En flad madpakke

Af Elisabeth Lockert lange

At Folketinget har vedtaget at alle børn i daginstitutioner senest den 1. januar 2010 skal have tilbud om et sundt frokostmåltid skaber både forvirring og frustration. Idéen er jo god nok, men hvorfor får vi ikke noget at vide om, hvordan det kommer til at se ud, spørger mange af daginstitutionerne, som har tonsvis af ubesvarede spørgsmål omkring ordningen.

At god sund mad er vigtigt for, hvordan børn har det og trives, er næppe nogen nyhed. Heller ikke at der gennem årene stille og roligt er skåret ned på de budgetter, som i ”gamle dage” gjorde at langt de fleste børn fik hjemmelavet frokost i vuggestuen og børnehaven.

En ny lov ønsker at gøre det forsømte i hvert fald delvis godt igen. Loven forpligter alle landets daginstitutioner til at tilbyde alle børn et sundt frokostmåltid i daginstitutionen som en del af dagtilbudsydelsen. Velfærdsminister Karen Jespersen bruger ord som ”stor forbedring både for børnene og deres forældre” og ”et nyt fællesskab omkring måltidet” ved vedtagelsen af loven. Loven gav samtidig kommunerne mulighed for at hæve forældrebetalingen fra 25 pct. til 30 pct. til at finansiere udgifterne.

Men for det første, så er det en ordentlig ekstraregning til forældrene, på mellem 400 og 500 kr. ekstra pr. barn pr. måned. Og for det andet er det så overhovedet nok? Eller sender regeringen bare regningen for en god idé videre til både kommuner og forældre? God og sund mad koster jo penge, og spørgsmålet er om der sættes penge (nok) af til den gode mad, som politikerne i ord prioriterer så højt. Eller står kommunerne og dermed daginstitutionerne blot med et nyt (underbudgetterings)problem?

Det endelige driftsbudget til institutionerne og hævningen af forældrebetalingen vil blive fastlagt i budget 2010, som vedtages til efteråret. Ganske vist har Københavns Kommune varslet at de gerne vil tyvstarte på madordningen, men endnu er der ikke sket det store – andet end forvirring.

For Københavns Kommune handler madprojektet da også om i alt ca. 30.000 børn fordelt på flere hundrede daginstitutioner. En ordentlig mundfuld med andre ord.

Kommunen valgte i kølvandet på vedtagelsen af loven at de daginstitutioner, der har mulighed for det, selv skal lave maden i deres eget køkken. For mange betyder det en renovering af deres køkken. Hvad får de i budgettet til det? Det ved de ikke meget om.

Og ikke alle daginstitutioner har mulighed for at lave mad selv fra næste årsskifte, nogle vil på grund af de fysiske forhold slet ikke kunne komme til det. De skal altså have mad udefra. Hvor mange der selv kan lave mad, og hvor mange der skal have mad udefra er endnu uvist.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har valgt at samarbejde med Københavns Madhus om maden til de daginstitutioner, som ikke kan producere maden selv.

I dette års budget er der sat 17 mill. kr af til anlæg af køkkener i daginstitutionerne, og det går især til at de daginstitutioner, som slet ikke har noget køkken, kan få etableret forhold, så de under forsvarlige forhold kan modtage mad udefra.

Madpakker

Vedtagelsen af loven har sendt mange vuggestuer og børnehaver ud i frustration.

Det er først og fremmest frygten for kvaliteten eller manglen på kvalitet, det handler om. Som det ser ud i forhold til budgetforliget netop nu, bliver der ikke tale om frisklavet varm økomad, men om en sikkert sund men også færdiglavet madpakke. Det er køleskabe til at opbevare madpakken på køl, de mange penge skal bruges til i daginstitutioner uden køkken. Og det er vel ikke den type mad, Københavns Madhus mener, når de taler om friskproduceret økologisk mad.

Det har da også fået Københavns Forældreorganisation på dupperne. De kalder madpakkeordningen for en skrabet løsning og mener ikke, at den bør føre til en stigning i forældrebetalingen.

Når det sunde måltid mad viser sig at være plastic-indpakket catering-mad, så synes forældrene at de medbragte madpakker er mere attraktive og mere inspirerende for børnene, vurderer KFOs formand Lars Klingenberg.

Dertil kommer at forslaget kan betyde en kraftig ekstraudgift også for en vuggestueplads, på trods af at vuggestuebørnene allerede får mad. Man kan sige at deres forældre kommer til at betale for at børnehavebørnene nu skal have mad(pakker).

Lars Klingenberg kalder det en absolut minimumsstandard, og så forsvinder hele ideen med at bruge maden som pædagogisk redskab, hvor det sunde måltid og gode kostvaner står i centrum.

”Og hvis vi som forældre skal medfinansiere ordningen, så forlanger vi at kvaliteten er i orden”, siger han.

Ansvaret sendes rundt. KFO og forældrene skyder på regeringen, som ikke har sikret økonomien i lovforslaget. Daginstitutionerne skyder på Børne- og Ungdomsforvaltningen, som skal administrere og udføre ordningen i praksis, fordi de intet hører om hvordan de skal føre den ud i livet. Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard fra SF sender aben til S, V, K og DF på Rådhuset, som indgik budgetforliget. Det er dem, der vil spise institutionsbørnene af med madpakker. Det er dem der ikke har fulgt madhusets anbefalinger. Bo Asmus Kjeldgaard mener nemlig ganske som forældrene at det ikke er i overensstemmelse med intentionerne at servere vakuum-indpakkede madpakker.

Socialdemokraterne sender aben videre til regeringen og Folketinget. Der er ikke fulgt penge med til anlæg af køkkener. Chistiansborg-politikernes svar på den kritik er forudsigelig: vi har kommunalt selvstyre. Hvordan ordningen føres ud i livet er op til kommunerne selv. Bare de gør det sundt.

Meget uafklaret

Tilbage står de ansatte i byens 0-6 års institutioner med deres frustration.

Den handler i høj grad om manglende information. De føler ikke de får besked om noget som helst. Spørgsmålene de stiller sig er til gengæld mange.

Fællestillidsrepræsentant Stinna Reuter Hall hører de mange spørgsmål på møderne i fagforeningen med tillidsrepræsentanterne.

”De er frustrerede og bekymrede for fremtiden, der er så mange uafklarede aspekter, som kommunen måske, måske ikke har taget højde for. Vi herinde ved det nemlig heller ikke, vi kan heller ikke få klar besked om noget. Heller ikke om hvornår det træder i kraft, hvis de mener at det skal ske før næste årsskifte.”

Spørgsmål er fx: hvornår på dagen kommer maden? Hvis institutionen skal på heldagstur, kan de så nå at få madpakkerne med, eller skal de selv sørge for at smøre madpakker? Skal de så melde afbud til ordningen den dag, og hvornår (ture kan opstå ret spontant), og bliver den afmeldte mad så trukket fra deres budget?

”De ansatte tænker på allergibørn, og der kan jo være mange børn, som er allergiske over for hver sit. Og hvad med dem der kun vil have halalslagtet kød, og dem som absolut ikke vil have halalslagtet kød? Er det pædagogerne, der skal have styr på, hvem der ikke skal have og ikke må få hvad, når madpakkerne kommer? De er bekymret for at der slet ikke er taget højde for disse ting”, fortæller Stinna Reuter Hall.

Og der er meget andet. Hvis institutionen fx både har en vuggestue, hvor der nu bliver lavet mad og en børnehave, skal der så laves mad i institutionen til børnehavebørnene også, eller skal de alligevel have maden udefra?

Pædagogisk vinkel mangler

Hvad med de vuggestuer, som laver mad nogle dage og får maden udefra andre dage, vil de få tilført flere penge med den nye ordning, spørger de deres fællestillidsrepræsentant. Og i de store institutioner, som der jo efterhånden er mange af, hvor der er flere huse spredt på området, skal ”nogen” så over og hente maden og huske, hvem der må få leverpostej, hvem der ikke må osv. osv.? Og er de ”nogen” det pædagogiske personale? Eller skal store institutioner lave kantiner, hvor alle børn kan være på én gang eller skal de spise i hold?

”Jeg kan levende se for mig at der ankommer kasser med madder med halalkød, med leverpostej, med æg osv. Skal den voksne, som henter maden, huske hvor mange af dem der må få og kan lide hver slags, der er lige den dag? Det vil i hvert fald tage tid, tid fra pædagogiske opgaver. Børn er jo også mennesker som alle andre, og de har derfor forskellig smag. En smag som forældrene kender. Og hvad hvis børnene ikke kan lide den mad, de får en given dag. Skal de så have andet mad fra institutionen? Eller skal de gå sultne omkring”, spørger Stinna Reuter Hall på institutionernes vegne.

Den pædagogiske vinkel er også vigtig, understreger hun. Selv om børnene ikke er med til at lave mad i de institutioner, hvor maden bliver lavet (det er ikke muligt på grund af forskellig sikkerhedslovgivning), så kan de mærke duftene fra maden, og de voksne taler med dem om mad.

”På samme måde når børnene har deres madpakker med hjemmefra, så taler vi om hvad du har med og jeg har med, og hvad det er og hvorfor og hvad vi kan lide. Hvis det bliver de samme madpakker til alle, så forsvinder den naturlige snak, som også handler om gode kostvaner og varieret mad. Der er også det at få en hilsen med hjemmefra, for mange forældre giver jo en hilsen med til barnet, og lægger lidt mellemmad ved. Kan de så stadig gøre det?”

I mange institutionerne må børnene spise når de vil i løbet af dagen, og de voksne holder bare øje med at der også er noget tilbage til frokosten. Mellemmåltider er jo faktisk en del af gode spisevaner, og børnene hygger sig med at de selv vælger, hvornår de vil have lidt mad. Den mulighed ryger… måske…

Hvad med økologien, spørger de også, hvad med fede børn og hvad med den vigtige variation.

”Institutionerne frygter at maden udefra ikke på nær vil blive så varieret som det forældrene finder på. De vurderer også at det vil være svært at tage alle disse hensyn, når nogle børn skal spise fedtfattigt, andre ikke, nogle er allergiske, andre har særlige andre krav. Derfor er det vigtigt at kommunen snart kommer på banen med nogle svar”, siger Stinna Reuter Hall.

”Min oplevelse er at forældrene gerne vil tage ansvar selv, det mener de ikke at politikerne skal blande sig i. Det er da en god idé med mad til alle børn, men det koster dyrt hvis det skal fungere som i fx Sverige. Det vil de jo ikke betale, og så laver de nogle mellemløsninger, men de er ikke valgfri. Det er et problem.”

En forælder spørger i efteråret i Borgerrepræsentationen (videresendt af Rikke Lauritzen fra Enhedslisten) bl.a.: ”Vi vil gerne vide om børnehaven selv må lave maden eller vælge en egen leverandør. I børnehaven er der dels tradition for at lave mad sammen med børnene to gange om ugen dels er de tit ude på ture. Hvis vi tvinges ind i en central ordning vil en del af pædagogikken gå tabt. Maden laves for otte kr. pr. barn pr. måltid – og den er derfor fuld konkurrencedygtig. Er der valgmuligheder for at sikre det såkaldte sunde måltid – det vil sige selv lave den? Kan vi som forældre sige nej?” Borgerrepræsentationen svarer bl.a.: ”Opgaven med frokost til alle børnene forventes at blive implementeret med både lokal madproduktion i institutionerne og desuden med udbud af mad til private eller kommunale leverandører i de institutioner, hvor det ikke er muligt at lave maden selv. Her er det særligt køkkenforholdene, der er det afgørende. Hvis institutionen har et lovligt og anvendeligt køkken, vil det være en mulighed at de selv står for produktionen, hvis de ønsker det. Men der er efter bygningsafdelingens skøn ikke midler til, at alle de daginstitutioner, hvor køkkenerne kræver ombygning, kan ombygges til lokal produktion. Forældrene kan ifølge lovudkastet kun takke nej til denne ordning, i særlige tilfælde hvor det af helbredsmæssige årsager ikke er et tilbud, som er til gavn for barnet.”

Københavns Madhus Den 13. juni sidste lancerede overborgmester Ritt Bjerregaard, sundhedsborgmester Mogens Lønborg og børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard Københavns Madhus. Målet var at forbedre kvaliteten af de 40.000 måltider, der hver dag serveres på byens plejehjem, skoler, børnehaver og andre institutioner. Idéen med Københavns Madhus er ifølge deres hjemmeside at katalysator for arbejdet med måltiderne ved at bygge bro og formidle viden og erfaring. Det skal være et åbent hus. Det vil sige at huset skal have aktiviteter, hvor borgerne inviteres til at deltage, der skal være samarbejde med skoler og daginstitutioner, hvor man i forbindelse med projekter, temauger eller andet laver aktiviteter, som retter sig mod disse målgrupper. Men det betyder også, at de ansatte i Madhuset skal ud, hvor der laves mad til borgerne. Det er her forandringerne skal ske, og derfor er det vigtigt, at man tager fat, der hvor maden laves, skriver de på hjemmesiden.