Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Dagplejeområdet
Af Elisabeth Lockert Lange
MED NYE ØJNE
ANDRE MÅDER AT SE BØRNENE PÅ, EGEN FAGLIG UDVIKLING OG ØGET FAGLIG BEVIDSTHED ER EN DEL AF UDBYTTET AF LÆREPLANS - OG DOKUMENTATIONSKURSER FOR DAGPLEJERNE I KØBENHAVNS KOMMUNE.
Som alle andre pædagogiske tilbud skal også dagplejen – helt ud i det enkelte dagplejehjem – arbejde med pædagogiske læreplaner og dokumentation. Det er en stor mundfuld virkelig at se, hvilken læring et lille barn oplever gennem måske dagligdags aktiviteter og situationer, for ikke at tale om at formulere det og formidle det videre. For at kunne løfte den opgave har også dagplejerne naturligt nok behov for ny viden og uddannelse.
I Københavns Kommunes dagpleje har man valgt at tage det behov alvorligt. Alle kommunens ca. 250 dagplejere skal igennem et kursus i arbejdet med pædagogiske læreplaner, dokumentation og evaluering. Kurserne er AMU-kurser, de varer fem dage, og de er udviklet af Københavns Socialpædagogiske Seminarium i dialog med dagplejeledelsen i København. De første seks kurser løb af stabelen i foråret. Yderligere otte bliver en realitet i løbet af efteråret.
De officielle mål for kurserne er fastlagt af Undervisningsministeriet og taler bl.a. om at deltagerne med udgangspunkt i en forståelse af kompetencebegrebet og børns læring får ”redskaber til at formulere læringsmål og beskrivelser af, hvordan disse kan omsættes til konkret pædagogisk praksis, der leder frem mod indløsning af målene. De har desuden indblik i kravene til dokumentation og evaluering samt kendskab til basale principper for tilrettelæggelse af evalueringer og anvendelse af dokumentation til udvikling af en pædagogisk praksis, der understøtter børns kompetenceudvikling”. Og i forhold til dokumentation at deltagerne ”kan deltage i at iagttage, beskrive og analysere den pædagogiske praksis med henblik på en vurdering af, om denne leder frem mod de opstillede mål og en udvikling af praksis”.
Det med den konkrete pædagogiske praksis er meget vigtig, og derfor er kurserne gjort aldeles praksisnære, fortæller underviser på kurserne Marianne Svanholt.
”Det skal være reelt forbundet med den daglige praksis, så der ikke bliver tale om nogle flotte ord om mål for børnenes udvikling. Før kursets start får deltagerne en hjemmeopgave, hvor de skal beskrive en situation, hvor de synes der skete noget godt for børnene. En læringshistorie kalder jeg det. Ved at sætte ord på det værdifulde i situationen får vi nogle øjebliksbilleder, som vi kan kigge på: hvad er værdifuldt her. Det kan fx være at børnene hjælper hinanden, at de ikke giver op, at de tør noget. Deltagerne får sat ord på det, og ordene kalder vi værdistikord”, fortæller hun.
LÆRINGSHISTORIER SOM UDGANGSPUNKT
Marianne Svanholt er cand.mag. i dansk og pædagogik og har undervist dagplejere siden 2000. Derfor har hun en stor viden om deres arbejde og praksis, og den viden bruger hun i sin undervisning.
Kurset starter med et længere oplæg om hele lovstoffet, hvad læreplaner er, de seks temaer osv. Rimelig tungt måske, men når hun fortæller om de seks temaer i læreplanerne, så bruger hun af sin vidensbase af historier fra dagplejen. Så ruller deltagernes indre film. Det er ikke deres egne historier, men de er genkendelige. Og de virker, fortæller hun, for når dagplejerne senere skal placere deres værdistikord ud for det rette tema, ender de det rigtige sted.
”Alle værdistikordene er udsprunget af deltagernes egne historier og praksis. Næste trin er at få omformuleret stikordene til egentlige læreplansmål, og her fik de nogle redskaber af sproglig og formuleringsmæssig karakter. Derefter tager de fat på deres egne læringshistorier igen, altså dem de tog med til kurset, og her begynder dagplejerne at få aha-oplevelser, når de ser på deres egen rolle og barnets læring med deres nye viden. Læringshistorierne er en afdækning af egne læringsmål og metoder. De spørger: hvad vil vi? og så fulgte spørgsmålet: og hvordan gør vi så det? I den proces lærer de at se og beskrive det de gør som en pædagogisk metode. Spørgsmålet om, hvad de konkret gør for at understøtte at børnene kommer derhen, hvor de rent faktisk kommer i historien, gav nogle vældig gode pædagogiske diskussioner og erfaringsudvekslinger i grupperne.”
Kurset veksler netop mellem kortere oplæg og arbejde i grupper, efterfulgt af en fællesgørelse af erfaringerne.
”Dagplejerne har været meget glade for især gruppearbejdet. Oven i alt andet giver det en erfaringsudveksling, som øger den faglige bevidsthed i forhold til, hvad de rent faktisk gør i deres daglige praksis.” Marianne Svanholt vurderer at et kursus som dette er et klart kvalitetsløft for dagplejerne i deres arbejde.
”Det giver dem redskaber til selv at tage hånd om deres faglige kvalitetsløft, de ser på deres praksis med nye øjne, og de sætter selv en udvikling i gang. Det kan være hårdt, ja, men det giver også større arbejdsglæde. Sammen får de nye idéer, det er sjovt og spændende, de ser på barnet på en ny måde, og de sætter ord på deres iagttagelser og praksis. Og det styrker dem også bl.a. i kontakten og formidlingen til forældrene.”
DOKUMENTATION I ORD OG BILLEDER
Læringshistorier er også dokumentation, og en del af kurset handler netop om synliggørelse og formidling af børns læring. Bl.a. har de arbejdet meget med iagttagelse og fortælling og diverse dokumentationsformer. Herunder ikke mindst det at beskrive neutralt uden indbyggede – direkte og indirekte – vurderinger og analyser.
”Deltagerne fi k en beskrivelse af de mest typiske faldgruber, og så fik de mulighed for at se på deres egne historier med den viden. Jeg retter ikke, og det at kigge på sine egne historier er en del af mobiliseringen af egen styrke og glæde. Arbejdet med dokumentation giver også dagplejerne en oplevelse af, hvad de selv kan få ud af det af faglig udvikling. De ser på, hvad læring der er i situationerne, ikke blot i form af etiketter. De går dybere ned i hvad børnene lærer og gør læringen konkret og principiel på én gang.”
På kurset har de også arbejdet med billeddokumentation, især billedfortællingen.
”Billeder tager dagplejerne i forvejen mange af, men de har fået en større viden om, hvordan man fortæller en historie i billeder, så billederne ikke blot bliver illustration med de fotografi sk bedste billeder eller dem med fl est børn på. Bl.a. skulle de lave en pædagogisk tegneserie over en læringssituation.”
Københavns Socialpædagogiske Seminarium planlægger et opfølgende kursus til billeddokumentationen til foråret. Og Københavns Kommunes Dagpleje holder gryden i kog ved løbende at at lave to-dags opfølgninger på læreplanskurserne.