– om udviklingshæmmedes livsvilkår

Værdighed og lykke

Når det kniber på socialområdet, er det fordi området trænger til mental økologi.

Af Niels Christian Vibholm, Vibholm Consult og Bent Suhr, chefkonsulent, Center for Offentlig Kompetenceudvikling

Hvis vi kunne løfte taget på alle landets institutioner og botilbud for udviklingshæmmede, vil vi sandsynligvis se mange problemstillinger og måder at behandle og handle på, som ikke hører hjemme i dagens Danmark. Samtidig er det vores erfaring at behovet for coaching, supervision og efteruddannelse er øget, som et direkte resultat af de sager der har været på området de seneste år.

Den aktuelle anerkendende ledelsesform, som praktiseres i stor stil inden for området, åbner for en række tankevækkende og interessante perspektiver, hvis vi formår at manøvrere med rette fokus, når dagligdagen trænger sig på. Bruges det i den rette ånd, kan det bane vejen for at mange relationer bliver betragteligt bedre, både i medarbejdergruppen og i dialogen mellem medarbejdere og beboere. Dette kræver både en anden og anderledes bevidsthed samt uddannelse af ledere og medarbejdere.

De sidste et til to år har medierne dokumenteret en sørgelig relationel tendens mellem medarbejdere og beboere på en række af landets døgninstitutioner.

Og hvem har så skylden? Beboerne ville sikkert pege på pædagogen, pædagogen ville pege på ledelsen, ledelsen ville pege på forvaltningen osv. Den kultur der i dag er den herskende på landets døgninstitutioner er affødt af udviklingen inden for åndssvageforsorgen. Dog vil vi vove den påstand, at der de seneste 10 – 20 år har været en stagnerende tendens. Det kan der være mange grunde til. Vi ser serviceloven som en af synderne, bl.a. fordi den generaliserer snarere end at individualisere. Der står i serviceloven at den handicappede/udviklingshæmmede har ret til et liv så nær det normale som muligt. Ordet normal bekymrer os i den forbindelse, fordi der i normal optræder en definition, som på en eller anden måde giver ”os” ret til at trække normer og værdier ned over hovedet på andre. I stedet burde vi tænke nærmere over, hvordan den relationelle kontekst i institutionskulturen skal defineres i fremtiden.

Den handicappede/udviklingshæmmede har krav på et værdigt liv hvor den narrative diskurs, måden vi fortæller historien om dem på og måden, de fortæller historien om sig selv på, baner vejen for en individuel forståelse af, hvad der er væsentligt og værdigt.

Ud fra devisen om, hvis vi gør som vi plejer, får vi de resultater vi plejer, bør vi på institutionerne ikke tage teten og råbe vagt i gevær, hvis ikke kulturen skal forsætte i en politisk defineret kontekst? Det betyder ikke at politikerne har skylden for udviklingen. Vi må derimod sande, at så længe vi baserer institutionskulturen på samfundets doktriner, vil vi altid havne i den ”normale” kasse, hvor vi tillægger individet vores egne normer og værdier og dermed fratager vores medmennesker retten til, for dem, at beskæftige sig med det de finder væsentligt.

Set i lyset af disse for døgninstitutionernes og plejehjemmenes prekære episoder mellem brugere og personale, er det på tide vi bør tage det næste skridt i retning af værdigere og bedre livsvilkår inden for social og sundhedssektoren.

For os er der en nærliggende måde, hvorpå vi kan føre tanker til handling. Igennem narrative diskurser, historiefortællingen, kan vi bevidne og sætte denne viden i bevægelse. Vi kan lære af vores fejltagelser, se f.eks. de seneste 10 års arbejde med værdigrundlag. I praksis har det betydet, at vi har mistet fokus på kerneydelsen og brugt enorme ressourcer på at tale glorificerende om og implementere teoretiske virkemidler. Fakta har dog vist, at vi har svigtet kerneydelsen, hvilket for nogle borgere har haft fatale følger (overmedicinering med dødsfald til følge, vold, omsorgssvigt, grove verbale ydmygelser osv.).

Vi skal som ledere først og fremmest, og dernæst medarbejderne, sikre at borgernes historier får opmærksomhed. Vi må forsøge at forstå den virkelighed, som gør sig gældende for landets institutionsbrugere. Derved kan vi skabe en verden/ virkelighed, som er frigjort af vores norm- indoktrinerede værdisæt.

Det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at det ene ikke udelukker det andet – men blot skaber muligheden for at leve et liv der er anderledes. I bund og grund handler det vel om at kunne ”sætte fri” og hvordan kan det gøres uden at det bliver for abstrakt?

Vi skal væk fra de stigmatiserende tankesæt, hvor brugerindflydelse, medbestemmelse osv. bliver vores indgangsvinkel til måden, vi omformulerer teori til praksis.

Det samme gælder formuleringen fra serviceloven (se ovenstående). Det er formuleringer, som på sin vis har lagt basen for den videre tilgang til pædagogikken. Måske skal vi i virkeligheden slippe jordforbindelsen for en stund og prøve at tænke anderledes om den måde, vi gør tingene på.

Et klassisk eksempel kunne være: på institutionen X står de i hverdagene op kl. 7 for at kunne nå dagbeskæftigelsen kl. 9 (serviceloven siger jo at beboerne har krav på en så normal hverdag som muligt). Alt går for det meste ok, dog er der lige det med mennesket Y, som bor på X, han bliver ofte sur og selvskadende, når vi vækker ham og siger, du skal op, du skal i bad, du skal have mad, du skal af sted. Vi har dog fundet ud af, ved hjælp af genstridige og illoyale vikarer/medarbejdere, at X faktisk ikke bliver selvskadende de morgener, hvor der ikke kommanderes rundt med ham. Det vil sige respekterer mennesket som det er og med nærvær yder værdig støtte, og lader ham lave det han giver udtryk for. Når vi tænker tilbage på lignende tilfælde (og dem kan vi huske utallige af) spekulerer vi på, om vi i virkeligheden stiller krav som ”normal”-samfundet anser som velmenende. Spørgsmålet er bare, er det mere end X kan honorere? Stiller vi for store krav til beboerne på vores institutioner? Krav som vi intellektuelt på forhånd godt ved at de ikke kan honorere. Stiller vi dem så alligevel, fordi vi ikke har andre forslag til handling og fordi det er vores normer og værdier der sætter dagsordenen? Eller får vi bare ikke italesat problemstillingen med vores kolleger og ledelse?

Stress er en folkesygdom, som forårsages af krav, det enkelte menneske ikke kan honorere. Bliver beboerne på landets institutioner alene af denne årsag udsat for en stresspåvirkning, som vi så kan læse i deres måde at reagere på?

Hvordan kunne vi eksempelvis så gøre tingene på en anden måde?

Vi forestiller os, at vi langt hen ad vejen kan åbne for nogle behagelige muligheder, ved at tænke anderledes om det vi plejer at gøre. Et perspektiv kunne være at tale om lykke, gode oplevelser, gnisten i øjet med udgangspunkt i værdige relationer. Og her tænker jeg alle der arbejder eller bor på institutionen.

Her kunne fremgangsmåden f.eks. være meget fokuseret på nærvær, for kun derigennem registrerer vi de mislyde der sniger sig ind i kulturen. At yde koncentreret nærvær en hel arbejdsdag er enormt krævende, så derfor bør vi måske vende tingene lidt på hovedet og se på, hvordan man kan optimere nærværsydelsen.

Skal vi ikke fremover med jævne mellemrum læse de negative historier i landets dagblade, er vi nødt til at starte dialogen om udviklingshæmmedes livsvilkår. Det er vores professionelle pligt at få fortalt en anden historie, at tænke og tale om denne gruppe på en diametralt anderledes måde. Hvordan respekterer vi deres integritet, deres måde at leve deres liv på? Der genstår et større arbejde på bevidsthedsniveauet, hos beslutningstagere, ledere og medarbejdere. Det arbejde tænker vi bør starte med i det hele taget at sætte dialogen på dagsordenen. Det kræver desuden en del efteruddannelse og supervision.