ST. Vigerslevgård

Af Elisabeth Lockert Lange

MUSIKPÆDAGOGIK FOR FULD UDBLÆSNING

DET ER IKKE SMÅTING DER SKER, NÅR ENGAGEREDE FRITIDSPÆDAGOGER MED INDSIGT SÆTTER UDVIKLENDE AKTIVITETER I SØEN SAMMEN MED BØRNENE OG DE UNGE. DER SKABES PERSONLIGHED OG IDENTITET, DER ÅBNES DØRE OG BRYDES GRÆNSER. DET ER ST: VIGERSLEVGÅRD ET GODT EKSEMPEL PÅ.

Så går det løs igen...... Fritidsklubbørnene fra St. Vigerslevgård i Valby havde før sommerferien stor succes med at opføre en musical som de selv har skrevet. Julies Hævn blev opført to gange i Prøvehallen og desuden vist for et antal klubber i byen. I sommerperioden har de opført den til daginstitutionens egen sommerfest og til Valbys kulturfestival.

Her efter sommerferien fortsætter daginstitutionen, som er et fritidshjem med 55 børn i alderen 5-9 år og en fritidsklub til 57 børn i alderen 9-14 år, succesen. Med friske og fornyede kræfter opfører børnene musicalen i flere klubber, på et seminarium og i kulturhuse – som minimum. De har også planer om at prøve sig ud i det mere kommercielle.

Musicalen handler om unges verden, tanker, og ikke mindst drømme. Drømme om at blive stjerne, om at blive accepteret og have venner, og så handler den som titlen siger om drømmen om hævn.

Musicalen er den samme som før, men der er sket ændringer i rollelisten, fortæller pædagog og musiker Søren Beha, som har stået for arbejdet med musicalen med børnene.

”Når vi opfører den nu, er fritidshjemsbørnene hægtet på. For det er vigtigt med integrationen, så de fra starten vokser op i børneungdomskulturen, senere skifter de til klubben, hvor de får en ny rolle i forhold til fritidshjemsbørnene. Den integration har minimeret konflikterne her, selvom vi ligger i et meget mangeartet område.”

Det er Søren Beha der skriver selve musikken, men han understreger at børnene har lavet hele historien, karaktererne og replikkerne.

”Det startede med at vi fik historien af to piger her i institutionen. Vi lagde ud med at lave et stort karakterarbejde, hvilke roller der skal være osv., og vi lavede en reel audition i rollerne. Ud over drama er der også både dans og sang. Vi gav børnene feedback på deres indsats, og sammen fik vi gode roller ud af det. Der var 22 børn på scenen og derudover tre teknikere, da vi opførte den før sommerferien, det vil sige 25 børn var sammen om det.”

På det tidspunkt havde de tre videoer kørende i Prøvehallen imens, for der skal laves en dvd ud af det, og i en god kvalitet.

BRYDER GRÆNSER
Kvalitet er et nøgleord i hele tilgangen. For børn vil have god kvalitet, ellers synes de det er pinligt, fortæller Søren Beha. ”Med høj kvalitet og noget de synes om, så bryder denne måde at arbejde på også grænser for dem, det åbner rum. Alle er vant til en dagligdags produktion af ting, det er der ikke noget nyt input i. Det er de nye oplevelser, som ændrer ens sti – og der prøver vi at rykke dem.”

Det sker på mange planer, fremhæver han. Ikke mindst det sociale.

”I hverdagen er de i deres venskabsgrupper, og de har ikke meget kontakt på tværs af dem. Det vender dette projekt op og ned på. 25 børn er jo en stor del af de daglige brugere her, og nu er der en ubrydelig gruppeånd, hvor de støtter hinanden; det ser vi ikke i den almindelige dagligdag, og det er måske en stor del af motivationen. Publikum som ser stykket kender ikke alle de små hemmeligheder, der er mellem alle på scenen, det er et hemmeligt selskab hvor kun de kender koderne. Ord og blikretning, og alle er med på hvad der sker. Dette kommer fordi det giver mening det de laver sammen, og de får noget de kan bruge, ellers ville de ikke lave den åbning og vise sårbarhed over for hinanden. Min opgave er at få dem til at bryde mønstre, gøre noget de ikke plejer at gøre. Det giver dem en bredere substans at leve på som menneske.”

Og denne slags personlighedsudvikling er det kun fritidshjem og klub som kan, understreger han. ”Et så koncentreret arbejde over så lang tid kan ikke lade sig gøre i andre fora end netop dette. I skolen kan det ikke lade sig gøre, for der er andre krav og opgaver, heller ikke i de mere organiserede klubber som fx sportsklubber. Kun her er der bredden og fl eksibiliteten til det. Og her er alle betydningsfulde, alle er nødvendige. Et arbejde som dette giver dem også mulighed for at bearbejde egne konfl ikter. Stykket handler meget om udelukkelse og konflikter, og faktisk havde vi sideløbende en konfl ikt i pigegruppen. De brugte det de lavede her til at bearbejde virkelighedens konfl ikt, og de kunne se at virkelighedens hændelser overgår fiktionens. Og de skulle løse konfl ikten, for det er svært at gå på scenen sammen, når man har en konflikt kørende. Og de løste den. Derfor er det også så vigtigt at det er dem der skriver dialogen, deres referencerammer, deres sprog.”

I de unges verden kan det hele let være meget sort/hvidt. ”Det er svært for dem at se de bløde overgange, nuancerne, og let at se sort/hvidt, som de også får det serveret i bl.a. medierne. Processen, overgangene, det gradvise er problematisk for de unge at forholde sig til. Men det gør de, når de skal skrive et stykke og gå ind i de psykologiske processer, hvorfor en person gør sådan og sådan.”

OBJEKTET I LÆRINGSRUMMET
Til at støtte dem i at fange nuancerne og overgangene bruger Søren Beha musikken. Startende med lytteøvelser for at fange efterklange.

”Det er en sansetræning i at være opmærksom på nuancer. Og derigennem viser jeg dem, hvordan man kan opleve den anden som menneske og ikke som en ting eller et objekt.”

I det hele taget er det relationelle i centrum i det læringsrum, de skaber i arbejdet med musicalen. Og han har gjort sig mange tanker om relationer, subjekt og objekt, og hvad der er vigtigt. ”Hvis barnet er subjekt, og den voksne tilrettelægger for barnet, bliver den voksne let det betydningsbærende objekt, og hvilket relationelt forhold er der i det? Læreplaner ender let med at den voksne bliver det betydningsbærende. Hvis objektet mangler i læringsrummet, bliver det betydningsløst at sidde to og to.”

Han uddyber: ”Vi skal geninstallere objektet i det pædagogiske læringsrum. Introducere et objekt fx en musical, som alle deltagerne skaber og omformer. Det kan være meningsbærende som fx en musical, men det er det relationelle forhold, der er afgørende. Fx bliver et foredrag let todimensionalt uden dybde og rumlighed, for der er intet objekt, og derfor ingen læring i det. Det som skaber læringsrummet er subjekt og objekt, det meningsdannende materiale og tid, det skaber den rumlige forudsætning for at lære noget. Det er så vigtigt at få objektet med, og det bør man arbejde med i læringsbegrebet i læreplanerne.” ”Det er så almindeligt at børnenes sanseapparat bliver nedslidt, mange har det hele tiden lidt dårligt, og den følelse, at børnene ikke kan leve op til deres eget liv, strækker sig langt ind i normalområdet. Det er en slags stress, og så kan de ikke se overgange og nuancer og den anden som et menneske. De har brug for disse læringsrum.”

STYRET LÆRINGSRUM
Det musikalske læringsrum er tone, tid og rytme. Det børnene laver i det rum er ikke improviseret, men styret af Søren Beha.

”Jeg taler altså ikke om den situation, hvor de unge bare tonser derudaf og laver selvudtryk. Det handler ikke om at gå amok til høj musik, det er bare at køre de narcisistiske tilbøjligheder ud, og der er ikke noget input. Så dyrker man det der ikke skal dyrkes, for deres jeg bliver ikke fortolket, og de skriger netop på at blive fortolket. Så kommer de ikke til at se sig selv i nye vinkler, og det strider mod alt i læringsrummet. Dette er styret. Og der sker noget. Der opstår fx lydlige konfl ikter, to deltagere som bruger hver sin rytme. Disse konflikter løser de på meget forskellig måde. De kan fx tilnærme rytmerne til hinanden, så de finder ind, hvor de kan tilpasse de to fi gurer til hinanden. De ændrer på nuancerne, finder en harmoni og går sammen videre. Eller de går hver til sit.”

”Hvis nogle af børnene og de unge alligevel blot reproducerer sig selv musikalsk, hvor der ikke sker nye ting, og hvor de bare gør det de plejer, så sætter jeg forhindringer i vejen, så de gør noget andet. Men det kræver alt sammen at der er noget, der tilbyder sig som meningsdannende, og som fx tilbyder muligheder for løsning af konflikter”, understreger han. Når det lykkes er der flow: en naturlig følge af de rigtige læringsrum.

”Når de unge bruger det hele er det fantastisk, hvad de kan lave. Når det hele kører, kan vi se nogle kvantespring.” Et sådant arbejde kræver stort engagement og fl eksibilitet fra både børn og voksne. Man må tilrettelægge efter de personer som er med – og give det tid.

”Det er en dynamisk proces, men det handler om at styre den. Den skal ikke være for intens i starten for alle skal være med. Pointen er at arbejde virkelig individuelt, have en fornemmelse af hvor hver enkelt er og pirke, fx give replikker de rigtige steder, så de kan give noget tilbage. Vi får skabt et univers, hvor de har mulighed for at tænke alternativt. Vi fokuserer på andet end resultatet, og det betyder meget for dem i forhold til at lægge sig selv på hylden.” Man kan også få helt andre samtaler, fremhæver Søren Beha:

”Når man laver tekster og teater sammen med de unge får den snak, som ofte ellers er negativt ladet om fx konfl ikter eller kærlighed, en positiv vinkel. Og så kommer der meget mere på bordet. Det som ender i teksten ved alle involverede hvor kommer fra, og måske er det noget tragisk og problematisk, men publikum ved det ikke. De tør stille op med sig selv, derfor er fantastisk at lave tesktarbejde sammen med dem.”

Det er ikke første gang Søren Beha laver musik med børnene i St. Vigerslevgård, og han tilbyder også at lave musik med andre grupper, både børn og voksne.