Konkylien

Inkluderet

Af Elisabeth Lockert Lange

I daginstitutionen Konkylien er ni hørehæmmede børn fuldt integreret med 50 normalt hørende børn. En klar succes, men det kræver da også en pædagogik med en meget stor bevidsthed hos det pædagogiske personale om alt hvad de foretager sig i hverdagen.

Daginstitutionen Konkylien, Københavns Kommunes tilbud til børn med hørehandicap, ligger i et stort hus ved Langelinie. Hertil kom en lille kerne af medarbejdere og en basisgruppe af døve og hørehæmmede børn i 2004 fra Børnehuset Nansensgade.

Samtidig med udflytningen blev der åbnet for lokale ikkehørehæmmede børn udefra, og nu fire år efter består 0- 6 års institutionen af ni hørehæmmede børn, tre i vuggestuen og seks i børnehaven og ca. 50 normalthørende børn.

De hørehæmmede børn er fuldt integreret på stuerne. Det er kernen i deres pædagogiske tankegang.

Men sådan var det ikke i starten. På lidt over fire år er der sket en udvikling fra basisgruppe til fuld inkludering. I Nansensgade boede basisgruppen på en etage for sig, i Konkylien lagde de først ud med at være i et andet rum med mulighed for at åbne dørene, og til sidst valgte de at integrere de hørehæmmede børn fuldt ud.

”Inden den fulde integration var de hørehæmmede børn på besøg hos de andre børn. Deres møde blev ikke så naturligt, som vi gerne ville have”, fortæller to af de medarbejdere som flyttede med fra Nansensgade, Inaluk Freuchen Jeppesen, nu souschef i Konkylien og pædagog Annette Olsen.

”Det betyder meget at være omkring det samme bord og have garderobeplads ved siden af hinanden. Så er man en del af fællesskabet, man er en af blæksprutterne, man har fælles stueidentitet, med alt hvad det fører med sig, fra at deltage i børnefødselsdage til venskaber.”

Tiden var også med dem. De døve børn flyttede videre, og nye cochlear implant-opererede børn kom ind (en kunstig indopereret hørelse, se boksen). Og da også forældrene var klar til det, valgte daginstitutionen at integrere børnene, med tre cochlear implant-opererede børn i vuggestuen og i børnehaven tre cochlear implant-opererede børn og tre børn med høreapparat (i alt ét hørehæmmet barn mere end de er normeret til). De integreres med to i hver børnehavegruppe med 17 børn i hver, og med to hørehæmmede til otte normalt hørende børn i vuggestuegruppen.

En fordeling som de to pædagoger mener giver en god dynamik. Med flere børn i grupperne går for meget tabt for de hørehæmmede børn.

Del af gruppen

At fuld integration var det helt rigtige skridt for børnene er Inaluk Freuchen Jeppesen og Annette Olsen ikke i tvivl om.

De ser det bl.a. på hvor særlig godt, de børn som de har haft helt fra vuggestuen, klarer sig. Kun de cochlear implantopererede børn har været i Konkylien fra starten, børnene med høreapparater er kommet til senere fra andre institutioner med andre pædagogiske holdninger.

Men for alle børnene gælder det, at den fulde integration betyder at de udvikler sig bedre.

”De klarer sig socialt bedre, kan vi se. De er mere inkluderet, mere integreret, de er en del af relationssamspillet. De har alle sammen kammerater, relationer og kontakter, de er en del af gruppen, del af huset, vi kan se at de føler sig integreret, at de er glade børn, som trives og udvikler sig inden for deres egen kurve”, fortæller Inaluk Freuchen Jeppesen og smiler:

”Vi hører deres navne blive nævnt. Og vi hører aldrig som tidligere: ”nu kommer de døve”. Vi har i øvrigt også børn, som ikke har dansk som modersmål – og der er paralleller.”

De fleste af de ansatte i huset er pædagoger, og de har fra dag ét satset på at alle i huset har en viden om, hvad det vil sige at være hørehandicappet.

”Alle skal have den samme viden, så der ikke opstår en støttepædagogfunktion. Der er ingen berøringsangst, alle børn kan gå til alle voksne og alle voksne til alle børn. Så vi har en stor videndeling her, både i forhold til almenbørnene og i forhold til de hørehæmmede børn. Og det er en af årsagerne til vores succes.”

Grundlæggende er de ansatte meget bevidste om, hvor de skal give noget ekstra sådan at barnet bedst muligt kan mestre samværet med andre. Meget bevidste om at observere, om at gentage, om hvor de griber ind, og hvor de ikke gør.

Annette Olsen fremhæver:

”Vi pædagoger har først og fremmest fokus på, hvordan børnene mestrer deres børneliv, og så sætter vi ind derfra.”

Balance

Den sproglige træning er også en vigtig del af hverdagen. Den foregår på den måde at barnet er sammen med tale-høre-pædagogen to gange om ugen, den ene gang er forældrene med, den anden gang en pædagog.

”Vi har valgt det sådan, fordi det er vigtigt at få helt ind på stuerne, hvad der er aftalt af mål med forældrene, sådan at vi hele tiden er opdateret og kan gå ind i arbejdet. Fx hvis der er et bestemt udtryk eller udtale af et bestemt bogstav, som er målet at lære lige nu, så vælger vi lege, hvor dette kommer ind i billedet, eller vi bringer det ind i legene. Hvert barn har fem til seks mål pr. uge som ny udvikling”, fortæller Annette Olsen.

”Der er sådan noget som turtagning, altså at både ord og konkrete ting går efter tur, man giver det videre. Vi er bevidste om øjenkontakt og om at gentage og fonetisk ”highlighte” ord for barnet. Det er elementer i samværet, som har stor betydning for børnenes tilegnelse af sproget. Hvis man er normalt hørende, så hører man jo hele tiden alle gøre og sige tingene, men hvis man ikke hører så godt, så skal man have noget ekstra. Og vi tjekker hele tiden i dagligdagen, om børnene har set og forstået, vi gentager ordene og så siger vi det til sidst på en alternativ måde for en sikkerheds skyld. Og hele tiden observerer vi, hvor børnene kan integreres bedre socialt”, siger Annette Olsen.

Kunsten er at gøre det, så barnet ikke samtidig fremhæves som anderledes, som den der skal tages hensyn til. Men at gøre det naturligt og aldrig demonstrativt, så barnet ikke bliver eller føler sig som noget særligt.

”Vi er jo også tolkere og fortolkere for børn, som ikke forstås i gruppen. Der er ofte et dilemma. Hvornår skal vi trække os, så de ikke gøres specielle ved at få støtte? Hvornår skal vi ind og støtte? I vuggestuen er det lettest, for der er vi i forvejen meget tæt på og med i legen og samværet. Men det er altid en balance. Vi skal have et stort kendskab for at kunne gå ind og ud af samværet og give støtte på den rigtige måde. Aldrig sige: ”Hej stop, Ida hørte ikke, hvad vi skal lave. Vi må lige sige det igen.” I stedet fremhæver vi de børn som er observante og med til at sikre fællesskabet også for Ida. Sådan at det sårbare barn ikke oplever at der er fokus på dets særlige svaghed, ikke oplever at det er anderledes”, siger hun og tilføjer:

”Vi har en ekstra udfordring her i huset i forhold til at vi skal finde den rette balance, forstyrre tilpas, støtte tilpas, udvikle og hjælpe tilpas.”

Og Inaluk Freuchen Jeppesen nikker:

”Disse børn skal jo også selv ud i konflikter og alt det andet. De skal ikke overbeskyttes.”

Refleksion

For at kunne holde den nødvendige balance bruger de ansatte hinanden. Meget.

”Vi evaluerer hele tiden: hvad ser jeg, og hvad ser du. Vi bruger hinandens observationer, så vi ikke bremser børnene – og det gælder selvfølgelig dem alle sammen”, peger Inaluk Freuchen Jeppesen på.

Praksisfortællinger er en metode, som Konkylien har rigtig gode erfaringer med. De bruger praksisfortællingerne som metode for deres dokumentation. Det giver et billede af hvad afsættet er, hvad de skal være opmærksomme på.

”Måske viser det sig at det jeg fokuserede på i situationen, når den først er beskrevet og analyseret, ikke er det centrale, at den i virkeligheden handler om noget helt andet, end jeg først troede. Fx overså jeg måske noget, måske var jeg gået ind i situationen på et forkert tidspunkt”, reflekterer hun.

Annette Olsen supplerer:

”Praksisfortællinger er et meget brugbart middel til selvrefleksion, men det tager tid at få det ind under huden i hverdagen. Men når der er tid til at se på os selv og på, hvad der sker med børnene, så er det en knaldgod metode. En metode som også belyser vores dilemma i forhold til, hvornår vi skal trække os og hvornår ikke. Vi har en god hverdag, og der sker gode ting her hver dag, men vi skal også fyldes op igen, vi har jo også en hverdag med sygdom og nødplaner.”

Undervejs i udviklingen har de aldrig tvivlet på at deres beslutning var den rigtige. Inaluk Freuchen Jeppesen vurderer:

”En inkluderende tankegang har rykket meget for os. Det er vores afsæt, vores barnesyn og vores menneskesyn. Og vi bliver hele tiden dygtigere til det, og aldrig færdige med at tilrettelægge et miljø, så børnene kan agere og få indflydelse på eget liv.”

Man skal heller ikke glemme forældrene, som er altafgørende for barnet, og Konkylien har naturligvis et tæt og udvidet forældresamarbejde. De ansatte er bl.a. meget opmærksomme på at forældre kan have sårbare perioder, når der sker ændringer.

Inklusionsarbejde

Alle institutioner med basisgrupper er med i et udviklingsprojekt i Familiestyrelsens regi (se boksen). Bente Jensen (fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) er tovholder, og formålet er at indkredse hvad basispædagogik er for noget. Hvilke metoder bruges der, og hvad er effektivt i arbejdet med udsatte børn. Der arbejdes jo meget forskelligt i basispladserne, og der er brug for en fælles viden. Personalet er en afgørende vigtig del i arbejdet – og dermed også udviklingen af personalet. Konkylien har da også som led i projektet haft konsulenter udefra til at opgradere dem teoretisk om bl.a. inklusion. Projektet afsluttes i år, så vender vi tilbage til det og dets konklusioner.

Om der følger ressourcer med er mere uvist. Men inklusionsarbejde kræver ekstra ressourcer. Hele tiden skal der tages stilling, hele tiden stiller de ansatte spørgsmål til det de gør.

”Vi diskuterer hele tiden. Fx hvis vi synes vi er nødt til at tage et barn ud og forberede det på morgensamling for at det kan være med og mestre det, er det så inkluderende? Vi stiller hele tiden spørgsmål til vores beslutninger. Enkelte børn skal trænes for at have ordforråd til at kunne være med, men hvor meget forstyrrer jeg så, når jeg trækker det ud og træner. Vi mener jo at vi gør det rigtige med den balance vi vælger, for barnet har brug for redskaber til at begå sig, og så må vi fylde ekstra på det barn”, er de to pædagoger enige om.

For børnene skal behandles forskelligt efter hver enkelts behov, og det er deres opgave at afdække det behov.

Annette Olsen uddyber:

”Det betyder også noget hvilken værdi vi tillægger det at give noget ekstra til et barn. I vuggestuen tager jeg måske et barn meget op, og det er de andre børn opmærksomme på. Så er min opgave at vende den positive energi til at indbyde de andre børn, så man undgår en stigmatisering af barnet.”

Overliggeren er lagt højt i Konkylien. De har, som de udtrykker det, de største og bedste forventninger til barnet. Der er ingen laveste fællesnævner der.

”Vi skal kunne se at der sker udvikling og læring, ikke kun at de er glade for at komme her. De skal trives og blive mødt der, hvor de har potentialer, sådan at det hverken er kedeligt eller for svært.”

Men hvad så når børnene kommer ud af det inkluderende samfund som Konkylien er og ud i skolen? Ærgerligt nok har Københavns Kommune ikke en skole, som matcher Konkyliens arbejde. Der er planer om en skole med cochlear implant-opererede børn, men den er ikke kommet videre. Derfor – frustrerende for både pædagogerne i Konkylien og for forældrene – så børnene sendes til en skole i Ballerup.

Basispladsprojektet Børne- og Ungdomsforvaltningen har fået midler fra Familiestyrelsens pulje til et projekt om basispladser i Københavns Kommune – med fokus på mangfoldighed og social inklusion. Målet er at kommunen skal skabe de bedst mulige opvækstvilkår for udsatte børn, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå optimale muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og læring. Projektet skal udvikle et koncept, der kan bidrage til at forbedre og udvikle det pædagogiske arbejde med udsatte børn i basispladser samt udsatte børn i almene dagtilbud, der skal skabes en definition på kategorien: en basisplads, og der skal ske en kompetenceudvikling hos det pædagogiske personale. Institutionerne har haft stor fokus på at afdække og reflektere på egen praksis. De arbejder desuden med et udviklingsprojekt inden for et af projektets tre fokuspunkter: læring, trivsel og forældresamarbejde. Begrebet social inklusion analyseres løbende i forhold til den pædagogiske praksis

Et cochlear implant består af en ekstern mikrofon, en taleprocessor, en forstærker og en signaloverførselsenhed bag øret og en indopereret enhed bestående af modtager og en elektrode, der stimulerer nervefibrene i cochlea (sneglen) i det indre øre. Disse signaler sendes så videre til hørebarken i hjernen.