REP2002

Af Elisabeth Lockert Lange

Nye lønsystemer

Debat om en tredje vej med forskellige lønsystemer for grupperne i det offentlige.

Forårets overenskomstforhandlinger har sat spørgsmålstegn ved næsten alt: afstemning, hvad der skal forhandles fælles, KTO (det fælles forhandlingsorgan for kommunalt ansatte) – og ikke mindst lønsystemet.

Formand Britt Petersen ser alvorligt på situationen, og det er nødvendigt, at der tænkes nyt. Nyt i form af hvilke emner der skal være fælles for alle i KTO og hvilke ikke. Hun fremhæver, at hun mener, at forhandlingsfællesskabet skal bevares, og at der samtidig bør etableres brancheorienterede forhandlings-
fællesskaber.

Ny løn kan virkelig skabe uenighed.

»Måske skal alle på det offentlige område ikke have det samme lønsystem. Måske skal fællesskabet udarbejde forskellige modeller, mens valget af lønsystem sker i brancheforhandlingsfællesskabet eller i forbundene for de forskellige grupper«, siger Britt Petersen og tilføjer, at hun er overbevist om, at der i nye systemer også vil indgå decentrale forhandlinger. Det er ikke fordi hun er utilfreds med resultaterne af ny løn, for de er ikke dårlige. Men der er for stor usikkerhed om hvilke penge der forhandles om, og først og fremmest overskygger de mange ressourcer, der bruges på det, resultaterne. Og for den enkelte er lønsystemet ikke gen- nemskueligt, og fagforeningen skal hele tiden slås for objektivitet.

»Tilsyneladende ens grupper arbejder forskelligt og har forskellig kompetence. Hvis lønnen skal afspejle dette, så skal systemet indrettes på det«, vurderer Britt Petersen.

En tredje vej

Tanken om at arbejde med mere end ét lønsystem får opbakning fra flere. §3 fællestillidsrepræsentant Marianne Heinkov kommenterer, at det åbenbart er alles store ønske at komme af med ny løn, men ingen har bare stillet kravet. Hun går ind for at finde en tredje vej og accepterer, at der kan blive tale om forskellige lønsystemer. Og det er vigtigt at sikre den almindelige store gruppe pædagoger og få det almindelige arbejde med i lønudviklingen.

Pædagogmedhjælper Thomas Frimodt Petersen ønsker at fast- holde et princip om solidaritet, og han bliver fulgt op af Michael Holmgaard og Henrik Steen-Knudsen, som foreslår en lønpolitik med samme løn inden hver enkelt faggruppe. Ud fra begrundelsen at det er gennemskueligt, giver fælles lønkamp, er en ressourcebesparelse – og retfærdigt.

Forslaget bliver ikke vedtaget af repræsentantskabet. Derimod er der stemning for, at der arbejdes videre med opgaven, som »ejes i fælleskab, men som nogle af os er primus motor på«,
som Britt Petersen udtrykker det.