Kender du et barn som har mistet

Når du møder barnets sorg, så inviter den indenfor

Af Lene Outzen Foghsgaard

Denne helt almindelige dag i august 2006 vil mellem 8 og 10 børn i Danmark miste det bedste i deres verden. De vil miste deres far eller mor. Sorgen er stor og svær og varer ved, og som voksen tæt på er det din vigtigste opgave at møde barnet med åbenhed. Vis det, at du er der og undersøg mulighederne for professionel hjælp, hvis din egen ikke rækker.

Tre linjer i bogen siger det hele. De står på side 76 og fortæller, at børns mulighed for at komme igennem svære tab uden skade på sjælen i høj grad afhænger af den måde, de bliver mødt eller ikke mødt i sorgen på. Jo mere åbenhed, jo bedre.

Forfatterne bag ordene har skrevet bidraget: Åndelig omsorg for børn, der mister, og det bidrag er blot et af en lang vedkommende række af i alt 25 tekster i bogen: Kender du et barn, som har mistet. Og lad det være sagt med det samme – denne antologi kan kun anbefales. Som læser kommer man under huden på sorgen og rundt om dens mange facetter på en sådan måde, at intet lades usagt. Efter endt læsning opleves det faktisk som om, at man er sluppet af med et tabu.

Initiativtageren til bogen, Jonathan Løw, skriver i sit forord, at alle ordene i bogen er skrevet for at de kan blive givet videre til børnene – på den måde, som man som læser og pårørende føler det passende i sin situation og relation. Og hermed er bolden givet op!

Som omsorgsmenneske for mindre og større børn oplever du måske også en dag, at et barn i din varetægt mister det kæreste i verden – det sker for omkring 3000 danske børn hvert år. Men hvad gør du? Hvordan kan du træde hjælpende til i en sådan situation? Denne artikel er skrevet for at videregive nogle af de gode råd og værktøjer, der findes i bogen og for at ruste dig som voksen. Der er dog ingen tvivl om, at dét at møde døden naturligt og uden angst er en stor udfordring. Som sangeren Karen Busck, der mistede sin mor som 11-årig, sagde, da vi interviewede hende:

”Jeg har nok altid troet, at jeg ville være bedre til at håndtere andre menneskers sorg, fordi jeg selv har haft den så tæt på. Men sådan er det jo ikke. Jeg jokker i den samme spinat som andre, jeg er også bange for at træde for nært og bange for det sørgelige. Jeg synes også, at det er svært.”

HVAD ER SORG FOR NOGET?
For at forstå, hvad det handler om, når vi mister en person, som står os nært, må vi forsøge at forstå sorgens væsen. Hvad er sorg for noget? Præsten Johannes Møllehave blev for nogle år siden bedt om at svare på netop det spørgsmål, og hans svar finder man i bogen.

”Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med. Du har lyst til at sige, jeg elsker dig, men det kan du ikke mere. Du kan ikke komme af med det, der er ikke nogen at sige det til. Det er det, der gør så ondt.”

Møllehave forklarer, at det i bund og grund handler om, at vi hver især er uerstattelige og ikke bare kan skiftes ud. Og det skal vi være kede af, mener han, men siger samtidig, at vi ikke må være kede af, at vi har et kærlighedsoverskud, for det er en del af forholdet til det menneske. At vi beholder noget af kærligheden tilbage.

Præsten pynter i det hele taget ikke på realiteterne og slår derfor også fast, at sorgen vil vare ved. Den går ikke over, og vi kan godt lade være med at tro, at mennesker der har mistet, pludselig holder op med at sørge, når der er gået noget tid. Det gør de ikke. Møllehave sætter endda spørgsmålstegn ved, om sorgen overhovedet skal bearbejdes. Han mener, at den skal have lov at være der, den skal leve, for sorgen er jo savnet, og savnet er smerten ved at have mistet.

TAVSHED ER IKKE GULD
Børns sorg foregår i børnehøjde, som en af bidragsydere Dorthe Korshøj, faglig leder hos Børns Vilkår, siger det. Børn har ikke de samme handlemuligheder som voksne. De har ikke de samme fuldtudviklede sproglige redskaber at udtrykke sig med, og derfor er de fuldt afhængige af at der er forstående og omsorgsfulde voksne omkring dem, der kan forstå deres signaler. Hertil hører også at være en voksen, der spørger og lytter med et åbent sind. Ifølge Dorthe Korshøj er tavshed nemlig det værste, barnet kan møde. Vi voksne har ansvaret for, at børn i sorg ikke møder den tavshed, som desværre stadig er en kendsgerning for mange af sorgens børn. Første skridt er derfor åbenheden. At den voksne tør spørge om de svære ting og også fortæller barnet, hvad hun ser. F.eks. ”du ser trist ud, er du ked af det?” Eller ”tænker du på din mor?”.

Næste skridt er at følge åbenheden til dørs. At du er til stede ikke kun første gang, men også tiende gang, barnet har behov for at tale om den døde og alt omkring.

”Det er ikke nok at sige til et barn i sorg, at det altid kan komme til dig, hvis det vil snakke. Det er den voksne, der skal give sig til kende og tilbyde samtalen.”

Sådan lyder det fra Per Bøge, projektchef på Projekt Om- Sorg hos Kræftens Bekæmpelse, og det budskab går igen i bogen. Budskabet om, at den voksne skal invitere indenfor. Måske barnet ikke lige har lyst til samtalen, men muligheden skal være der, så skal det nok komme senere, ellers må man prøve igen. Sangeren Karen Busck siger. ”Betragt sorgen som en del af barnets hverdag, som noget der vil være der ligeså længe, du følger barnet. Som voksen kan du af og til tage sorgen op og spørge til den. Vær åben uden at mase og lad barnet bestemme farten.”

BØRN HAR BRUG FOR SANDHEDEN
I bogen er nævnt et eksempel med en far, der til sin datters kon- firmation begynder sin tale med at sige, at moren jo ikke kunne være med, men at alle skulle forestille sig, at hun sad på en lille sky og fulgte med i den store dag. De ord får stemningen til at lette, det tunge bliver løftet væk. Og netop rådet om ærlighed gives fl ere steder i bogen. Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse forklarer:

”Vi bliver ofte spurgt om, hvornår et barn er gammelt nok til at få et ærligt svar på svære ting som følelser, tab og død. Svaret er egentlig meget ligetil. Er man stor nok til at stille et spørgsmål, ja så er man også stor nok til at få et svar. Spørgsmålet indikerer jo, at barnet søger et svar, men ikke magter at fi nde svaret uden voksen hjælp.”

Det ligger dog også Dorthe Korshøj på sinde at kaste lys på de værktøjer, der fi ndes, når barnet ikke vil tale om sin sorg. Hun siger: ”Det er godt at huske, at samtalen ikke er det mindste barns primære kommunikationsform. Små børn bruger ofte legen og andre kreative udtryksformer, når de meddeler sig og bearbejder deres oplevelser. Det vigtigste er, at man som forældre og andre voksne ser de signaler, barnet udsender.Et barn, der holder op med at lege, bør altid vække bekymring.” Især i forbindelse med selvmord nævnes det som ekstra vigtigt, at barnet får sandheden at vide. Børn fornemmer godt, når noget frygteligt er sket, men holdes de hen i uvished, får fantasien frit løb. Et sted i bogen står der, at man jo ikke kan beskytte barnet mod døden og tabet, men at man indirekte kan beskytte det ved at dele det svære og tunge med barnet. I et af bidragene anbefaler forfatterne direkte, at de nære voksne skal give børnene lov til at være med i alle de smertefulde processer, så de ikke bliver forladte og overladte til sig selv. Fællesskabet luner og giver håb. Hvis den nære voksne ikke magter det, så gælder det om, at en mere udenforstående melder sig på banen og prøver at hjælpe barnet med ind i fællesskabet.

LEGEN SOM FORLØSER
Også sangeren Karen Busck oplevede, at dét at komme væk fra kollektivet, hvor hun boede med sin mor, fik det triste til at lette. I hendes tilfælde hjalp det at være sammen med morens veninde, som tog hende med på café, og hendes biologiske far, som hun ellers ikke så særlig tit.

”Min far trådte til, og jeg kan bl.a. huske, at han engang lagde tarotkort med mig, bare et børnesæt, men på den måde kom vi til at tale om de mere alvorlige ting, der var inden i mig.”

At legen løser op for alvoren er en kendsgerning, som også fl ere eksperter i bogen peger på. I bidraget: At leve med sorgen, er der f.eks. et eksempel med en fi reårig dreng, der til sin storesøsters begravelse får øje på en græsvold, som han begynder at lege på. Hans bedstemor følger efter, smiler og knuser ham, og efter noget tid går de tilbage, hvor drengen græder sammen med de andre. Børn har en evne til at være til stede i nuet, lyder forklaringen. Drengen formår at hoppe ud af sorgen og give sig selv lov til at lege og grine, og at bedstemoren forstår ham, er en anden vigtig pointe. Han oplever ikke at have gjort noget forkert. Det kan også forklares, som en anden pige gør det. ”Jeg var nødt til at lege for at holde det ud”.

Som voksen er det vigtigt at bakke op om børns leg og latter. Karen Busck fortæller i bogen, hvordan hun gik i Tivoli dagen efter hendes mors død. Natten før spurgte de voksne i kollektivet, hvad hun havde lyst til, og den 11-årige ville gerne køre i karrusel. Da vi talte med hende, fortæller hun. ”At gå i Tivoli var utrolig godt for mig, for jeg havde behov for at have det sjovt – det triste var der nok af. Ligeså meget der grædes, ligeså meget skal der grines. Når man mindes de gamle historier, er der jo masser af grin. Det er forløsende, og man må gerne tillade sig at have det sjovt.”

FIND HJÆLP I SORGGRUPPER
For Karen Busch har mange år i terapi været nødvendige for at kunne leve med savnet af en mor, der døde alt for tidligt. Sorggrupper fandtes ikke, da sangeren havde brug for det, hvilket hun tror kunne have hjulpet hende lettere igennem. Dorthe Korshøj fra Børns Vilkår, der arbejder som faglig leder af sorggrupperne og løbende holder foredrag og kurser om børn i krisesituationer, siger:

”I sorggruppen sker der jo det, at man møder ligesindede med præcis de samme oplevelser som en selv. Som børnene tit forklarer. ”Nogle gange behøver jeg slet ikke sige noget, jeg kan se på deres øjne, at de ved, hvordan jeg har det”. Den følelse af anderledeshed, en anderledes hverdag og nogle livsvilkår, der er fuldstændig forandrede, bliver ophævet i sorggruppen. Børnene giver hinanden håb. Nogle er måske kommet længere i deres sorgproces og ved at høre om hinandens forskellige måder at kommer videre på, giver livet alligevel mening.

Dorthe Korshøj anbefaler, at man altid søger professionel hjælp til barnet, når ens egne kræfter ikke rækker.

”Hent vejledning i det kommunale regi, hos PPR, pædagogisk psykologisk rådgivning, eller i socialforvaltningen – og gerne før du står i situationen. Viden om mulighederne for hjælp kan give en god tryghed for os voksne, der har en tendens til at tro, at sorgen går over, for vi kan ikke li´ den. Men sorgen forsvinder ikke, og derfor er det afgørende, at familien og netværket kan rumme barnet.”

At sorgen aldrig helt slipper taget i de børn, der har mistet, er nok et af de vigtigste budskaber i bogen, men heldigvis kan vi som voksne gøre meget for at hjælpe.

”Kender du et barn, der har mistet” er udkommet på forlaget Mellemgaard. Pris 199 kr. for 217 s. Bogen kan købes i boghandlen og for hver solgt bog doneres et beløb til Børns Vilkårs arbejde med sorggrupper over hele landet.