. Og her var ingen problemer; når vandet ikke virkede, når elektriciteten forsvandt, når togene ikke kørte, så blev man altid mødt af inderne med et smil og et ”no problem”.

Fra den nærliggende skole fik jeg hver dag bragt to retarderede drenge på 9 og 10 år over til vores camp, hvor vi boede. Jeg og en anden volunteer skulle så lære dem at tælle til 10 på henholdsvis hindi og engelsk. At de talte en bestemt bjergdialekt var tilsyneladende underordnet! Denne ordning var efter eget ønske, da de børn, der har svært ved indlæring, er helt overladt til sig selv i det indiske skolesystem; ude i landdistrikterne er der kun en til to lærere til ca. 50 til 60 børn, og derfor slet ingen ressourcer til de lidt evnesvage. Så vi tilbragte en del af tiden med leg og motoriske udfoldelser. Fx prøvede vi med en bold at vælte seks store flasker fyldt med vand, talte så hvor mange der var ramt, og hvor mange der var tilbage for på den måde at skabe lidt forståelse for tallenes magi. Derudover sang vi lette engelske sange fx ”If you are happy and you know it…”, hvad der resulterede i at hver gang vi mødte de to drenge fik vi et varmt knus, alt imens de skrålede ”happy happy”. Derudover blev jeg hver eftermiddag kørt til et nærliggende børnehjem, også for retarderede børn, som jeg legede med en times tid.

For at give et lidt nærmere indblik har jeg udvalgt nogle af mine dagbogsoptegnelser.

Jaipur banegård lørdag den 29. september

Et virvar af lyde, dufte og tog, der kommer nu og da. Vores tog er forsinket, vi skulle have været af sted mod Himalaya kl. 16.30, men indtil nu har vi fået at vide, at toget først vil være her ca. kl. 20. Så her sidder vi på de varme fliser med vores kufferter i ryggen.

Så, nu er der et tog der hyler, så man må holde sig for ørene, folk passerer forbi, her er farvestrålende sarier, mænd, mange mænd, nogle klædt helt i hvidt og med turbaner, nogle stærkt handicappede uden arme eller ben, fremad skubber de sig, endnu har jeg aldrig set en kvinde i samme situation, højst sandsynligt er hun blevet ombragt ved fødslen. Så, her kommer en flok børn, der rækker hænder op for at tigge, en uniformeret opsynsmand kommer farende, råber op og jager dem væk, alt imens et overfyldt tog kører ind til perronen. Ud myldrer det med mennesker i et sandt virvar af kufferter, tasker, pakker og børn. En sælger går rundt og sørger for chai i små lerkrus til fire rupi (en rupi er lig med 14 øre). Hov, der tabte han nogle af krusene, jeg skynder mig at samle et op, der ruller hen foran mine fødder. Ved siden af os i ventesalen ligger folk side om side på gulvet og sover.

Sungal camp onsdag den 3. oktober

I dag tog vi rundt til de forskellige skoler for at finde et sted, vi havde lyst til at være. I skolen over for vores camp blev vi mødt med et hav af glade unger, alle sad pænt i grupper på gårdspladsen og prøvede at koncentrere sig om regnestykkerne efter de var løbet os i møde. Med det samme kunne jeg spotte den ene af de retarderede drenge, der skulle over til mig i campen. Han var et stort venligt smil, øjnene var alle mulige steder, hele tiden skulle han forstyrre den stille pige, der sad ved siden af, for han syntes at alt der foregår i livet her og nu er langt mere interessant end det at lægge to og to sammen.

I eftermiddag tog vi så afsted til børnehjemmet. Her bor fem evnesvage drenge, hvoraf to er mongoler, altså lider af Downs syndrom. Forældrene betaler 1900 rupi om måneden for at få dem anbragt her, så der er tale om velstående familier.

Sungal tirsdag den 9. oktober

Startede dagen med yoga kl. 7 ude på græsplænen foran alle de disede bjerge. Morgenmad kl. 8 – bananpandekager og chai. Kl. 10.35 kom så vores to drenge, sad på måtter og underviste i skyggen. Lagde puslespil, sang, prøvede at tælle til tre, vi starter med de små skridt. Senere løb vi rundt og spillede bold.

Kl. 15.45 kørte vi så ud til børnehjemmet. Vejen er så smuk, passerer skolebørn på vej hjem, templer, blomstrende kirsebærtræer, blå bjerge, broer og aber.

Da vi træder ind, hviler ”vore” fem drenge sig endnu efter en lang skoledag. Huset består af en stueetage med to store soverum adskilt af et lille rum med tv og blåt tæppe. I hallen er der en dør indtil en lille spisestue med hvidt bord og stole, ellers bart og nøgent og forbundet med et kæmpekøkken, hvor de to ansatte sørger for mad hver dag. På mig virker alt lurvet.

Børnene vågner langsomt og får serveret chai i et stålkrus. Rohit kommer hen til mig, han er en stor mongoler på 16 år, meget charmerende og altid i drillehumør, det bedste han ved er at gemme min taske. Subham, der også er mongoler, klovner rundt i et hjørne for sig selv, alt imens han synger en sang. Amit sidder filosofisk og er langt væk i sin egen lille drømmeverden. Vikas prøver forgæves at finde de rigtige brikker til et puslespil, og Nitesh sidder og rokker og bryder indimellem ud i høje klagelyde. Føler jeg har bevæget mig ind i en urgammel verden, dengang da kun lydene fandtes, og intet sprog var opfundet endnu. Her er mimik, kropssprog, øjne der taler, smil, gråd og latter. Det er som om det er ligegyldigt, om jeg taler dansk, engelsk eller de få tillærte fraser på hindi, jeg har fået lært…vi forstår hinanden på en eller anden måde, jeg og mongolerne og de andre ubestemmelige.

Jeg kom hjem kl. 17.30, har siddet oppe på terrassen, drukket chai og fulgt solnedgangen over de snarligt sorte bjerge.

På hjemmebesøg hos ”mine” to drenge torsdag den 18. oktober

Chand bor i et stort hus lidt væk fra vejen et stykke oppe ad skråningen, ude i gården er et lille husalter, bagved tørresnoren fyldt med vasketøj. En ko står henne i hjørnet og hygger sig. Bagved huset en betagende udsigt til alle bjergene. Oppe i et af vinduerne sidder Chands søster, også lettere retarderet men godt gemt af vejen bag gardinet. Hun kigger forsigtigt ned på os.

Chand sov til middag. Talte med mor og storesøster på 22 år, hun er endnu ikke kommet ind i et tvangsægteskab. Går hjemme og hjælper til med familien, som yderligere består af far og to søskende. Chand må ikke komme på en skole for retarderede børn, da familiens argument er at de holder af ham og ikke vil af med ham. Den rigtige sandhed er nu nok nærmere at de ikke har råd, og heller ikke vil erkender at der er problemer. Han er ti år og kan endnu ikke læse eller skrive, han har store taleproblemer på sin egen bjergdialekt ifølge skolen. I nærheden findes en dagskole, hvor han kunne få hjælp, men det er dyrt.

Og han kan jo altid hjælpe lidt til med den stump jord familien ejer når han bliver voksen.

Aaron bor i et lidt større hus ved siden af, her er tale om en storfamilie. Det myldrer med børn, tanter, kusiner, fætre, brødre og søstre. Over det hele troner en gammel bedstemor på 64 år. Hun bestemmer det hele, da Aarons far har arbejde i udlandet. Han ser ud til at stortrives blandt alle disse mennesker. Løber os jublende i møde og optræder med ”Happy, happy”.

Min sidste hverdag i Indien fredag den 16. november

Havde arrangeret en picnic-tur til templet i Baijnath. Det er så smukt og fra 804 efter vor tidsregning. I februar-marts strømmer pilgrimme hertil for at fejre Shiva. Det er fyldt med de mest fantastiske udskæringer, foran indgangsdøren sidder en gammel mand og slår på tromme.

Så kl. 11.30 tog vi afsted med Chand. Aaron var blevet forhindret, måske var sandheden den at han ikke måtte tage med. Vi ville så gerne give vores børn en god oplevelse den sidste dag, vi er sammen, i stedet for at købe nogle materielle afskedsgaver. Fra køkkenet fik vi smurte sandwich og bananer. Chand måtte kun komme med, hvis hans storesøster var med. Solen skinnede, og afsted gik det af de snoede veje.

Det blev en rigtig god dag, Chand opførte sig eksemplarisk, og storesøster nød det. Byen ligger 1/2 times kørsel fra campen, og Chand var ved at falde ud af vinduet i bussen, da vi kørte hjem. Han skulle bare følge med i det hele.

Da vi sad på græsset og havde pakket madkurven ud, kom en abe hoppende, og inden vi havde fået set os om, havde den snuppet bananerne.

I aften farvel-party. De to guider fra Punjab sang vemodige indiske kærlighedssange, da vi sad ved bålet. Over os den ufattelige store stjernehimmel med en nymåne helt ude i horisonten.

Det har været nogle utroligt spændende og udfordrende uger, ville ønske at jeg kunne blive et stykke tid endnu.

Vibeke Henningsen tog turen med Mellemfolkeligt Samvirke, hvor Global Contact sender folk over 50 år afsted. Fire uger i enten Afrika eller Indien koster ca. 21.700 alt inklusiv. Dvs. bl.a. et ophold ved Taj Mahal og et fire dages introduktionskursus i Kaipur, hvor man bliver indkvarteret hos en indisk værtsfamilie. Global Contact er Mellemfolkeligt Samvirkes volontørprogram. De sender hvert år hundredvis af danske volontører ud i verden, hvor de arbejder frivilligt for at støtte lokale projekter til gavn for verdens fattigste. Læs mere om turene på www.globalcontact.dk eller hør nærmere hos Vibeke på vibshenning@hotmail.com