Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Ved Elisabeth Lockert Lange
Kyllingeinvasion
Skolernes nye lærere og pædagoger under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen blev i sidste uge budt velkommen over tre dage med orientering, workshop og underholdning på Rådhuset.
»Folkeskolerne og fritidsinstitutionerne er i en rivende udvikling i disse år, både indholdsmæssigt og fysisk. Bl.a. skal børnene ud af skole og institution for at lære og opleve i naturen, på museer og andre steder uden for de sædvanlige rammer«, siger uddannelsesog ungdomsborgmester Per Bregengaard (Ø).
Arrangementerne for lærere og pædagoger foregik i både Rådhusets gamle »Hovedkasse«, i Rådhusets Festsal og i Rådhushallen, hvor forvaltningens mange serviceinstitutioner og deres tilbud blev præsenteret.
Her var der levende kyllinger at kæle med, multimedie-PC’ere at gå på opdagelse i og meget andet at blive kloge af. Det drejer sig om Billedskolen, Musikskolen, Sangskolen, Skoletjenesten (formidler museumsbesøg m.m.), kolonierne, SSP, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, Center for Informatik, Center for Undervisningsmidler, Tosprogsudvikling, Center for Vejledning, Bæredygtig Udvikling (bl.a. miljøforhold), Skole- og Institutionsgruppen, Ungdomsskolen og de mange fritidstilbud.
Efterlysning!
Indspark – et personalepolitisk projekt efterlyser materialer fra dig og din arbejdsplads. Har I på din arbejdsplads formuleret værdigrundlag, arbejdet med arbejdspladskulturen, eller personalepolitikker, og vil I give jeres erfaringer videre, så har I muligheden nu.
Send en mail med tekster til Indspark@lfs.dk, eller på disketter eller cd til LFS, Projekt Indspark, Rosenvængets Alle 16, 2100 København Ø.
Indsendte materialer vil kunne læses af kollegaer på www.arbejdssted.dk eller via LFS’ hjemmeside www.mitlfs.dk
Med regeringens finanslovsforslag vil midlerne til arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) være beskåret med en syvendedel, eller ca. 400 mio. kr. siden 2001. I FOA ser man med undren på tendensen til at forringe mulighederne for efteruddannelse, når de faglige krav til medarbejderne hele tiden øges. For at kunne honorere disse krav er gode muligheder for efteruddannelse et vigtigt redskab. Og AMU-systemet er den mest realistiske uddannelsesmulighed for mange grupper, der kun har en kort skoleuddannelse.
KSS indvier nybygning
For en uge siden indviede Københavns Socialpædagogiske Seminarium sin nybygning i Sydhavnen. Med nybyggeriet får seminariet et multifunktionshus, hvor al »indmad« kan flyttes rundt. Så selv om seminariets samlede areal forbliver uændret, så bliver fleksibiliteten og anvendelsesmuligheder større. Arealet er uændret fordi arealet i Nørregade erstattes med nybygningen med samme antal kvadratmeter i Sydhavnen.
Seminariets aktiviteter omfatter arbejdsmarkedsuddannelser, pædagogisk grunduddannelse for medhjælpere, Åben Uddannelse til pædagog, Pædagoguddannelsen, Åben Uddannelse til pædagog som netbaseret E-pædagog. Uden for seminariets fysiske rammer uddanner seminariet nemlig flere og flere i det virtuelle undervisningsrum. Det gælder både uddannelsen til pædagog og som det sidste nye AMU-kurser via internet.